Ann Rosman

Sjælekisten

Oversat af Rikke Toft Kleemann

372 sider

Forlaget Punktum ApS

Udgivet: 11.10.2010

 

Er det mon en ny trend, der efterlader afhuggede hoveder med forkerte kroppe, og som handler om hævntørst nedarvet gennem mange generationer? Som i romanen Manus Albino indledes her med fundet af en krop og et hoved – det sidste anbragt øverst i et espalier i en pæn have, der tilhører en pæn gammel dame.

 

I lighed med andre af tidens krimier følger vi to historier: Den nutidige historie om forbrydelsens opklaring, herunder efterforskernes, især Karin Adlers detaljerede privatliv såvel som hendes venners privatliv, og så er der den anden historie, den gamle, om drengen der har grund til hævntørst: En lille dreng holdes skjult i en kælder og behandles mildt sagt stedmoderligt. Det lykkes ham at stikke af, og ved en skæbnens tilskikkelse lander han hos mennesker, der savner en dreng som ham at tage sig af. De to historier flettes graciøst sammen i nutiden, men senere involveres politifolk, venner og gerningsmænd i en grad, der er tæt på at forplumre overskueligheden.

 

Den første krop, der findes, for der er flere, er iført middelaldertøj. Hun er med i en rollespilsgruppe og lyder i den forbindelse navnet Skuld. Det gør det næste offer også, og politiet finder den første sammenhæng til en hekseafbrænding i 1600-tallet.

 

Opklaringen er længe undervejs, men så får vi også en beskrivelse af Saras båd, et omfattende indblik i Karins kærlighedsliv, Saras ægteskab, Asko og Mariannes forhold samt Kristians barndomshjem. Det bidrager naturligvis til at opbygge et miljø, man som læser kan forholde sig til, og det giver en lang krimi med mulighed for nogle hyggetimer.

 

Birte Strandby