Get the Flash Player to see this rotator.
|
|
Mine piger  Forfatter: Susanne Staun 296 sider.
Forlag: Gyldendal Endnu en roman med adfærdsspykologen Fanny Fiske i hovedrollen. Denne gang ifølge to såkaldte veninder - et selskab der klart slår Charlie''s Angels med adskillige hestelængder - også aldersmæssigt. De tre nysere har en fælles bekendt, en ondskabsfuld klummeskriver med rigtigt mange fjender, herunder en del der sender hademails. Samme bekendte bliver dræbt under mystiske omstændigheder, og selvom mange har haft lyst til at myrde hende, er der alligevel ikke så mange oplagte muligheder. Sagen er i professionelle hænder med trioen. Og det er sådan set fint, for i Danmark har man på grund af en såkaldt politireform måttet afgive 79% af styrken til andre brancher, så en opringning til 112 kan for eksempel afsløre, at man er nummer 42 i køen. Det er forfriskende at læse om disse tre voksne damer, der i overraskende grad mangler den for kvinder i den alder hyppige og hæmmede tilbageholdenhed og kan sende både Seagal, van Damme og Eastwood til tælling, samtidigt med at de er betydeligt mere talende end deres (mulige) mandlige forbilleder. Sproget er på forkant, og der er mange nye - mere eller mindre heldige - udtryk: Gulvtæppe af anden etnisk herkomst, møgsur kat med skræmmende overfladeareal. Det gør læsningen underholdende, og der er god plads til karakterernes personligheder - eksempelvis er Fanny selv nærmest afhængig af mærkevarer og gourmetmad og allergisk overfor pizza og billigt undertøj, mens karakteren hos et andet af gruppens medlemmer grænser sig til det psykopatiske, hvad der i øvrigt kan være særdeles praktisk i visse sammenhænge. Selve plottet er hverken nyt eller specielt overraskende, men det er interessant at opleve opklaringen i hænderne på atypiske opdagere. Birte Strandby |