Forfatter: Ingrid Berglund
Oversat af Erik Egholm
270 sider. 269 kr.
ABC forlag

Af historien lærer man som regel, at man intet lærer af historien.
Det er en af psykolog Iselin Norman hurtige - lidt kyniske konklusioner.

En af hendes klienter, Elanor Vinge, har en ualmindelig hemmelighed og bliver fundet død i sit hjem. Hun har været udsat for et voldsomt pres og den selvmordslignende afgang er ikke så overraskende. Men der er selvfølgelig noget, der ikke stemmer, og Iselin følger spor, som det af helbredsmæssige grunde ville have været smartere at ignorere. Luften er tæt af mærkelige mistanker, der involverer såvel repræsentanter fra lokale tærskehold til embedsmænd i udenrigsministeriet. En kollega til Iselin bliver brutalt dræbt og Iselin modtager et brev, der antyder, at hun selv har nøglen til gåden.

Det er Berglunds anden roman. Den første ''Det svageste led'', hvor psykolog Norman også var hovedperson, handlede blandt andet om tungvandsaktionen på Rjukan. Lykkeformlen handler om grænsedragninger i Nordsøen, og en 1500-millarder-konspirationsteori. Spørgmålet er hvem der har snydt hvem, og hvor langt vil det danske udenrigsministerium egentligt gå for at redde en norsk psykolog?

Plottet er speget, men muligvis ikke mindre sandsynligt af den grund. Derimod kan man godt have vanskeligt ved at forestille sig, at almindelige embedmænd - ganske vist højt oppe i hierarkiet, men alligevel - sædvanligvis udstyres med ''license to kill'' og uden tøven griber til eliminering af eksistenser, der måtte true rigets sikkerhed, men der kan jo være forskel på dansk og norsk sikkerhedspolitik?
For Iselin. men ikke for læseren, er opklaringen lang og træg grænsende til det meget realistiske. Alligevel er det spændende at følge Iselin, der hele tiden er lidt foran læseren i detektivarbejdet, men meget gennemsnitlig hvad angår handlekraft og heltemod.

Der er en glimrende og troværdig persontegning. Romanen er underholdende og let læst, og der er et kronisk spændingsniveau, der holder sig næsten til det sidste, hvor det alligevel ikke helt lykkes at levere en overraskende afslutning, men måske nok et par småoverraskelser, der harmonerer fint med romanens dominerende realisme. Efter endt læsning står læseren tilbage med spørgsmålet om, hvor pålidelig romanen er i forhold til de føromtalte grænsedragninger i Nordsøen.

Birte Strandby