|
|
Jesper Böttzauw Silkevejens hemmelighed 392 sider Mellemgaard Udgivet: 2011 Umiddelbart en roman om narkotikaens vej frem til (for)brugerne, men ved nærmere eftersyn ligner det mere et forsøg på at skabe en roman ud af en selvbiografi med alle selvbiografiens faldgruber: Egocentrering, fortællerens prioritering af unødvendige detaljer og ikke mindst et forsøg på at formidle følelser, der forbliver læseren absolut uvedkommende og i øvrigt til tider lander i et sprog, der sædvanligvis forbeholdes stærkt lyserøde romaner: Jeg så glæden i hendes øjne og vidste, at vi altid ville være forbundet i kærlighed. Sætningen omhandler den første, store kærlighed i romanen. Den næste kvinde, med hvem hovedpersonen i en periode er gift, forbliver ligeledes unavngiven. Måske er det ikke så sært, at det ikke lykkes parret at finde grobund for et fællesskab. I øvrigt er det fortrinsvis kvinderne, der ikke er navngivne. Vores hovedperson er journalist og skriver blandt andet artikler om pædofili og den omtalte narkotikasmugling. På et tidspunkt får han med egne ord: ’en af de tungeste chefstillinger i bladbranchen’, men mister den igen på grund af sine kontakter med skumle repræsentanter for narkotikahandlen. Ellers er romanen domineret af forfatterens op- og nedture, og narkotikavejen fungerer som underliggende tema. Der er flere gode tilløb til drama, men det bliver ved tilløbene, og det lykkes ikke at skabe et sprog, der kan gøre syv linjers beskrivelse af en ordinær klipning fængende, ligesom forfatteren har rigeligt med belærende indslag om eksempelvis forskellen på en revolver og en pistol. Desuden er der en del irritationsmomenter: En skibsret kan man ikke dreje, og hvilken nationalitet råber ’full control’, når de kontakter en kyststation? Birte Strandby |