|
|
Susanne Staun Døderummet 330 sider Gyldendal Udgivet: 26.08.2010
Fynsk seriemorder lyder overskriften i Fyens Stiftstidende og så ved man jo, at det drejer sig om fiktion. Eller gør det?
En ung pige findes voldtaget, tortureret og dræbt ved Hvedholm tæt på Faaborg, en anden pige findes dræbt i Odense og en motorcykelbetjent ved Gudme. Fælles for de tre mord er nogle besynderlige mærker, der kan stamme fra medicin. Maria Krause er retsmediciner og bliver med en ekstraordinær indsats den der sporer sig ind på morderen. Det ekstraordinære består blandt andet i, at hun bruger sig selv som lokkemad for at få fastslået en sammenhæng i voldtægterne. Samtidigt slås hun med seriøs mandlig dominans og kvindelig jalousi på jobbet, trusler i privatlivet og en nitten år gammel fantasi.
Romanen følger dels Maria, der er stærk og kynisk og i øvrigt minder betydeligt mere om Bruce Willis end om Miss Marple og dels morderen, der er dagbogsskrivende psykopat og medlem af en speciel jagtklub for psykopater.
Det er en krimi med mange facetter, bemærkelsesværdig for sin totale mangel på berøringsangst med særligt ubehagelige mord og den efterfølgende dissektion, og for den sproglige akrobatik – ikke helt så udtalt her som i Fanny Fiske-krimierne, men underholdende i sin fremstilling af københavneren, der kommer til provinsen:
Der var H.C. Andersen og Albani over det hele.
og sandsynligvis den første nogensinde til at betegne krydset Niels Bohrs Allé/Ørbækvej som et eksotisk sted...
Som sædvanligt er det spændende at møde Stauns udfordrende hovedpersoner - udfarende, fagligt selvsikre og handlekraftige.
Men det er fiktion, og der er ingen grund til nervøsitet (medmindre man bor i Odense).
Birte Strandby |