Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev

Kamila Shamsie

Kort over vejen hjem

Oversat af Ellen Strandgaard

416 sider

Verve

Udgivet: 20.06.2011

 

Kærlighedshistorie fra halvfemsernes Karachi

 

Raheen og Karim er opvokset sammen. De afslutter hinandens sætninger, taler i anagrammer, og de elsker hinanden. Deres forældre har et nært forhold og det viser sig, at Karims mor for mange år siden har været forlovet med Raheens far. En af bogens gåder omhandler netop denne forlovelse, der afsluttedes længe før børnene blev født. På trods af idyllen og venskabet mellem de to forældrepar dukker den gamle krise op med fuld styrke, og splittelsen får Karim og hans forældre til at rejse til London. Da de to unge flere år senere mødes igen, er noget væsentligt forandret, og det skal vise sig umuligt at genfinde barndommens symbiose.

 

Som hos Desai og Oksanen kan man tale om den lille historie i den store: De unge og deres venner gennemlever kriser både i indbyrdes forhold og i forhold til de forældre, de har respekteret, på samme måde som Pakistan gennemlever kriser politisk og i forbindelse med den tiltagende globalisering. Byen Karachi oplever også forandringer. Den tryghed byen tidligere repræsenterede er forsvundet bag vold og korruption, der også har fundet frem til de velstillede kvarterer.

 

Raheen er den observante fortæller, der nuanceret formidler portrættet af de unge, der fantasifuldt blander pakistansk kultur og traditioner med det de kan bruge fra Vesten: Homer, Shakespeare og Billie Holiday. Senere kan Raheen og Karim fastslå, at Shakespeares En skærsommernatsdrøm bliver et billede på forældrenes overraskende partnerbytte i halvfjerdserne.

 

En fængende roman skrevet med indføling og trods iboende humor præget af en næsten højtidelig alvor, der giver kant til moderne vestlig litteratur.

 

Birte Strandby

Webbureauet Krogstrup & Hede