|
|
Viveca Sten Uden skyld Oversat af Bente Møller Sørensen 416 sider Rosinante Udgivet: 21.10.2010 Viveca Stens tredje roman om den lille skærgårdsø Sandhamn og igen med Nora Linde og Thomas Andreasson som politiets repræsentanter ved opklaringen af forbrydelsen. En ung pige forsvinder på Sandhamn. Trods intens eftersøgning finder man hende ikke igen. Flere måneder senere finder nogle børn en afrevet arm. Armbåndsuret kunne tilhøre den forsvundne pige, men hvor er resten af kroppen, og hvad kan motivet være? Er det en tidligere, voldelig kæreste eller er der noget i familiens historie, der kan bringe opklaringen nærmere? Nora, der på hjemmebanen slås med at få afviklet en skilsmisse uden at hendes børn belastes, falder over nogle dagbøger, der måske kan bidrage til gådens løsning. Læseren følger politiarbejdet på tæt hold, og de mange samtaler med indbyggerne på Sandhamn tegner et nuanceret billede af både de observerbare og de skjulte følelser i det lille samfund. Samtidigt følger vi fortællingen om Thorwald, der i begyndelsen af det 20. århundrede må slås med sin far og en uretfærdig barndom, noget der giver ekko hen over mange år. Her kan man tale om, at fædrenes synder nedarves på børnene. Det er en pænt fortalt krimi om rigtige mennesker, og ud fra de forskellige personer og miljøer skabes et autentisk univers. I hvert fald kunne afdækningen af et mord sagtens se ud, som det gør her. Til gengæld lykkes det trods gentagne forsøg på spændingsoptrapninger ikke helt at aktivere nogen rislen nedad rygraden. Det hele foregår lidt stilfærdigt undtagen lige Noras raseri over ægtefællens utroskab. Lever op til standarderne for skandinaviske krimier uden at skille sig markant ud fra mængden. Birte Strandby |
