Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev

Klaas Verplancke

Æblemos

Oversat af Aino Roscher

28 sider

Turbine

Udgivet: 08.06.2011

 

En gyser for små børn om en Dr. Jekyll/Mr. Hyde-far.

 

Den lille dreng indleder med at glæde sig over sin far, der ’synger som en mor, når han er i bad’. Men allerede på næste side viser det sig, at den samme far også har kedelige sider, når han ligner en kaktus i ansigtet og lugter af blomkål. Så er han en fodboldfar og en far med varme hænder, men derefter bliver han til en tordenfar, og en sådan er ikke rar at have. Så drengen går ud i Anderledes-og-bedre-skoven for at finde en ny far, men han beslutter sig alligevel for at gå hjem for at se, om den gamle far er blevet god igen – og det er han naturligvis.

 

Illustrationerne er skiftevis glade og varme og kolde og blå afhængigt af forholdet mellem far og søn. Så rar og sympatisk den søde far virker, ligeså voldsom varulve-uhyggelig er han, når han er træt og sur. Tegningerne er enkle og overskuelige omend temmeligt uhyggelige især der, hvor faren forvandler sig fra Mr. Hyde til Dr. Jekyll igen.

 

Der er ikke så meget tekst og fortælling i bogen, men man kan nok med nogen ret hævde, at den har omtrent samme effekt som Grimms eventyr kan have ifølge børnepsykologen Bruno Bettelheim, det vil sige, at eventyrene hjalp børn med at forstå, at gode forældre sagtens kunne rumme en negativ side også. Det er eksempelvis det, der gør sig gældende i prinsesseeventyrene: Den afdøde moder erstattes af en ond stedmoder/en heks, men Snehvide/Askepot kunne sagtens vokse op og blive lykkelig alligevel.

 

Birte Strandby

Webbureauet Krogstrup & Hede