|
|
Keldby slagteren. Et julemysterium
Forfatter: henrik Nordbrandt
253 sider
Forlag: People'sPress
Udg.: 04.11.2010
Selvom Henrik Nordbrandt har haft en megaomfangsrig litterær karriere, så er hans julemysterium i mandelgave-pocketstørrelse Keldby slagteren kun hans anden krimi. De seneste år er det blevet en hel tradition at der udkommer mandelgavekrimier op mod jul, og Nordbrandts er bestemt ikke den ringeste af slagsen.
I den lille, djævelsk onde fortælling om en uhyggelig morderisk børnebande, Fluernes Herrer, på Møn og de konsekvenser ungernes 'leg' med ild og knive får for dem som voksne da december måned kommer til at stå i mordenes tegn.
I de måneder Fluernes Herrer eksisterede var de ansvarlige for brandattentater og grusomme mord, men derefter opløstes banden. Mange år efter begynder folk at forsvinde og dø på Møn.
Den tårnhøje og lyshårede retsmediciner, Elif Kravak, med de tyrkiske aner bliver tilkaldt, da eneboeren Jan Lyngkvist forsvinder. Det eneste spor er mængder af blod i hans hus og en seddel med det tyrkiske ord 'öldün', hvorfor den lille politikommisær David Staub med øgenavnet Dværgen (hvordan hans 165 centimeter så end har klaret politiets højdekrav), som står for sagens opklaring, ringer efter Elif.
Gennem 24 kapitler følger vi opklaringen og får en række tilbageklip til børnebandens huseren. Alle børnene i banden ser ud til at være stærkt påvirket af deres tid i banden i deres voksenliv. Det er ikke let at glemme de rædsler de var medvirkende til. Nogle af dem forfølges ubønhørligt af minderne, mens andre åbenbart søger at leve op til deres kriminelle start og vedbliver med at være nogle særdeles amoralske svin der blot søger at udnytte alt og alle.
Det smukke og fredelige Møn er dystert og særdeles uhyggeligt under overfladen, men langsomt får de to efterforskere efterhåndet løftet nogle af de sorte slør som skjuler de grumme hemmeligheder.
Mange af personerne er nok ikke helt realistiske, men alligevel er det en medrivende, grusom og underholdende lille historie Norbrandt får spundet. Møn bliver helt international - og ondskaben den er ikke sådan til at slippe af med....
Jan Vandall |
