Forfatter: Jean-Christophe Grangé

Det er altid nogle djævelsk ondskabsfulde og sadistiske mordere, der slår sig løs i Grangés thrillere, og det firer han bestemt ikke en tøddel på med sin seneste udgivelse Dødspagten - tværtimod. Her får ofrene virkelig en behandling, der kan kaldes værre end døden. De bliver stukket, skåret og sprættet op samtidigt med deres kroppes fyldes med ådselinsekter og forrådnelsesbakterier, så de kan eksistere i ufattelig smerte og rædsel i deres sidste dage.

Hovedpersonen, Mathieu Durey, er kriminalinspektør i drabsafdelingen i Paris. Han er opdraget på katolsk kostskole og har tidligere læst til præst i Rom og været udsendt til Rwanda under folkedrabet.

Mathieus næstkommanderende og bedste ven, Luc, bliver fundet i koma efter et bizart selvmordsforsøg. Mathieu tror ikke på selvmord og begynder at efterforske Lucs sager for at finde en forklaring. En stribe supersadistiske mord dukker frem i kølvandet på undersøgelserne, og romanen dykker langt ind i Grangés kæphest: Undersøgelsen af det ondes natur.

I et godt spundet plot forbindes nærdødsoplevelser, med satanisme og spørgsmålet om selveste den sataniske majestæts påvirkning og medspillen i massemord og tortur. Sagen bringer Mathieu til de franske og schweiziske alper, Rom og Polen, og han (vi) præsenteres for indbyrdes kæmpende, hemmelige sataniske og katolske ordner og Vatikanets efterretningstjeneste. Alle søger de viden om dødspagten - aftalen mellem djævelen og hans disciple - der forfører og forpligter dem til at leve for udførelsen af ondskab og sadistiske fantasier. Under jagten på den sadistiske og næsten overmenneskelige morder gør Mathieu sig en del forestillinger om djævelen, mennesker og ondskab på baggrund af sine oplevelser i Kroatien og Rwanda. Det sætter tempoet ned men til gengæld øger det uhyggen, og til sidst får Grangé rundet meget godt af på den komplicerede historie om dødsensfarlige fanatikere.