Ikke når det gælder min datter

I sin nyeste og som sædvanlig velskrevne roman lader Jan Guillou hovedpersonerne fra en række af sine bøger møde hinanden i en større fælles opgave.

Den forhenværende superagent og SÂPO-chef Carl Hamilton har været efterlyst siden han ti år tidligere flygtede fra Sverige efter en livstidsdom for mord. I mellemtiden er han blevet admiral og helt i Rusland og Palæstina, efter han med en russisk bygget undervandsbåd sænkede halvdelen af den israelske flåde og en amerikansk atomundervandsbåd. Ifølge FN en regulær og lovlig krigshandling. En juridisk spidsfindighed får Hamiltons dom annulleret, så han kan vende hjem til Sverige.

Her er chefpolitiinspektør i SÂPO, Ewa Tanguy, blevet hængt ud i boulevardpressen som en sexistisk, antimuslimsk terroristjæger. Som hævn bliver hendes datter kidnappet af en saudiarabisk prins - nevø til kong Saud og økonomisk bagmand til en større flok terrorister. Hamilton og Ewas mand Pierre Tanguy, der er forhenværende oberst i Fremmedlegionen, sætter sig i spidsen for en hemmelig operation, som skal befri fra sit saudiske fangenskab. Madame Terror, Åke Stålhandske, Erik Ponti m.fl. involveres i kampen mod den saudiske terrorist-prins.

Ikke når det gælder min datter

kan plotmæssigt minde meget om en actionfilm, men parallelt kører Guillou sin sociale og politiske kritik af magthaverne og deres metoder.

Hans helte er af den klassiske westerntype. I kraft af deres styrke og integritet sætter de sig ud over de gængse regler og love og politikernes tøven for at handle. Men Guillou viser samtidig, at al denne heltedåd i virkeligheden er koldblodige drab udført af mennesker trænet til at være mordmaskiner. Han lægger ikke skjul på sin mening om krigen mod terror. Terroren er finansieret af saudiske oliepenge og George W. Bush er helt fedtet ind i oliepenge.

Det gennemgående moralsk dilemma hos Guillou er forholdet mellem mål og midler. Hans helte dræber, når de finder det gavnligt for deres moralsk uangribelige sager. Der går mange liv til spilde, når retfærdigheden skal ske fyldest og uret skal hævnes. Er det meningen at læseren skal frabede sig, at demokratiet sættes ud af spil for at ’bevare’ demokratiet, er budskabet ikke helt entydigt.

Jan Vandall/vægten.dk