Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev

Carina Evytt

Jack the Rippers lærling

360 sider

Tellerup

Udgivet: Oktober 2011

 

En sindssyg historie om en sindssyg mand. Thomas er fan af Jack the Ripper, så meget at han har et bevidst ønske om at kopiere Jack the Rippers ’kunst’. Hans er opmærksom på, at hans omgivelser på ingen måde har forståelse for hans kunstneriske talenter, og det lykkes ham at agere normalt i de fleste sammenhænge. Ved handlingens begyndelse har han netop været indlagt på psykiatrisk hospital i tre måneder, og hans ekskone er ved at få et nervøst sammenbrud, da han bliver lukket ud. Hans attenårige datter bliver udpeget til at være hans værge, og det ser ud til at fungere, bortset fra at Thomas fortsat har planer om at fortsætte projekt Jack the Ripper-kopiering, hvilket efterfølgende fører til adskillige splattede episoder, der står i bizar modsætning til det besynderlige faktum, at Thomas i forbindelse med sine kunstværker sparrer med en talende kattekilling ved navn Jack. Alt får lykkeligvis en ende, men måske lever projektet videre.

 

Det er en besynderlig, kvalmefremkaldende og pirrende roman, og det er helt fint, at romanen ikke er illustreret. Det ville have været for absurd, men hvis tegneseriehæftet Gru (1972-1975) havde eksisteret i dag, ville det have været en oplagt fortælling for dette organ for særligt bloddryppende historier.

 

I hovedparten af bogen står Thomas for synsvinklen, men hverken hans angivelige intelligens eller hans skizofreni kommer meget til udtryk. Vi følger også ekskonen og datterens udsyn, men det er ikke karaktertegningen, der trækker læseren gennem romanen, men derimod den levende, nærværende fortællestil og så – naturligvis – nysgerrigheden efter at vide, hvor sindssygt tingene kan udvikle sig.

 

Birte Strandby

Webbureauet Krogstrup & Hede