Igen en krimi i selskab med specialagenterne Faith og Will samt børnelægen Sara, hvis indbyrdes forhold er ganske indviklede, idet Will dels er medvirkende til Faiths mors abrupte afgang fra politiets tjeneste, og dels lever i et usundt afhængighedsforhold til hustruen Angie, selv om han er forelsket i Sara.

Bortset herfra begynder krimien – som de fleste krimier af Slaughter - rigtigt uhyggeligt. Faith kommer for sent fra et møde, hendes mor svarer ikke på hendes telefonopkald, og da hun kommer til morens hus for at afhente sin datter, finder hun et lig inde i huset, og hun når undervejs at skyde to mænd, der er brudt ind. Datteren er i live, men hendes mor er forsvundet, sandsynligvis bortført. Der er masser af spor, og teknikerne fastslår, at der kan have været otte mennesker til stede i huset. Motivet er mindre gennemskueligt, narko bliver nævnt som en mulighed, men det viser sig at dreje sig om noget helt andet.

Efter den vellykkede optakt er opklaringen lang men heftig. Slaugther har aldrig været tilbageholdende med brugen af vold. Den når nye højder her, og ingen af hovedpersonerne – med undtagelse af Faiths baby – undgår personskade, overfald eller trusler.

Slaughters univers er mere end almindeligt råt, og hun er tilbøjelig til at dyrke en generel samfundsforråelse, når hun hensynsløst lader Faith maile, ringe og være på vej i insulinchok under sin bilkørsel, mens en blød trafikant benævnes fumlegænger.

Men trods en vis kynisme er hendes personer i stand til at elske børn, forældre og kærester, og slutningen er for enkelte af dem næsten lykkelig.

Birte Strandby