|
|
Bogforum den 11. - 13. november 2011 eller jagten på Jakob Stegelmann I begyndelsen lignede det alle mulige andre bogmesser - kold dag og lang kø udenfor Forum, men det viste sig hurtigt, at der var en forskel: På ruden ud mod det ventende folkefærd var et skilt med teksten: VIP-billetter... og så henvisning til en kortere kø tættere på indgangen. VIP betød blandt andet forudbestilt, så det kunne jo i princippet være hvem som helst. Fra Forums side blot en måde at tjene penge på - i lighed med det Odense Zoo gør, når de sælger retten til at fodre giraffer fra en særlig platform formedelst 60 kr. Spørgsmålet er, om den slags tiltag uforvarende skaber nye klasseforskelle og hierarkier i en tid, hvor nogle bestræber sig på ikke at se alt for kriseramte ud, samtidigt med at tiltaget sætter fokus på det faktum, at messen basalt er et kommercielt projekt. Et faktum der er let at glemme, når man lader sig forføre af velargumenterende forfattere med idé og holdning. Men også indendørs var alt forandret: Det kulturelle segment - kvinder over fyrre - var stadigt den største gruppe men denne fredag stærkt infiltreret af alle mulige andre befolkningsgrupper, herunder en flok spejdere, enkelte børn der så ud til at kede sig og mest besynderligt adskillige personer, der var klædt i selskabstøj eller i hvert fald distancerede sig kraftigt fra bognørdens riflede fløjl og fornuftige sko. I det hele taget lugtede foretagendet mere af overflade og penge end af den relativt stilfærdige fordybelse, der har præget tidligere messer – et indtryk der blev understøttet af årets arrangementer, der på en eller anden måde virkede både lettere og mere overfladiske end tidligere. Efter et gennemsyn af det spraglede katalogtilbud indledtes jagten på Jakob Stegelmann, der var annonceret til at interviewe blandt andre Jim Lyngvild. Lyngvild udmærker sig ved at have skrevet en eventyrbog: Epos og enhjørningen - ikke fantasy som ifølge Lyngvild er en genre opfundet af bibliotekarer - men et eventyr.
Der er en del eventyr i tiden, og Lyngvilds adskiller sig ikke mærkbart fra andre, bortset fra hans glæde ved at beskrive påklædning og store kjoler, hvilket muligvis er en af årsagerne til, at hans forlægger bad ham barbere 300 sider af det første 500-siders oplæg til bogen. I det hele taget er Lyngvilds begejstring for at skrive for børn smittende - i modsætning de humoristisk nedsættende kommentarer om bondelandet Fyn, der også blev luftet i interviewet.
Herefter skulle Stegelmann have interviewet Kenneth Bøgh Andersen, der pt. er en af landets mest populære børnebogsforfattere. Det har fået ham til at genoptage serien om Antboy, der er blevet forlænget med tre bind, hvoraf det sidste kommer til foråret. Antboy havde ellers fravalgt karrieren, men fortsætter efter pres fra de unge læsere. Fælles for Lyngvilds Epos og Bøgh Andersens Antboy er, at de på ingen måde er helte i supermandsligaen men grundliggende har betydeligt flere ligheder med danske drenge i den skolepligtige alder.
Som Lyngvilds var Bøgh Andersens indslag underholdende, entusiastisk – og ikke mindst klarsynet, når det gælder chancen for at Antboy møder den eneste matchende skurk i hele universet.
Entusiasme var også en af grundpillerne i et andet arrangement, nemlig den hukommelsestræning, Eran Katz på Goldbergs stand promoverede i form af sin bog: Husk Det! Den sikre vej til en super hukommelse. Katz begyndte meget overbevisende med at demonstrere, at han uden vanskeligheder kunne huske 18 cifre, som publikum leverede. Dernæst bad han to publikummer om at tegne Starbucks og SevenElevens logoer. Resultatet lod noget tilbage at ønske, men det var ifølge Katz meget almindeligt, og han røbede i den forbindelse, at udover entusiasme, så var opmærksomhed og organisation forudsætningerne for at forbedre hukommelsen. Udover eventyr og hukommelsestræning var der også - som der plejer at være - romanforfattere som Trisse Gejl der med et indslag om kunstens potentielt destruktive karakter fyldte indhold på konteksten til romanen Siden blev det for pænt, og Kirsten Thorup talte godt om Tilfældighedens gud, som hun også gjorde det til litteraturfestivalen i september på Louisiana. Det var ok, men Jakob Stegelmann så vi ikke noget til. Birte Strandby |