Rasmus á Rógvu

Skuffen og Skeden

168 sider

Gyldendal

Udgivet: 18.08.2011

 

Det unge par, Skuffen og Skeden, er forsvundet. Forde, Lea og Kost – Kost er jeg-fortælleren – leder efter dem, og det er romanens essens. Kost og Forde tåger rundt i det grå og håbforladte univers befolket af mennesker uden personlighed, lidenskab eller liv.

De begynder meget fornuftigt med at opsøge Skuffens familie, men så sker der ikke  mere. Deres søgen er jævnt uengageret, de kommer ingen vegne, men støder undervejs ind i absurde situationer: En kræftsyg kvinde tager Kost med op i sin lejlighed og prøver at forføre ham, men får i stedet gjort hans optik endnu mere sløret. Udenfor igen hægter en spritter hæfter sig fast i Kost’ ene ben, og Kost trækker ham med hen ad gaden og ind på en restaurant – og ud igen – en af romanens få komiske beskrivelser. Først da Kost begynder at slå ham, slipper spritteren sit tag i benet, rejser sig og går.

Kost er alkoholiker og griber til flasken i samme øjeblik, han begynder at føle sig ædru, og som Jastrau i Tom Kristensens Hærværk er Kost selvdestruktiv og bevæger sig som Jastrau fortrinsvis fra flaske til flaske i en nedadgående spiral.

 

Romanen har socialrealistisk grobund, men hver gang Kost træder ind på scenen, opfanger han begivenhederne i sit særligt, sure surrealistiske perspektiv, og i slutningen begynder man at overveje, om Kost mon har myrdet Skeden.

 

Det er en besværlig roman, svær at få hold på og svær at drive nogen mening ud af. Det er ikke en dårlig bog, men den er grå udenpå og grå indeni – assorterede usle liv med snavs.

 

Birte Strandby