|
|
Shobha Nihalani Det tavse monument Oversat af Lise Markussen 300 sider EC-Edition Udgivet: 02.09-2011 Krimi fra Indien helt præcist fra Agra, syd for Delhi. En journalist bliver dræbt tæt ved Taj Mahal, og hans enke, Manzil, modtager efterfølgende en rulle med gamle skrifttegn, som han har fundet i Taj Mahal. Manzil får teksten oversat, og det viser sig, at der er tale om et skattekort, og at skatten er mere værdifuld end diamanten Koh-i-noor – engang kendt som verdens største diamant. Sammen med kommissær Yadav – umiddelbart en støvet statsansat og ved nærmere bekendtskab stof til en sand helt – leder hun efter skatten og søger opklaringen af mordet på sin mand. Forhindringerne er mange og mangeartede: Politiet der er efter ulovlig handel med gammel kunst, religiøse fanatikere, muslimer og hinduer, og gorillaen Anwar der ikke lader sig slå ihjel af almindelige dødelige. Manzil bliver overfaldet og bortført, men bekæmper sin overfaldsmand med mod og blodig konsekvens, og Yadav arrangerer gennemtænkte afledningsmanøvrer for forfølgerne, mens han selv leder efter skatten. Scenen blandt Indiens gamle monumenter og kunstskatte er som skabt til en god krimi. Manzil er en overbevisende heltinde, og hendes vrede og dertilhørende, ligefremme sprogbrug udgør et stilbrud i forhold til de højtidelige, antikke omgivelser. Selve plottet, de mange suspense-bølger og den heftige afslutning, der også inkluderer et par slanger i et underjordisk Indiana-Jones-miljø, kan man genfinde i masser af europæiske og amerikanske krimier, omend tempoet ligger over gennemsnittet, og der er flere bank til hovedpersonerne end i standardkrimien. Iscenesættelsen og referencerne til en allestedsnærværende religion og et følsomt arkæologisk miljø virker fremmedartet og tilfører krimien flere nuancer, der distancerer den fra det helt banale kriminiveau. Birte Strandby |
