Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
 
Judaskysset
Forfatter: Anna Grue
272 sider, 199,- kroner
Genudgivet: Dybt at falde
272 sider, 99,- kroner
Politikens Forlag
 

Så er Anna Grues anden krimi i serien om ’privatdetektiven’ Dan Sommerdahl fra den sjællandske provinsby Christianssund nået frem til boghandlerne. D.v.s. privatdetektiv er han egentlig ikke. Han er stadig reklamemand, men nu er han startet som free-lancer i reklameranchen.

Kernen af persongalleriet kender vi fra ’Dybt at falde’: Dans familie med lægekonen Marianne og børnene Laura og Rasmus, politikommisær Flemming Torp - mangeårig ven og ofte stærkt irriteret over Dans nye vane med at involvere sig i politiets sager - samt den unge Benjamin, som bliver denne gang forfremmet til Dans beundrende hjælper ud i amatørdetektivgerningen.

I ‘Judaskysset’ har Anna Grue igen hevet et spændende og interessant plot frem. Lauras midaldrende efterskolelærer, Ursula Olesen, bliver franarret sin lotto-million-gevinst af sin unge flotte elsker, Jakob Heurlin. Laura får Dan interesseret i sagen, og han indvilliger i at forsøge at opspore den forsvundne ‘ægteskabssvindler’.

På samme tid er en ung mand fundet brutalt myrdet i et haveskur i byen, og efterhånden viser det sig, at de to sager er grundigt blandet sammen. På trods af kommisær Torps indtrængende formaninger blander Dan sig ustandselig - og ofte både kluntet og med uheldige konsekvenser - i efterforskningen, selvom han til sidst alligevel får fumlet sagens gordiske knude op.

Det er meget svært at leve op til et succesfyldt første bind af en krimiserie, men med ‘Judaskysset’ er Grue sluppet godt fra den opgave. Igen får hun bundet forbrydelser i en dansk provinsby ind i et plot med store perspektiver, og vi kommer i nærkontakt med både en fanatisk og fundamentalistisk kristen sekt og asiatiske gadebørn.

Til forskel fra ‘Dybt at falde’ følger vi denne gang også med i forbryderens tanker, handlinger og motiver. Her får Grue stillet nogle rigtig interessante og forførende problemstillinger op for læseren om skyld og soning.

Vil man følge Dan Sommerdahls oplevelser fra begyndelsen, så genudgiver forlaget samtidigt det første bind i en paperbackudgave til lavpris. Det er en fremragende krimi om mord og kvindehandel, som kun kan anbefales. Min eneste anke er, at typerne er lidt vel klejne.

Anna Grue skriver gode og velkonstruerede sofakrimier med en vis portion social kritik. Det er ikke nyskabende, men det er en krimiserie, der med garanti bliver en succes.

Jan Vandall/bogvægten.dk
 
 
Webbureauet Krogstrup & Hede