Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
DruknehusetDRUKNEHUSET
Forfatter: Marie Helleberg
400 sider, 299 kroner.
Samlerens Forlag
Fem Glober

Druknehuset er en fremragende fortælling om den danske guldalderperiodes fald.
En Marie Helleberg i topform tegner her et skarpt portræt af en dansk storhedstid i opløsning. De rige er blevet endnu rigere, og et velhavende borgerskab er ved at tilkæmpe sig fodfæste i det danske samfund. Men konsekvenserne er voldsomme for samfundets nederste lag. I en sjældent set social armod lever de under uhyggelige forhold i fattigdom. For de mange fattige er kriminalitet og prostitution de eneste veje ud af håbløsheden. Den såkaldte ’guldalder’ - vi stadig dyrker som en storhedstid i dansk kultur og historie - var i virkeligheden kun gylden for den velbjergede elite.
Romanens hovedperson er kronprinsens finansminister Schimmelmann. Neutralitetspolitikken, som Schimmelmann var hovedarkitekten bag, er slået fejl og udbyttet fra hans plantager i Vestindien er gået i stå. Han mærker nu på sin krop hvordan jorden begynder at brænde under ham.
Schimmelmann mistænker sin forvalter for bedrageri og hjemkalder ham til Danmark for at få ham til at stå til ansvar. Med sig hjem har forvalteren sin afrikanske prinsesse Agrippina, der er konverteret til Islam. Forvalteren banker hende gul og blå og voldtager hende, når det passer ham.
Men det udvikler sig endnu værre for den hårdt prøvede Schimmelmann En morgen finder man et lig uden hænder siddende ret op af det er en udsøgt Schimmelmannske palads facade.
Den norske politibetjent Evensen bliver tilkaldt for at opklare det makabre mord. Det bliver starten på en efterforskning, der strækker tråde ud til et net af forbrydelser med oprindelse i de vestindiske øer. En efterforskning som kræver udsøgt balancegang og diplomatisk snilde. Enevældens København var ikke et sted, hvor en politimand kunne tillade sig at træde for meget på de magtfuldes tæer. Loven var bestemt ikke lige for alle.
Druknehuset er ikke kun en velkomponeret historisk roman. Der er utallige paralleller, som peger frem i tiden mod vores egen moderne verden, hvor finanskrise, fremmedhad og kvindehandel florerer i større og større omfang. Det er ikke uden grund, at Marie Helleberg indleder romanen et citat af den desværre afdøde Natasja Saad: ’Grådig mand har aldrig været svær at forføre’. Marie Helleberg har noget at fortælle os moderne mennesker om nutidens verden og ikke mindst om dagens Danmark.

Morten Pabst Petersen
 
Webbureauet Krogstrup & Hede