|
|
Åsa Lantz Kald mig Rosa Parks Oversat af Christina Bojlén 620 sider Modtryk Udgivet: 17.03.2011
Første del af trilogi.
Yi sendes som fjortenårig fra Kina til Sverige. Hun er blevet lovet en uddannelse, men udsættes i stedet for voldtægt og skamfering. I en alder af 30 år indspiller hun en dokumentarfilm i tre dele, der afslører hvad hun har været udsat for og hvem der står bag.
Det er brandfarligt materiale, og efter det første afsnit bliver hendes kompagnon fundet død - muligvis efter fald fra et hotelvindue. Yi selv går under jorden.
Teaterinstruktøren Viggo Sjöström bliver af integrationsministeren, der både er personligt og politisk interesseret i projektet, bedt om at finde Yi. Rundt om Yi og Viggo er der mennesker, der er på en eller anden måde er forbundne, i familie eller som løber en erhvervsmæssig risiko, hvis anden del af dokumentaren vises. Slutningen, der er lidt i tråd med slutningen i ’Mænd der hader kvinder’, ser ud til at kræve yderligere dødsofre. Til gengæld har Yi hjerne og kampkraft som Lisbeth Salander – og en fortid som offer, og - også lighed med Salander - er det faderlige ophav roden til alt ondt. Men da det nu er en svensk roman med den for moderne krimier så hyppige anvendelse af svensk socialrealisme, har både erhvervsliv og myndigheder også deres del af skylden for praktiske beslutninger med katastrofale konsekvenser.
Personerne er levende, autentiske, absolut tredimensionelle. Romanen er velskrevet, men det tager lidt tid at få styr på hovedkaraktererne og deres indbyrdes forhold. Der er masser af afveksling og nogen spænding. I slutningen nærmer vi os gyset eller i hvert fald en god brug af suspense. Birte Strandby |