|
|
Allan Jagt Dødens Følgesvend 376 sider Skriveforlaget Udgivet: 29.11.2011 Krimi med Mads som tovholder i en ubehagelig sag om en gammel mand, der er blevet tortureret til døde, hvad de i bogen huserende fra politiet da også alle kommenterer. Da man langt om længe finder ud af, hvem afdøde er, viser der sig forbindelse til Ungarn og til spionage under Den kolde Krig, og skurkene viser sig både at være på eftersøgning efter en skat og at have gang i en magtfuld organisation med speciale i rufferi og trafficking. Den afdødes datter og barnebarn bortføres af nogle skumle typer, der finder en vis fornøjelse i tortur, såsom at klippe fingrene af folk i forventningen om at det får dem til at rykke ud med informationer, også selv om ofrene ikke har det fjerneste kendskab til samme informationer. Det ender med en hektisk jagt, hvor alle jager alle, og end ikke politiet går ram forbi. Plottet er ok, men sproget er kunstigt og floskelramt: Deres gensidige kærlighed og forståelse kunne ikke være større (om politimanden Hans og hans hund). eller følgende bemærkning mellem garvede politifolk: Alle er jo ikke født forbrydere, men bliver det i det miljø, de får deres opdragelse i. Det viser alle statistikker. Humoren er sparsom og lidt tynd, selv om man måske nok kan få et interessant billede frem af den politimand, der hægter sig fast på siden af en traktor for ubeset at kunne nærme sig bortførernes hus, eller af den operationsleder der ikke er bekendt med, at hans mobil kan stilles til lydløs. De klichéramte personer er stereotypiske, overforklarende, overforstående, overonde, men handlingen fungerer. Birte Strandby |
