Jay Asher

Døde piger lyver ikke

Oversat af Ida-Marie Rendtorff

320 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 01.09.2010

 

Hannah på seksten begår selvmord. Hun har efterladt sig syv kassettebånd med egen beskrivelse af vejen mod selvmordet omfattende henvendelser til de 13 personer, der ifølge hende mere eller mindre udgør årsagen. Båndene bliver sendt rundt mellem dem, der omtales og tiltales på båndene i overensstemmelse med de indtalte ordrer fra Hannah og forårsager mere eller mindre velbegrundet skyldfølelse hos modtagerne. Forbrydelserne spænder fra drab, bagtalelse og udskrivning af konkurrencen ’Årets røv’ til svigt og undladelsessynder i forskellige udgaver. Hannah udstiller sig selv som mobbeoffer, men hun er langt fra venne- eller kæresteløs, så i forhold til hvad mobning ellers kan omfatte af isolation og ondskabsfuldheder, virker hendes fordeling af skyld til vennerne ude af proportioner, men giver alligevel kæresten Clay et vink om, at man skal reagere på andres vanskeligheder.

 

Romanen er bygget op om afspilningen af båndene. Clay er fortæller, og bogen skifter mellem den ene fortællerstemme, der siger du og I og en jeg-stemme, der svarer. Eksperimentet med dialogen fungerer godt, men Hannah bliver aldrig helt overbevisende. Dertil er hun for dramatisk og for beregnende, og slutteligt må man konkludere, at hun egentlig er en led bitch i sit projekt med at overdrage skyld til sine jævnaldrende, der i nogle tilfælde vel kun kan lastes for manglende omtanke. Hvad hun da også nævner på båndet, hvorefter hun ufortrødent fortsætter med at stemple dem.

 

Stilen er relativt nytænkt, og personerne er fint nuanceret, men handling og forbrydelser er gjort af tyndt stof, og som læser kan man vælge mellem at betragte Hannah som psykopat eller romanen som utroværdig.

 

Birte Strandby