Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev

Gretelise Holm

Møgkællinger

304 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 10.08.2010

 

Krimi om nogle rigtige møgkællinger med den pensionerede journalist Karin Sommer som efterforskeren. En kvinde beslutter at gøre en privat indsats for ligestillingen jævnfør et slogan fra halvfjerdserne ’for hver voldtægt kastrerer vi en mand’ alene med den hensigt at skræmme mænd fra at færdes på ensomme steder og tage kontakt med ukendte kvinder. Skræmmeteknikken lykkes med god hjælp fra pressen, og yderligere to mord og en bortførelse bidrager til stemningen.

 

Men egentligt begynder romanen med mordet på en ung pige, tilsyneladende begået af en lærer på den højskole de begge er tilknyttet. Der er ingen beviser, men bunker af indicier, og også appelsagen tabes.

 

Vi følger på skift de mange implicerede, ofre såvel som mordere, politiet og Sommer, hvilket forsyner krimien med afveksling og tempo og læseren med passende begrundelser og motiver for at forstå også de mere psykopatiske personligheder. Enkelte personer bliver lidt outrerede som eksempelvis den hjemsendte soldat fra Afghanistan, der nyder sine voldelige tilbøjeligheder og savner muligheden for at leve dem ud.

 

Samtidigt griber romanen flere af nutidens tendenser eksempelvis den stigende tendens til vold blandt piger, og der er mindre opgør med hykleriet i dansk presse:

 

'Heldigvis for faderen var han etnisk dansk, så i stedet for at betegne dattermordet som grusomt og middelalderligt, kaldte medierne det for et ’tragisk drab’.'

 

I tråd hermed kan man lære lidt om livet i fængsler og på højskoler:

 

'...fængselslivet mindede om livet på en højskole...'

 

Generelt en sprælsk roman med afsæt i den virkelighed, vi bebor og en net opsamling af alle løse ender og personer til slut.

 

Birte Strandby

Webbureauet Krogstrup & Hede