Jerker Eriksson & Håkan Axlander Sundquist

Kragepigen

Oversat af Anders Juel Michelsen

432 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 09.05.2011

 

Første del af trilogisk krimidebut og en ondartet af slagsen. Den begynder som de fleste krimier med mord. En dreng findes dræbt og kastreret med mærker efter slem lemlæstelse. Synsvinklen er blandt andre politiets repræsentant på sagen, Jeanette, der kæmper med kønsrelaterede fordomme i sin chefstilling, og vi følger en terapeut, der kan bidrage med morderprofil, Sofia.

 

Inden længe sker det næste mord - også en dreng, og mordet er igen præget af vold og tortur. Og derpå øges frekvensen ikke blot af mord, men også af voldtægter og overgreb mod børn og voksne.

Det lykkes de to nye monsterrealistiske forfattere at skabe et rigtigt beskidt miljø, hvor pædofili er et misudviklet 'familiefader-gen' - måske påvirket af Fritzl-sagen - og for en enkelt kvinde handler det om misbrug og voldtægt gennem mange år, hvilket ikke øger hendes chancer for at udvikle sig til et pænt menneske eller en helstøbt personlighed. Som enhver skandinavisk opdager trues Jeannette også på familielivet, og efterhånden som romanen udvikler sig trues hun på alt, hvad der er vigtigt.

 

Synsvinklerne skifter afvekslende mellem karaktererne og mellem nutid og datid. 50 sider før slutningen er læseren ført ajour med hensyn til morder og morderpatologi, men det er Jeanette ikke, og afslutningen bliver nervepirrende og chokerende uhyggelig.

 

I begyndelsen ren standardkrimi men med en orkestrering der begynder pianissimo og arbejder sig langsomt op til fortissimo med en stadigt mere påtrængende ondskab som den bærende kraft. Det er en lettelse, da de to kvinder finder hinanden - et kort øjeblik, før læseren igen bliver smidt ud i ægte gys.  

 

Birte Strandby