Manden i søen

Forfatter: Arnaldur Indridason

Forlag: Rosinante

345 sider, 3 glober

Blander man en blød engelsk krimi med dens sindige tempo sammen med islandsk tungsind og skæbnefortælling, vil resultatet  let blive noget i retning af ’Manden i søen’.

Indridason har fundet et ganske interessant plot til denne islandske politiroman. I søen Kleifarvatn er vandet sunket over fire meter, og et skelet er dukket op i søbundens sand. Der er ikke megen tvivl om, at en forbrydelse har fundet sted. Kraniet har et ordentlig hul, og et gammelt russisk aflytningsapparat har været brugt som anker, for at forhindre liget i at flyde op til overfladen. Kriminalkommisær Erlandur og hans folk skal forsøge at finde ud af den dødes identitet og helst også, hvordan han i sin tid er havnet i vandet. En efterforskning som langsomt og besværligt bevæger sig frem – eller måske snarere tilbage, for det er omkring fyrre år siden forbrydelsen må have fundet sted.

Parallelt med efterforskningen følger vi nogle unge idealistiske, islandske kommunister, som læser på universitetet i Leipzig i Østtyskland midt i halvteredserne. For nogle af dem en øjenåbner om forholdene i det stalinistiske DDR, hvor en million borgere spionerer mod og angiver hinanden, samtidig med efterretningstjenesten Stasi overvåger alt og alle, og nationale, folkelige bevægelser i Østtyskland og Ungarn bliver slået ned med hård hånd.

Det er klart, at de to historier på en eller anden måde er forbundne, men helt præcis hvordan vil jeg overlade til læserne selv at finde ud af.

 ’Manden i søen’ er ikke en krimi, hvor man finder hæsblæsende tempo, blysprøjtende håndvåben eller masser af mord. Til gengæld finder man godt med tungsindige nordboere, der mere eller mindre stoisk følger deres hårde og triste skæbner, men vi møder også de stædige islændinge med den lange hukommelse, der ville passe fint ind i de gamle sagaers persongalleri.

Jan Vandall