|
|
Stef Penney Ulvespor Oversat af Kim Langer 430 sider Forlaget Punktum Udgivet: 26.08.2010 Prisbelønnet debutroman af skotsk forfatter Ved første blik optræk til en ordinær krimi, men allerede valget af hovedfortæller, en midaldrende kvinde i et selvdødt ægteskab, røber en noget anden tilgang end standardkrimien. Scenen er sat i den lille isolerede nybyggerby Dove River. Det er 1867 og en pelsjæger skalperes og får halsen skåret over. Samtidigt forsvinder en 17-årig dreng, Francis. Han er udefrakommende og anderledes, hvorfor hans forsvinden umiddelbart forbindes med mordet. Samtidigt dukker Sturrock op. Han besøgte Dove River for mange år siden for at hjælpe en familie med at finde to søstre, der forsvandt under en udflugt og aldrig blev fundet. En halvblods fængsles for mordet. Han flygter og en eftersøgning begynder anført af den lokale sherif og også andre deltagere med mere eller mindre ædle motiver Handlingen fører selvsagt mod opklaring af såvel som forsvinden som mord, og undervejs tegnes billeder af de implicerede. Udviklingen beskrives blandt andre af Francis’ plejemor, der med opvækst på et børnehjem og ophold på et sindssygehospital kender til følelsen af at være anderledes. Samtidigt følger vi Francis og hans forhold til omgivelserne samt opdageren Donald og hans heftige forelskelse i først den kønneste pige i byen og dernæst i hendes søster. Synsvinklen flytter sig jævnligt og romanen bugner af fyldig information om karakterenes baggrund og bevæggrunde. Det er en nærværende og intens fortælling om livet i ødemarken, om følgerne af at glemme sine vanter og finde det, man leder efter. Og det er også stærke menneskers ydmyge accept af det liv, de ikke kan forandre. Fine portrætter, fint plot, usædvanlig krimi. Birte Strandby |
