|
|
Steen Hartvig Bedrag 286 sider siesta Udgivet: 24.11.2011 Krimi Christian har mistet sin datter og sin hustru. Han har det selvsagt meget dårligt, og som et led i en narrativ terapi begynder han at skrive dagbog om de to dødsfald og om sig selv. Kort tid efter sker der et ualmindeligt brutalt og gennemplanlagt mord på en af hans bekendte: Adam bliver bundet til togskinnerne og ser sin død i øjnene, sekundet før han bliver smadret. Morten er politiassistenten, der skal opklare forbrydelsen. Var Adam offer for en tilfældig hate crime, eller havde han virkelig erhvervet sig fjender i den vægtklasse? Kan det have forbindelse til fyringer og nedskæringer på arbejdspladsen? Det ser det ud til, men så bliver en anden mand fra samme omgangskreds dræbt på lignende måde, blot har dette offer fået en om muligt endnu mere brutal medfart end det første lig. Morten går metodisk til værks, men på et tidspunkt bliver han selv involveret – og hvad der er værre: Hans gravide kæreste bliver truet. Indicierne peger på en person fra Adams bekendtskabskreds, en der er berygtet for sit heftige temperament og har et passende motiv, men der er stadig noget der halter. Morten er sympatisk og let at følge i sine overvejelser om det muligvis uforenlige i rollerne som politiassistent og familiemenneske. Relativt inciterende plot med seriemordernuancer og velanbragte, tilpas chokerende mord. Overbevisende miljøer og personligheder serveret med et tyndt lag fernis, der dog falder ved første nærmere eftersyn. Slutningen er ikke så overraskende endda, men der er fint tempo under hele opklaringen, og politiarbejdet omfatter nogle raffinerede manøvrer i de sidste hektiske minutter. Birte Strandby |
