|
|
Den iranske gartner
 Forfatter: Bjarne Reuter
288 sider Forlag: Gyldendal Det er en ordentlig gang totalt rablende royalt vanvid, som Bjarne Reuter denne gang præsenterer for sin store læserskare. Den iranske gartner er fed komik hele vejen igennem. Ja, bogen er en kanon hestesprøjte epo til lattermusklerne - Monty Python i overdrive. I de 22½ time, som handlingen strækker sig over, er det Murphy’s Lov, der regerer Danmark. Næsten alt, der kan gå galt, går galt fra det øjeblik, hvor arveprinsen i en kæmpe brandert kommer til at skyde en kugle gennem hovedet på sin iranske boy-toy i slottets køkken. Selvom man er vant til lidt af hvert fra de royale tosser, er det alligevel ikke hver dag man finder en af arveprinsens unge elskere stendød - iført hofteholder, diminutive sorte latextrusser, ditto bh og klovnehat - og med hovedet begravet i en stor gryde minestrone-suppe. De efterfølgende forsøg på at redde kongehusets ære afslører en gennemgribende uduelighed og inkompetence på alle niveauer i administrationen. Hverken kongehus, politi, politikere, spindoktorer, kirke eller presse går ram forbi, når Reuter svinger svøben. Forestil dig Leif Panduro blandet med Morten Ingemanns ‘...og det var Danmark’ og Wulffmorgenthaler så har du en idé om, hvor det hele bevæger sig hen. Vi kan nemt genkende bogens persongalleri i dagens Danmark, der her vises så splitternøgent som H.C. Andersens berømmelige kejser. Alt bliver forsøgt fejet ind under de ægte tæpper med den monstrøse kynisme og (heldigvis) talentløshed, der ofte kendetegner den nuværende administrations politiske initiativer. Den stærkt overvægtige kriminalkommissær Stelman og hans assistent Larsen er rene Kling og Klang figurer med tåbelighed og magtmisbrug som de fremmeste karakteristika. Den iranske gartner er politisk satire, så det klodser. Det er simpelthen en svimlende syg griner med et væld af vanvittige anekdoter og syrede slapsticks. Kongerøgelsen bliver fyret af i så store og grønne christaniacigarer, at hele fru Daisy’s pukkelryggede Amalienborg-familie nok skærer tænder af ærgrelse over, at man ikke længere kan sætte uærbødige forfattere i gabestok på slotspladsen. Vi kan nemt genkende bogens persongalleri i dagens Danmark, der her vises så splitternøgent som H.C. Andersens berømmelige kejser. Alt bliver forsøgt fejet ind under de ægte tæpper med den monstrøse kynisme og (heldigvis) talentløshed, der ofte kendetegner den nuværende administrations politiske initiativer. Pia Schertiger |