|
|
Ditte Birkemose Drengen fra Agadir 307 sider People’s Press Udgivet: 2011 Krimi Krimi der har taget form efter både Graham Green (Den tredie Mand) og Hitchcock (De 39 trin), men som stilbrudsagtigt udvikler sig dansk-xenofobisk og afsluttes omsorgsfuldt bekymret. Mehdi er en lovende ung mand. Han forsvinder, og det afsløres, at hans ellers sympatiske omgangskreds såvel som hans kæreste er udskiftet med bekendtskaber af tvivlsom karakter. Flere af vennerne kan fortælle, at Mehdi har ændret adfærd, og at han er begyndt at gå oftere i moske, hvorfor den logiske følgeslutning er, at han styrer direkte mod en tilværelse som terrorist. Makkerparret, Kit og Harry, begynder at efterspore drengen, der tilsyneladende er taget til Marokko til derboende familie. Pludselig forsvinder en kvinde med en ikke helt klarlagt familierelation til Mehdi. Kit og Harry følger efter og møder den marokkanske familie og kort derefter finder de et lig. Der er optakt til at sprænge det halve Valby i luften, men meget kan ændres med kvikke hoveder, en PET-agent og en mobiltelefon. Skønt jagten varer hele bogen, er det ikke en kedelig krimi. Den er afvekslende skrevet, og Kit og Harry er personligheder, der nok er et bekendtskab værd. Kit har mærker efter sin tragiske baggrund, og hun har vidunderlige lommefilosofiske tilbøjeligheder – som når hun konkluderer, at PET-agenten har en kat men ikke en kone derhjemme. Og Harry har sin omsorg og sin nye forelskelse. Livet i Marokko og Danmark er gengivet fængende nok, og der er a pro pos Hitchcock en passende suspense over de mere dramatiske situationer. Desværre bliver jagten rigeligt lang, og der er en tendens til uklædelig sentimentalitet på udsatte steder.
Birte Strandby |