Alle guds børn demonstrerer ganske vist, at let og ufarlig underholdning med blankpoleret overflade rider på bølgen, men med hensyn til plot og spænding er det en lidt tam blanding af Jessica Fletcher og Columbo tilsat højhælede Manolo Blahnik sko købt i London.

I Djævelens advokat var Sarah Berthelsen politiadvokat. I seriens andet bind har hun forladt anklagemyndigheden og blevet ansat på et af Bredgades helt dyre advokatkontorer. Hendes første opgave bliver forsvaret af en vaneforbryder, som er mistænkt for at have skåret halsen over på en ældre dame under et tasketyveri. I Sarah er selvfølgelig ikke overbevist om hans skyld og opdagelsen af to nye mord - en seksårig dreng og hans far - begået på samme måde, sætter Sarah i stand til at kombinere forbrydelserne og se en ellers uopdaget sammenhæng mellem mordene.

Men spændingen udebliver. Læseren får det hele af vide alt for hurtigt, og der er ingen overraskelser undervejs. Det er drabssager, som selv krimigenrens mest hjernedøde betjent ville opklare uden det store besvær. Historiens dramatiske højdepunkt rager næppe over det lakerede parketgulv i advokatkontoret.

Der går for meget ugebladsnovelle og for lidt krimi i fortællingen. Det er karrierrekvinder mellem 30 og 40, skilsmisser, et par løse knald og en smule barnemord - men ikke tilstrækkeligt af nogen af delene til at forstyrre sminken.

Bogen er velfortalt chick-lit, i en slags sex-and-the-city-light udgave. Miljøet er Frederiksbergs store villaer og Bredgades advokatkontorer med et par korte slumbesøg i mindre velstillede (gys) dele af København. Den er et glimrende alternativ til en søndag eftermiddags tandløs tv-serieunderholdning, men heller ikke mere.