|
|
Tvillingen
Forfatter: Merete Junker
Oversættelse: Poul Henrik Westh
300 sider
Forlaget Sohn
Udg.: 10.02.2011
4 glober
Merete Junker fik krimidebutantprisen Nytt Blod for sin første bog ' Pigen med ballonen' med journalisten Mette Minde fra norsk radio og tv i hovedrollen. Junker følger nu successen op med et nyt Mette Minde mysterium: 'Tvillingen'.
Tvillingener en uhyggelig historie med mord og selvmord, ondskab og vanvid. Det hele indledes med et rystende selvmord i en stinkende svømmehal. Arvo Pekka lænker den unge tvillingepige Idun til sin stålhalskædde med et sæt håndjern, inden han skyder hovedet af sig selv. Han har taget nøglen til håndjernene i munden, og da Idun fisker den ude af den døde selvmorders mund følger en usb-nøgle med.
Arvo Pekkas mor er fem år tidligere blevet myrdet af Pekkas far som nu sidder i fængsel for mordet. Sagen blandes sammen med en sag om en voldelig ungdomsbande, og med et parteret lig som Pekkas filmlærer, Storm, finder i dasset ved en øde skovhytte.
Først da Iduns tvillingesøster forsvinder, røber Idun sin viden om selvmordet. Mette Minde graver ihærdigt i sagen. Hun vil lave et mindeprogram om Pekka og om selvmord bland unge, men historien udvikler sig endnu mere uhyggeligt og farligt. Både Idun og hendes søster og Mette Minde kommer i livsfare før den indviklede historie med mord, forsvundne pc'ere og usb-stik med filmklip bliver opklaret.
Plottet med de forskellige tvillingepars roller i fortællingen er godt fundet på, og helt i trit med den skandinaviske femikrimi bliver læseren underholdt med de indvolveredes liv og tanker i deres forskellige parforhold eller manglende ditto. Den sluttelige løsning på de morderiske mysterier kommer ikke som den store overraskelse, men 'Tvillingen' er gedigen spændingsunderholdning. Herlig rystende vanvid med fuldstændig samvittighedsløse mord.
Jan Vandall
|
