|
|
Forfatter: Andreas Roman
206 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Mørkeræd er første bind i en gysertrilogi af den svenske forfatter Andreas Roman. Han har udgivet syv bøger i Sverige, men Mørkeræd er den første på dansk. Hovedpersonen er den 32-årlige David, der fra den tidligste barndom har været ekstremt mørkeræd. Han er konstant panisk bange for aftenens og mørkets komme. Så snart det er mørkt, kan han både høre, føle og ind i mellem også se mørkemanden, eller hvad den truende uhyggelige skikkelse nu er. Først forældrene og senere David selv har gennem årene konsulteret læger og psykologer, men ingen har kunnet hjælpe. Det virker, som om David også forsøger at flygte fra mørket i sit eget indre. Som dreng gik han engang helt i sort, da nogle større drenge en aften forskrækkede ham. Uden at vide af det lemlæstede han en af drengene, og siden har han været rædselsslagen for, at dette mørke igen skulle overtage ham. Senest har David gået i terapi hos en fobi-ekspert, der vil have ham til at konfrontere sin angst for at overvinde den. Derfor tager David en vinterdag til Nordsverige for at bo et stykke tid alene i en jagthytte ude i skoven - uden elektrisk lys. Det bliver en særdeles uhyggelig oplevelse. Hver gang det er mørkt, kan David høre mørkemonstret kradse og banke på væggene, ligesom han ind i mellem kan se konturerne af den sorte trussel i mørket. Bedre bliver det ikke, da han ude i skoven finder sin kat splittet ad. Primalangsten for mørkets dæmoner slår ud i lys lue, mens truslen langsomt tager mere fysisk form. Til sidst går det helt galt. Mørkeskikkelsen trænger ind i hytten, og mens David kæmper med (sine indre) dæmoner, brænder hytten ned. Han bliver fundet uden for brandtomten i coma og indlagt. Så er scenen er sat for næste bind. Det bliver interessant at se, hvordan det videre udvikler sig, men jeg mener, at der godt kunne bruges en opstramning af teksten, som rummer lovlig mange gentagelser. Jan Vandall/bogvægten.dk |
