|
|
Bente Nimb Den onde cirkel 260 sider Mellemgaard Udgivet: 2011 Bente Nimbs femte politiroman med kriminalkommissær Martin Bjergmark i hovedrollen. Kriminalkommissæren er nyligt blevet gift, men levnes ikke megen tid til at pleje familielivet, da en virksomhedsleder skydes ned på en restaurant og dør kort tid efter. Der er ingen af de tilstedeværende i restauranten der kan give et fornuftigt signalement af morderen. Kort efter dræbes en ansat fra virksomheden, men trods mange spor er der ikke rigtigt nogen, der giver gevinst, indtil endnu et mord sætter gang i opklaringen, der undervejs kommer forbi både narkotikahandel og omsorgssvigt. Romanen ender positivt med morderens tilståelse, og Bjergmark får mulighed for at koncentrere sig om sit ægteskab. Plottet er hverken værre eller bedre end i den gennemsnitlige krimi, spændingen absolut til at udholde, og hvis man ikke lige er en pernittengryn med hensyn til middelmådig brug af sproget, kan man med rette karakterisere dette som en hyggekrimi, hvor man blandt andet kan nyde politietatens interne konflikter og de stereotype skurke. Hvis man derimod hører til de sprogligt sarte, kan man godt risikere krøllede tæer: …så spædte jeg den op… (om spirituspåfyldning) …mellem hendes lysker …sendte ham et overraskende blik (skulle det have været overrasket?) Og så er der steder, hvor læsningen giver grund til undren: …viser tydeligt den bærme, hvormed du fremstiller et umenneskes allerværste sider. …besvare spørgsmål, som er den rene og skære usandhed. Om kærlighedsforholdet til XX hviler allerede tunge skyer over dem begge. Og der, hvor forfatterens egne holdninger erstatter forventet objektiv beskrivelse, hvilket naturligvis ikke er litteraturkriminelt, blot lidt malplaceret: institution for kropumulige unge autoritativt udseende. Typisk privatsekretær. Birte Strandby |
