|
|
Johan Theorin Blodlag Oversat af Dorthe Nors 448 sider Lindhardt og Ringhof Udgivet: 26.10.2010 Blodlag er den tredje af fire romaner, der foregår på Øland. Per, familiefar, er manden i begivenhedernes centrum. Både i de indledende mord, der tydeligvis har forbindelse til hans far, kendt og rig fra pornoindustrien, og det komplicerede familieliv med en alvorligt syg datter, en søn der sjældent smiler og en ekshustru med ny mand. Trods sin belastede tilværelse forfølger Per en mordbrands opklaring kun støttet periodisk af naboen fra feriehuset, Vendela, der lever i et selvdødt ægteskab. Hun tror på elvere, og de har også gennem mange år været flinke til at hjælpe hende med at få flere ønsker opfyldt – gode som mindre gode. Og så er der Gerlof, der insisterer på at komme tilbage fra plejehjemmet og bo den sidste tid i sit gamle hus tæt på den samling huse på Øland, hvor også Per og Vendela befinder sig. Synsvinklen følger de tre Per, Vendela og Gerlof i en almindelig og alligevel dramatisk hverdag med eskapisme og realisme, og det bliver Per der med risiko for selv at miste livet opdager sin egen forbindelse til mordene - og mange andre dødsfald. Den begynder som en krimi og slutter som en krimi og indeholder også både plot og spændingskurver. Alligevel udgør plottet langt fra hele indholdet. Samfund og samfundskritik gennemsyrer romanen – hospitalerne roses, men lægerne tør ikke operere. Politiet er til gengæld ikke meget bevendt og holder ferie ved enhver mere seriøs henvendelse. Tilbageblik, samtaler og anekdoter giver holdning og personlighed til karaktererne, og de tre stemmer flettes sammen og bliver til en velfortalt, nærværende og meget vedkommende roman. Birte Strandby |
