Get the Flash Player to see this rotator.
Anbefal denne side
Print denne side
Sitemap
Tilmeld nyhedsbrev
  
Dexters dunkle drømme
Forfatter: Jeff Lindsay
Oversættelse: Jesper Bøllehuus
298 sider
Forlag: Mrs. Robinson
Udg.: juni 2010
 
 
Jeff Lindsay er et pseudonym for skuespil- og krimiforfatter Jeffry P. Freundlich.  
Dexters dunkle drømme er bogen, som startede tv-serien 'Dexter' om seriemorderen og kriminal-teknikeren Dexter Morgan, der er ansat ved Miami Metro Police Department. Dexter er specialist i at analysere blodpletmønstre, men i sin fritid er han en succesfuld seriemorder. Der er dog den twist ved Dexters private mordervirksomhed, at han kun myrder andre mordere, og han gør sig megen umage for at finde de værste af slagsen, onde sataner som på en eller anden måde har undgået at blive dømt for deres ugerninger.
Vi begynder med Dexters vel planlagte og omhyggeligt udførte mord på en præst, men en præst som ved siden af sjælesørgergerningen åbenbart i det skjulte er en aktiv pædofil barnemorder med en mængde myrdede børn på samvittigheden - og den slags mordereer simpelthen guf for Dexter, der får et sygt stort kick ud af at optræde som bøddel og ved at tage sig rigtig god tid til udførelsen af det makabre arbejde.
Fra helt ung har Dexter haft en uimodståelig trang til at dræbe, men hans adoptivfar, politidetektiven Harry Morgan, har lært Dexter at give sin trang en samfundsmæssig 'positiv' retning ved at myrde mordere, der har undsluppet retfærdigheden. Samtidig har Harry lært Dexter alle trickene i håndbogen for mordere, som ikke vil opdages. Alfa og omega er omhyggelig planlægning og frem for alt ikke at efterlade spor til politiets teknikere.
For ikke det skal være løgn, så er Dexters søster også ansat ved Miamis politi, hvor hun drømmer om at komme væk fra sædelighedspolitiet og blive ansat i mordafdelingen, hvilket Dexter har gode muligheder for at hjælpe hende med.
Hovedplottet i historien er jagten på en ny seriemorder, som har specialiseret sig i at dræbe prostituerede. For Dexter er der det uhyggelige ekstra twist ved sagen, at denne morder tilsyneladende spiller op til Dexter og har en eller anden form for viden om Dexters irregulære sidebeskæftigelse.
Historien er fortalt fra Dexters synsvinkel, og det er egentlig underligt så meget sort humor forfatteren får vredet ud af denne følelseskolde psykopat. Vi møder i krimilitteraturen ofte betjente, der som ensomme ulve forfølger deres mål med næsten alle midler og til sidst slår morderen ihjel, men her får vi den rene uforfalskede vare. Det retfærdiggjorte mord begået af en morder, der i virkeligheden kun myrder for sin umiddelbare fornøjelses skyld. Den totale psykopat der udfører massemord som en social acceptabel dåd.
Og så er der allerede skrevet fem bøger i den succesfulde serie, der også kører på femte sæson i fjernsynet.
Jan Vandall
Webbureauet Krogstrup & Hede