|
|
Else Berenth Det kommer også dig ved 248 sider mellemgaard Udgivet: 2012 Roman om en dansk-pakistansk familie med udsyn til tre generationer: Mormoren der får en kæreste, farmor og farfar der kæmper for deres pakistanske tilhørsforhold og traditioner, børnene der lever med at kombinere de forskellige kulturers input, selv om familiens teenagere har lidt vanskeligheder med at acceptere de forlovelser, deres bedsteforældre har arrangeret for dem - og så forældrene, der lever en relativt gnidningsfri tilværelse, indtil de får en uppercut af livet selv. Ideen med romanen er udmærket, men formidlingen er af en sådan karakter, at man kan føle sig foranlediget til at skrive et forklarende læserbrev til Bent Vinn Nielsen, der i Information (10/2) efterspurgte formålet med forfatterskolen. I denne roman begås netop den type litteraturteknisk kriminalitet, som man – skal man dømme efter de unge, danske håb – i hvert fald ikke begår, når man har gået på forfatterskole: Overforklaringer og alt for mange ord. Idealiserende og idealiserede personer, der taler tungt og udførligt sammen. Hvor almindeligt er det, at to teenagere i bedste seminarieelev-stil sætter sig og omhyggeligt forklarer hinanden ritualerne ved deres respektive religioner? Det er ikke skidt det hele, for eksempel er den pakistanske farfars udlægning af dansk humor værd at læse, og der er i det hele taget mange fornuftige forklaringer, der ville være på sin plads i en bog om kulturforskelle for børn i grundskolen. Herudover er der både krimi og drama nydeligt indflettet i bogens handling, selv om de voldsomme begivenheder skurrer slemt i modtageren i forhold til de mange forklaringer om tro og kultur. Bagefter er man lidt forvirret. Hvem er den forventede læser? Birte Strandby Camilla Stockmarr Udflytterne 190 sider Samleren Udgivet: 23.02.2012 Fem glober Der er skrevet meget om halvfjerdserne, og her er romanen, der fortæller hvad det var man søgte, hvordan man kunne finde svarene på drømmene, og prisen der skal betales for at have deltaget. Phønix og hans familie, forældre og storesøsteren Nefer, flytter fra København til en landsby i Sverige, nærmere betegnet en nedlagt mølle med tilhørende savværk. Udflytningen sker ud fra de bedste intentioner og på stærkt idealistisk grundlag, og idealisme er nødvendigt, for stedet et nærmest ubeboeligt. Der er mange alternative ideer, der skal afprøves, og fortællerens far er langt fra en praktisk mand, uagtet han er i stand til at lære sig det meste. Han gennemgår en kraftig udviklingsproces, betragtet beundrende – og alligevel klart gennem sønnens øjne, og læseren får en humoristisk gengivelse af en seance med den lokale shaman, hvor det lykkes faren at hente et totemdyr til sin skeptiske søn. Lige så vel formidlet er Phønix og Nefers start i den nye skole, hvor de demonstrerer, at stædighed og individualisme kan være uvurderlige egenskaber. I forløbet indgår også den omfattende og omhyggelige reparation af den gamle vandmølle og driften af savværket, så længe naturen tillader det. Skønt tilværelsen er hård og kræver sine kampe, er det smukt gengivet og forståeligt, hvorfor denne tilværelse bider sig fast i drengen. Ikke mindst det portræt der tegner sig af den idealistiske far med svensk natur som baggrund er fængslende læsning. Sidst på sommeren slyngede han honning og bryggede mjød og drak hele lokalmiljøet under bordet, i et afholdssverige, hvor spiritus kun kunne købes i meget moderate mængder i systembolaget. Birte Strandby |
