|
|
Gianrico Carofiglio Skinnet bedrager Oversat af Annemette Fogh 380 sider Hr. Ferdinand Udgivet: 24.03.2011 Angiveligt en krimi, men som det er set før er krimien blot en ramme der kan bruges til at indfatte en god roman. En ung kvinde forsvinder i begyndelsen af romanen og i slutningen finder vi ud af, hvad der er sket med hende. Imidlertid sidder man ikke i spændt forventning, men har derimod muligheden for at nyde en velskrevet roman med en begavet og nysgerrig jeg-fortæller. Selve opklaringsarbejdet er metodisk og langsommeligt, men personlighederne og hovedpersonens egne observationer giver masser af indhold. Hvad enten det drejer sig om hans intellektuelle veninde, den tidligere prostituerede, der har skabt en lille restaurant, hvor størstedelen af klientellet er af anderledes seksuel observans. Eller den unge mand der forsøger at begå selvmord, men liver gevaldigt op, da han kommer i fængsel, hvorfor hans forældre anbefaler, at han bliver kendt skyldig i forsøg på mord, så han har mulighed for at blive i fængslet. Guerrieri er jurist med en lille, solid praksis. Han er 45, har et par forliste forhold bag sig og er hvad angår familie og fællesskab så småt ved at gå i pensionist-og-jeg-dør-nok-ensom-mode. Han går lidenskabeligt op i sit arbejde og bokser i sin fritid, og han har et tæt forhold til sin boksebold med hvilken han fører lange samtaler. Et fortvivlet forældrepar kontakter Guerrieri for at få hjælp til at finde deres unge datter. Han lover at undersøge sagen, men vildledes af en tiltrækkende ung kvinde. Et kort øjeblik ser det ud til, at også hans liv ændres. Men romanen slutter, som den begynder: I god ro og orden. Birte Strandby |
