Fredag den 12. november var der igen stormøde i det kulturelle segment: Bogforum 2010. Det føltes som om der var endnu flere publikummer end sidste år – alene det at planlægge kontinuerlig deltagelse i forskellige arrangementer viste sig at være lidt af et forhindringsløb, uagtet der hverken var barnevogne eller repræsentanter for en af denne verdens største misforståelser: trolleyen.

 

Bortset fra de mange mennesker der omhyggeligt gik i vejen for hinanden,  er messen et fantastisk tilbud om at se, hvor verden bevæger sig hen: Litterært, naturligvis men også politisk, økonomisk, pædagogisk. Mere dækkende findes det bare ikke, selv om man selvfølgelig kan vælge blot at blive underholdt. Et godt eksempel på god underholdning var Hanne Vibeke Holsts interview af Barbara Gram i forbindelse med udgivelse af den selvbiografiske Fisk uden cykel (taget fra et gammelt slogan fra kvindefrigørelsens barndom). Historien i sig selv rummer ikke de helt store nyheder, men det er en beretning om den personlige kvindefrigørelse – om at sidde og vente på prinsen på den hvide hest og så vælge at gifte sig – med sig selv. Enmands-brylluppet fylder ikke meget i bogen, men var i sig selv sensationelt, da det fandt sted.

 

Der var mange nye forfattere blandt andre Bo Bramming og co. med Klasselæreren, en omfattende beskrivelse af klasselærerens betydning og overraskende mange funktioner – og Birgithe Kosovic, der i sin bog Det dobbelte land fortæller historien om sin onkel, der gennemlever en forandring fra modig idealist til en korrupt kopi af sin egen far i det gamle Jugoslavien.

 

Vakler man mellem realisme og krimi er de to monsterrealister Anders Roslund og Börge Hellström - her uden Hellstróm - et spændende bud. Roslund blev interviewet af Jesper Stein Larsen om Tre sekunder, der blandt andet omhandler om en politimand, der arbejder under cover i narkotikamafiaen. Roslund blev spurgt om motivet for en sådan politimand, der for en overraskende lav hyre satte sit liv på spil, hvortil Roslund svarede, at det formentligt kunne sammenlignes med ekstremsport. Samtidigt fik publikum nogle tips til, hvordan man kunne smugle narkotika i eksempelvis afskårne tulipaner og biblioteksbøger.

 

Flemming Jensen blev interviewet af Georg Metz i forbindelse med udgivelse af en af årets mest humoristisk skrevne bøger: Jakob, der i virkeligheden består af to bøger med gennemgående hovedpersoner. Som det jo er uundgåeligt for tiden, måtte Metz berøre kulturmødet, og Flemming Jensen fortalte, hvordan hovedpersonen – Jensen selv (indrømmede han efter moderat pres fra Metz) – blev modtaget i den lille bygd – først og fremmest med tillid. Han kunne ikke fange sæler, køre i hundeslæde eller tale grønlandsk, men indbyggerne havde tilliden til, at han ville lære det (sjovt nok forventede grønlandsministeriet ikke, at han lærte grønlandsk). Så hovedpersonens første forsøg med hundeslæde blev fulgt med interesse, og bygdens indbyggere grinede og de hjalp, men kun lidt for de ville jo gerne grine igen.

Og citatet: Tillid er godt, men kontrol er bedre (Lenin og enkelte nutidige politiske partier) blev kraftigt tilbagevist: Tillid er bedst.

 

På standen ’Under uret’ interviewede Martin Krasnik journalisten Niels Lillelund om bogen Gotham City, 17 fortællinger om New York, byen hvor drikkepenge er en variabel pligt, og byen hvor fattigdommen er så åbenlys og så brutal, at mennesker lever med et andet drive styret af angsten for at falde og trangen til at stige. Med Lillelunds ord: Der er mere rå virkelighed. Det er kun dig selv, der bestemmer din status. Forresten blev det også nævnt – lidt uden for den røde tråd – at New York på tre år havde fået 50 kilometer cykelsti. Måske kan den også bruges i fynske udkantskommuner, hvis vi skal være lidt internationale.

 

Rigtigt mange arrangementer er interviews, og det giver noget merværdi til underholdningen i forhold til blandt andet oplæsning. Men der er også dem, hvis præsentation har form af ren forelæsning som eksempelvis Per Schultz Jørgensen der med udgangspunkt i sin bog Fællesskab i forskellighed på den lukkede Pædagogisk scene redegjorde for modernismens konsekvenser for mennesker, herunder især de nyeste: Børnene.

Det omfattede, hvordan bortfald af de gamle ’paraplyer’ (= samfund med faste pladser – tidligere familien samlet om landbruget) med den indre skyldpåvirkede styring blev erstattet af en ydre styring, hvor vi alle er afhængige af vores talenter for networking. Det giver større valgmuligheder. Tidligere kunne man indordne sig og være en del af samfundet, eller man kunne stå uden for, og nu kan man vælge sit netværk, sit strategiske fællesskab. Det er en frihed men også en risiko for frit fald. Schultz Jørgensen dokumenterede behovet for netværk/fællesskab med henvisning til en undersøgelse, der påviste at ældre mænd med større netværk blev hurtigere raske end dem uden netværk. Samtidigt viste en anden undersøgelse af børn mellem 12 og 15 år, at 74% talte dagligt med forældre og venner, 12 % talte kun med venner, mens 5% hverken talte med forældre og venner, og det er især denne sidste del, der udgør en risikogruppe. I den forbindelse omtaltes det specialpædagogiske dagtilbud Sputnik, der arbejder på hos unge at lægge vægt på rammer og relationer med fokus på ansvar for egne handlinger.

Per Schultz Jørgensen er en glimrende formidler, og fik på en vedkommende måde trukket Giddens og Baumans betragtninger om globaliseringens konsekvenser ned på individniveau.