Eriksson & Sundquist

Sorgens ild

Oversat af Anders Juel Michelsen

446 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 04.10.2011

 

Anden del af krimitrilogien der begyndte med Kragepigen bygger videre på et miljø, der bliver stadigt mere usundt og efterhånden omfatter ganske mange pædofile, voldelige, magtsyge, mentale krøblinge, men indtil videre kun en enkelt med personlighedsspaltning. Hun har til gengæld særstatus, fordi hun spiller med på både de gode og de ondes bane. Romanen kunne også have haft titlen: Kvinder der hader mænd, og i lighed med en stor del af nutidens nordiske krimier er pædofili og overgreb på børn et tilbagevendende element og også en forklaring på det had, der sendes videre.

 

Men ellers begynder krimien, hvor Kragepigen slap: Med Jeannette, kriminalkommissær, og Sofia, psykolog og måske næsten-kæreste med Jeannette. Jeannettes mand og far til sønnen Johan har fundet en ny veninde og har forladt familien, og Jeannette grubler stadigt over forrige krimis forbrydelser, indtil det første lig dukker op efterfulgt af andre, der alle sammen viser sig at have fælles udgangspunkt til fortidens synder. De lede handlinger kan henføres til to grupper mennesker, men morderen – som vi følger uden helt at få navn på vedkommende – er ikke sådan at få ram på. Til gengæld er vedkommende særdeles aktiv, og mordene er både afskyelige, grundige i udførelsen og ligner noget rituelt.

 

Spændingen er til at tage og føle på, men de første mange sider virker handlingen let rodet, mange forskellige personer ytrer sig, og det er praktisk at have læst den første bog, hvis man skal have en chance med denne. Men så er der også udsigt til solide gys i en verden, der er ualmindeligt beskidt og børnefjendtlig.

 

Birte Strandby