Mark Twain                                     

 

 Kapitalkraftens fri dressur

Musik, paranoia og politik

 

  

Music is a free expression of the ideas, traditions and emotions of individuals and of peoples. It may express musicians’ hopes and aspirations, their joys and sorrows, their very identity as a culture. Yet these expressions may conflict with those of people in power. The ideas themselves may simply be unpopular or outside the current thinking or practices of a regime or special interest group. For there are those the world over who are threatened by the very nature of a free exchange of ideas. There are those who will stop at nothing to stifle them.
Music censorship has been implemented by states, religions, educational systems, families, retailers and lobbying groups – and in most cases they violate international conventions of human rights.

                                                                                                                                                          www.freemuse.dk/sw2338.asp

Assassination is the extreme form of censorship.

                                                                           George Bernhard Shaw

 

 

Indholdsfortegnelse:

 

Side  4:     Indledning.

   “    6 :     Hvad er censur?

   ”  10:      Sang og oprørsånd.

   ”   13:      Mediepolitik og manipulation.

   ”   19:      Forfatningsfrihed contra censur.

   ”   24:      Forbudte sange og boykottede kunstnere.

   ”   28:      Sangen som politisk kampmiddel I borgerrettighedsbevægelsen.

   ”   30:      Rap is Black America’s CNN.

   “   31:      Ikke høre, ikke se – censursager fra 1950’erne til 1985.

   ”   36:      Parental Advisory Label.

   “   38:      PRMC’s succes sender stadig sorte skygger.

   ”   41:      Konklusion

 

 

 

 

Few people can be happy unless they hate some other person, nation or creed.

                                                                                                                    Bertrand Russel

Indledning

I denne opgave vil jeg give et billede af forholdet mellem musik og censur i USA. Da det naturligvis hovedsageligt er sangteksterne, som censuren er ude efter at slette i, er det vilkårene for de kontroversielle sangskrivere og deres tekster som opgaven centreres om.

Jeg se vil på, hvordan man bedst kan definere censurbegrebet i en kontemporær musikalsk sammenhæng, så det dækker de reelle forhold som tekstforfattere, sangere og bands arbejder under. Det vil sige deres muligheder for at få deres kulturprodukter eksponeret til et større publikum. Jeg vil forsøge at klargøre, hvad jeg betegner som censur, og hvorvidt nogle af de processer og forretningsgange, der gør sig gældende indenfor musikindustrien i både produktionsdelen og i distributionsgangene med salg af cd’er og videoer, afholdelse af koncerter, optrædener i tv og radio etc., er af en sådan karakter, at de kan betegnes som censur.

Jeg vil gennem en række eksempler påvise, at der forekommer en hel del censur af musikalsk aktivitet i USA, og hvordan denne censur fungerer. Herunder vil jeg se på hvilke kræfter i det amerikanske samfund, der står bag de mange forsøg på at begrænse udbredelsen af den uønskede musik. Hvem der organiserer de intensive kampagner, som skal begrænse distributionen i detailforretningerne og airplay i radio og på tv, og er det specifikke identificerbare former for musik, ideer og tekster, som bliver ramt af de forskellige restriktioner.

Der vil være en gennemgang af hvilken form musikcensuren har haft i USA op gennem det 20. århundrede og frem til i dag, og hvordan den hurtigt fremadskridende teknologiske udvikling med opfindelsen og udbredelsen af radio, grammofon, film, tv, båndoptager, walkman, cd, pc, internet, mp3 og den pc/internet integrerede telefon konstant har ændret og revolutioneret det musikalske landskab og distributionsformerne.

Jeg vil også se på hvilken indflydelse sange og sangtekster har haft på den politiske udvikling af borgerrets- og antikrigsbevægelserne. Er det det politiske budskab, som modstanderne forsøger at bekæmp, eller er der alene tale om en kristen, evangelistisk konservativ paranoia i mainstream Amerika overfor sex, drugs og rock’n roll?

Er det i storkapitalens magtfulde kontorer, i Det Hvide Hus, i kirkerne eller er det i senatet og kongressen, at jagten på de ”onde og ungdomsfordærvende” sange bliver planlagt?

Jeg vil også komme ind på spørgsmål som: Er der en konstant religiøs, moralsk eller politisk linje i de selvbestaltede censorers udvælgelse af de tekster, der åbenbart virker så provokerende på nogle grupper, at de vil tage alle midler i brug for at hindre udbredelsen af dem?

Er der tale om en kynisk politisk udnyttelse af en dygtigt plejet nykristelig og konservativ frygt for sangteksternes moralsk nedbrydende og politisk undergravende virkning på befolkningen og specielt på de såkaldt letpåvirkelige unge, der med djævelens vold og magt skal frelses fra ”det onde”?  Og kan ungdommen virkelig fordærves af sangtekster, eller er der tale om en grundfæstet paranoia over for fremmed tankegods?

Forsøger de enorme internationale koncerner og mediekonglomerater at styre udviklingen og bedrive kulturpolitik gennem deres kolossale økonomiske magt og indflydelse, eller er det tekstforfatterne og musikerne, der er paranoide over ganske almindelige big-business-principper i en markedsøkonomisk musikbranche?

 

  

 

 

 

A patronizing disposition always has its meaner side.

                                                                                                                   George Eliot

Hvad er censur?

Begrebet censur benyttes almindeligvis om en offentlig myndigheds kontrol med trykte skrifter, teaterstykker, film og lignende før offentliggørelsen.

I Gyldendals Litteraturleksikon defineres censur således: Ordning hvorefter trykning eller offentliggørelse af et skrift er afhængig af en offentlig myndigheds forudgående prøvelse af skriftets indhold. Censur kan være ren legalitetscensur, der kun afgør om skriftet er i strid med loven, eller tillige hensigtsmæssighedscensur der tager stilling til om skriftet bør forbydes som anstødeligt, skadeligt eller stridende mod statens interesser.

Censur er helt klart blevet opfattet som statens sorte pen, der streger i de skrevne tekster, eller statssaksen, der klipper i filmen. Årsagerne kan være moralske eller politiske, men censuren påstås altid at skulle beskytte en alt for letpåvirkelig befolkning. Censur er en af de til enhver tid siddende (politiske, religiøse og økonomiske) magthaveres metoder til at stække og usynliggøre en opposition eller anderledes tænkende individer. Men denne traditionelle opfattelse er alt for smal til at dække kontroltiltagene i de nye multinationale mediekoncerner med deres mere sofistikerede tilgange til censur og meningsstyring, eller den måde hvorpå de store, kristne konservative foreninger og lobbyorganisationer, udnytter deres magt i kampagner, hvor økonomisk pression og stempling af kunstnere som amoralske og uamerikanske, er de hjørnestene, som skal tvinge kunstnere og medier til at etablere en omfattende selvcensur.

 

 Paul O’Higgins (1972) og senere Bloom-Cooper og Hampshire (1977) definerede censur som: “The process whereby restrictions are imposed upon the collection, dissemination and exchange of information, opinion and ideas.”  (Cloonan & Garofalo 2003: 12).

Michael Scammell definerede i 1988 censur som: “The systematic control of the content of any communications medium, or of several or all of the media, by means of constitutional, judicial, administrative, financial or purely physical measures imposed directly by, or with the connivance of, the ruling power or ruling elite.”  (Cloonan & Garofalo 2003: 12). Det er altså den overlagte og systematiske officielle kontrol med politisk bestemte restriktioner og censurprocesser, der bliver lagt vægt på. Men disse definitioner er heller ikke brede nok til at dække den censur, der gemmer sig bag de såkaldte ”markedsmekanismer” - f.eks. indenfor musikindustrien, hvor en udbredt ”selvcensur” fungerer med baggrund i trusler om afbrydelse af et bands pladeproduktion eller distributionsudelukkelse. Heller ikke de private interesseorganisationer med deres politiske og økonomiske pression for censur af bestemte produkter er dækket ind.

I 1996 forsøgte Martin Cloonan sig med følgende bud på musikcensurens væsen:”an attempt to interfere, either pre- or post-publication, with the artistic expressions of popular music artists with a view to stifling, or significantly altering, that expression. This includes procedures of marginalisation, as well as the overt banning of such expressions…this includes market, as well as moral, censorship.” (Cloonan 1996: 23).  Ifølge Cloonan er det censur, når man forsøger at ændre et kunstværk – et individs ret til at udtrykke sig i tekst, musik eller billeder – eller forhindre værkets distribution og dermed begrænse det publikum, der eller ville kunne opleve/høre det pågældende musikstykke. Cloonan inkluderer både de politiske og de religiøse moralske pressionsgrupper, produktions- og distributionsselskaberne såvel som de direkte indblandinger fra regeringskontorer eller officielle censorer som værende potentielt medansvarlige for den censur, der pågår i Vestens pop- og rockindustri.

I 2003  fornyede Martin Cloonan i Policing Pop sin definition: ”For me, censorship is the process by which an agent (or agents) attempts to, and/or succeeds in, significantly altering, and /or curtailing, the freedom of expression of an other agent with a view to limiting the likely audience for that expression.” (Cloonan, Martin: 13). Dette er en kontemporær definition, der specielt tager sigte på de omstændigheder, som underholdningsindustrien – musik, film, radio og tv - arbejder under, og de censurformer, der findes indenfor denne industri. Ved betragte på censur som en procesorienteret foreteelse - i lighed med O’Higgins, Bloom-Cooper og Hampshire - mener han, at definitionen nu bedre dækker de forskellige pressionsgruppers aktiviteter, den ”selvcensur” medieindustrien påtvinger kunstnerne, selskabernes kulturpolitiske til- eller fravalg af bestemte kunstnere såvel som officiel censur. Ligesom den også dækker både restriktioner, påbud og direkte forbud.

Cloonan påpeger, at en transhistorisk definition vil være problematisk, da censurprocesserne har ændret sig radikalt med opfindelsen og udbredelsen af de forskellige nye elektroniske medier ligesom de normer, hvorefter man censurerer, også skifter betragteligt selv over kort tid, hvad de seneste 40 års ændrede opfattelse af det konkrete sexindhold i underholdningsindustriens produktioner er et glimrende eksempel på.

Når man betragter censur som en proces, kommer et af de vigtige filosofiske problemer i forbindelse med censur til at stå tydeligt frem. Ligesom man i den amerikanske forfatning har undtaget sjofelheder, hadefuld og voldsopfordrende tale fra talefrihedens beskyttelse, er der rigtigt mange, som mener, at censur kan godtages, så længe det er ideer eller udtryk, man selv finder frastødende, som bliver censureret eller forbudt. Selv om der mange steder (f. eks. Tyskland) er et stort demokratisk flertal for at forbyde neo-nazi og white power sange, er det stadigvæk censur, når man gør det. Der findes ikke nogen form for sand og tidløs moralsk vurdering, som objektivt kan afgøre at bestemte former for tale, billeder eller tekster nødvendigvis skal censureres. Skal der være grænser for ytringsfriheden, vil disse grænser nødvendigvis blive revideret i takt med, at verden forandrer sig. Vi ved alle, hvordan synet på sex og pornografi er skiftet mange gange. Frivole og seksuelt løsslupne tider er skiftet med de mere dydige og sexforskrækkede perioder. Siden Danmark, som det første land legaliserede pornografi for knapt 40 år siden, har synet på sex og krop forandret sig voldsomt i store dele af verden. Og det er vist heller ingen hemmelighed, at synet på nazisme og white power var radikalt anderledes i store dele af verden for ikke så mange flere år siden,

Hvis man vil have en universel og varende lovgivning om censur, må det mest rationelle, så vidt jeg kan se, være, simpelt hen helt at afskaffe de mange forskellige former for officiel censur. Det er straks sværere at forholde sig til de mere privatbaserede censurformer, som pladeselskaberne, distributørerne, radio- og tv-stationerne samt interessegrupperne udøver gennem trusler om fyring, boycot og blacklisting, så kunstnerne bliver ramt økonomisk eller slet ikke får lov til at komme på markedet overhovedet, såfremt de ikke makker ret og udøver selvcensur på deres tekster, så disse ikke støder mod selskabernes moralske og politiske guidelines.

 

 

 

 

  

Forms and rhythms in music are never altered without producing changes in the entire fabric of society and its most important political forms. It is here we must be so careful, since these new forms creep in imperceptibly in the form of a seemingly harmless diversion. But little by little, this mischief becomes more and more familiar and spreads into our manners and pursuits. Then with gathering force it invades men’s dealings with one another and goes on to attack the laws and the constitution with reckless imprudence until it ends by overthrowing the whole structure of public and private life.

                                                                                 Platon, The Republic

 

Sang og oprørsånd

I historisk tid er sangskrivere og andre digtere meget ofte enten blevet benyttet i magtens tjeneste, eller de er blevet irettesat og udstødt for deres tilkendegivelser. Man har brændt skriftruller, smadret lertavler, ødelagt statuer og forfulgt udvalgte digtere og forfattere i forsøget på at bestemme meninger og moral. Magtovertagelser er blevet fulgt af ild og hamre. Samfundet er en konstruktion, hvis indhold i høj grad bestemmes af de øjeblikkelige magthaveres evne til ”sælge” egne opfattelser og latterliggøre/dæmonisere/forbyde divergerende anskuelser, og sange er et effektivt middel, der kan præsentere et samfunds værdier og moralbegreber – eller mangel på samme – på letforståelig vis.

Tilbage i det antikke Grækenland beskrev den historieskriveren Herodot, hvordan det ægyptiske præsteskab suverænt bestemte hvilken musik de unge måtte lytte til eller lære at spille. Platon gav udtryk for at musik kunne føre til statens opløsning. Degenereret musik førte til degenereret moral, fordi dårlig musik er som dårligt selskab. Han mente, at digterne kunne inspirere masserne til lovløshed og disrespekt for magthaverne. Platons værste anklage mod poesien var dens forfærdelige magt til at korrumpere selv de stærkeste karakterer. Det siger sig selv, at så havde børn og unge slet ingen chancer for at stå imod denne onde påvirkning. Denne indstilling har op gennem historien passet magthaverne ganske fortrinligt. Staten og kirken har altid haft den største interesse i at kunne manipulere massernes opførsel og deres opfattelse af verden, så kontrollen med kulturen har været ret så vigtig for såvel præster som politikere.

Sangen har åbenbart gennem historien været en meget effektiv metode til at kritisere, hylde, udstille eller latterliggøre magthavere. Sangen er umulig at stoppe. Den går fra mund til mund og en smædevise på en fængende melodi har altid været et effektivt ”våben”. Nedgørelsen af sangens objekt hænger ved, og med sangens disrespekt lurer oprørsånden lige om hjørnet.

I al deres korthed kan gode og fængende politiske sange - der f.eks. påpeger politiske eller sociale uretfærdigheder eller fremmaner letforståelige billeder af klare etiske valg for eller imod krig, slaveri, diktatur osv. - ændre folkestemninger og dermed ofte affinitet til bestemte magthavere. Sange, der - som f.eks. mange gospelsange og Pete Seegers: ”We shall overcome” - blev brugt under de store borgerrettigheds- og antikrigsdemonstrationer i 60’erne, kunne med deres fællesskabs skabende effekt også dæmpe angsten for magthavernes vold og gøre denne vold sværere at praktisere. Der er en stærk signalværdi af både beslutsomhed og fredelige hensigter i billeder af syngende demonstranter.

De fleste magthavere er enige om, at sangere og poeter altid er potentielle fjender. Hvor alvorligt, magthaverne i det sidste halve århundredes diktatoriske regimer ser på sangens rolle som effektivt subversivt element, demonstreres tydeligt gennem den ihærdighed hvormed man har forfulgt disse ”farlige” fjender. Fra Mellem- og Sydamerika over Afrika og Asien er digtere og sangere blevet forfulgt, tortureret og myrdet for deres sange om frihed. I de kommunistiske lande var kunstnerisk opposition forbudt på linie med al anden opposition. Militærdiktaturerne i Spanien, Portugal og Grækenland holdt sig bestemt heller ikke tilbage. Også her var de oppositionelle kunstnernes ”rette plads” den levende begravelse i fængslet.

I Vestens demokratiske nationer er man gået en anden vej. Den talefrihed, som er garanteret i forfatningerne, har forhindret megen statscensur, men til gengæld har vi fået en form for censur gennem de multinationale (og nationale) mediekoncerners ”selvcensur”, der i USA i forbindelse med magtfulde politiske og religiøse pressionsgruppers samarbejde med musik-, tv- og filmproducenter og de mægtige distributionskonglomerater har stået for censurering og udelukkelse af mange kunstnere og af megen musik og især af utallige sangtekster.

Man kan sige, at musikcensur er en form for symptombehandling, hvor man slår vækkeuret i stykker i stedet for at stå op, eller at man ødelægger brandalarmen i stedet for at slukke branden. Diktatorer og magthavere foretrækker ikke sjældent at gøre budbringerne tavse frem for at gøre noget ved de problemer, som der peges på. Med censur kan man lukke øjnene for de ideer og den virkelighed, man ikke vil acceptere. Ved at hævde, at man blot forsøger at redde børn og unge fra forførelse og fortabelse, kan man sætte sig selv på en moralsk ophøjet piedestal, hvorfra man kan slå ned på anderledes tænkende. Den kontemporære populærmusik er ungdommens musik, og ungdommen er efter de fleste amerikanske magthaveres, og mange nervøse forældres, mening oprørsk og sensuel, og de unge mennesker har ingen anelse om, hvordan de bliver forledt af samfundsomstyrtende djævelske kræfter, der kun er ude på at skabe kaos og ugudelighed med liderlighed og stoffer. Når poeterne skriver tekster mod krig, korruption og sociale uretfærdigheder, får de prædikaterne ugudelige, uamerikanske og amoralske.

 

 

 

 

 

A puritan’s a person who pours righteous indignation into the wrong things.

                                                                                    G.K. Chesterton

Mediepolitik og manipulation

Fremkomsten af massemedier til udbredelse af populærmusik gav i det 20. århundrede helt nye muligheder for musikere, poeter og sangere til at komme ud til et lyttende publikum. Afspilning af sang og musik i hjemmet blev en del af dagligdagen. Sangteksterne og musikerne blev hver mands eje, og sangteksternes nye, effektive muligheder for at påvirke en befolknings politiske og moralske holdninger blev hurtigt et vigtigt spørgsmål for politikere, kirkeledere og andre magthavere. Man havde selvfølgelig ikke kun øje for den stærke positive effekt en sang kan have på f.eks. en politisk kampagne - med ”Happy days are here again” fra Franklin D. Roosevelts New Deal præsidentkampagne i 1932 som et eklatant eksempel – eller en befolknings kampvilje under en krig. Under både 1. og 2. verdenskrig blev der af alle de deltagende lande brugt sange til at nedgøre fjenden eller prise egne fortræffeligheder og egne soldaters utrættelige kampmod. I nazi-Tyskland havde man lange lister med forbudt musik. Man var meget bevidst om musikken som kulturbærende element og om udnyttelsen af musik i den politiske propaganda. Udover fjendens propagandasange forbød nazisterne også musik af jødiske kunstnere, socialistisk musik og negermusik.

Med musikken kunne man i de krigsførende nationer hænge kejseren, brænde Hitler, drukne Churchill eller sparke japanerne i røven hundrede gange om dagen og på den måde dehumanisere fjenden samtidigt med, at man gav sin egen (kamp)moral et tiltrængt løft.

Populærmusikkens indtog i dagligdagen med radio, grammofon og film fik også vidtrækkende økonomiske konsekvenser, for nu blev både den fængende schlager og den rigtige ørehængende reklamekampagnesang hurtigt millioner af dollars værd.

Indtil den elektroniske medierevolution krævede underholdning altid en form for aktiv medvirken. Man skulle opsøge et sted, hvor der blev musiceret, invitere musikere hjem eller man måtte selv synge og spille; musik var en levende deltagerbegivenhed. Men med radioen, grammofonen og tv’et blev hjemmet et sted med mulighed for passiv og konstant underholdning i alle døgnets 24 timer. Derved fik medierne chancen for at etablere en meget betydningsfuld og indflydelsesrig position som promotorer for enten det konservative og samfundsbevarende eller som nytænkende og skeptiske overfor det beståendes opfattelse af, at bevarelsen af status quo var det ideelle samfundsformål.

I USA var købmændene og reklamebranchens folk først på mærkerne. Massemedierne blev med det samme forstået som et gigantisk marked, der med den rette udformning og markedsføring af massekunst og massekultur ikke alene rummede astronomiske indtægtsmuligheder, men de indebar også en enestående mulighed for at skabe en populærkultur, hvorigennem den økonomiske elite konstant kunne lade deres samfundssyn inklusiv nationens historie, befolkningens historiske selvforståelse og konstante moralbegreber blive promoveret og bekræftet. I produktionerne fra radio, film og TV blev man nu udsat for et sandt sansebombardement med samfundsbeskrivelser som taget ud af populærromanens univers: Retfærdigheden sker altid fyldest. De gode vinder og de onde bliver straffet. Samfundsordenen opretopholdes. De rige har et frit og misundelsesværdigt liv, og det gode liv drejer sig om at få del i rigdomskagen. De ejendomsløse er (skal være) stolte, trofaste og hæderlige med indbygget respekt for systemets overordnede magtstrukturer. De skal føle respekt og loyalitet overfor deres overordnede - chefen, kaptajnen, politimanden osv.

Efter snart et århundrede med massemedier er dette billede ikke skiftet, det er snarere blevet forstærket med populærkulturens altdominerende rolle i de allerflestes dagligdag. Indholdet i TV- og radioprogrammer kan i høj grad påvirkes af annoncørerne, som næsten kun er interesseret i tandløs underholdning, der kan optimere salget af deres varetilbud. I film- og musikmarkedet bestemmes udbuddet af de samme multinationale selskaber, der har magten i de andre mediebrancher eller i distributionsgiganter med samme interessesfære. Den amerikanske dominans i film-, TV- og musikbranchen er blevet dygtigt brugt til at glorificere ”the american way of life”. Budskaberne i dag er noget nær de samme, som de hele tiden har været: At opretholde status quo er ensbetydende med tryghed og velfærd. Alle former for forretning er en velsignelse for samfundet. Vores krige er bevidst humane – selv bomberne er smarte, så i det mindste egne tab begrænses til det minimale - vi angriber kun i selvforsvar, og vi kæmper altid kun det godes kamp mod det onde. Alle amerikanske forretningsfolk er velmenende, og i sidste instans er de øverste myndigheder altid både gode og ærlige patrioter - selv Richard M. Nixon blev lidt efter lidt forvandlet fra skurk til en stor og fremsynet statsmand, der blot blev lidt for ivrig i en valgkamp. Vore finansielle institutioner er alle sunde. Vores kultur er den bedste, og vores livsstil er hævet over enhver kritik. Vi er de stærkeste, og vores ledere er verdens naturlige ledere. Enhver form for oprør er oprør mod Gud og verdensordenen.

Men ikke alene er der blevet mere af propagandaen, den er samtidig blevet mere raffineret, ligesom denne ”gode og rene” linie i mediepolitikken står mere uimodsagt end nogensinde både på lokale, landsdækkende og internationale kanaler. De sidste 40 års opkøb, overtagelser og sammenlægninger har medført en unik ensretning af mediebilledet med en uniform mainstreamkultur.

Den væsentligste årsag til denne magtkoncentration i medieverden er den tætte forbindelse mellem forretning og politik i USA. De store pengestærke, multinationale firmaer her gennem økonomisk støtte til både partier og enkelte politikere og gennem deres lobbyister med store uudtømmelige tegnebøger en afgørende indflydelse på amerikansk politik. Dette samarbejde har medført, at de love, der sikrede en så betydelig diversitet i medielandskabet med mange forskellige ejere, at selv McCharty blev fældet af uafhængige medier til trods for betydelig politisk pression, siden 1970’erne er blevet afløst af en lovgivning, som tillader og støtter de store selskabers masseopkøb og medfølgende ensretning og centralisering af de mange mindre og uafhængige medier. Denne udvikling tog især fart under Ronald Reagans præsidentperiode og har ikke stået stille siden. I 1983 var antallet af store mediekoncerner i USA reduceret til omkring 5o; men i 2003 var de på en snes år blevet til kun fem gigantiske mediekonglomerater hver med et meget smalt ejerskab på ganske få personer, som de styrende i koncernerne. Denne næsten utrolige magtkoncentration bestod af selskaberne: AOL-TimeWarner, Disney, Viacom, Murdoch og Bertelsmann. Disneykoncernen alene står foruden sin blad- og bogvirksomhed, legetøj og Disneylands bl.a for Touchstone Pictures, Miramax, WD Pictures, Buena Vista Home Video, BVH Entertainment. BV International, Caravan Pictures, Hollywood Pictures, ABC Television Network med 10 amerikanske top TVstationer og 11 internationale TV-kabelkanaler, ABC Radio med 72 US-stationer, Walt Disney Internet Group, Disney Online samt Walt Disney Records, Buena Vista Records, Hollywood Records og Lyric Street Records.  I dag er det samlede billede indenfor musikken i USA, at fem koncerner kontrollerer langt det meste af musikdistributionen og detailhandelens cd-salg, fire koncerner kontrollerer hovedparten af pladeselskaberne og bestemmer, hvem der får lov til at indspille og udgive musik. For FM-radioens vedkommende har de fire største selskaber ca. 50 % af lytterne, og tager man de ti største, så sidder de på to tredjedele af lytterne. (http://www.futureofmusic.org/news/PRradiostudy06.cfm). Det bliver derfor i høj grad de store landsdækkende radiostationskæder, som bestemmer hvilken musik, der bliver spillet i radioen. At forbrugerne i 2002 alene i USA brugte over 800 milliarder $ på medieprodukter kan give en ide om hvilke ekstreme indtægter disse mediegiganter hiver hjem, og måske også en antydning af hvilken økonomisk og dermed potentiel politisk magt de besidder.

Efter World Trade Center d. 11. september 2001 blev lagt i grus, fik de konservative kræfter i USA ny styrke til deres moralsk/religiøse korstog mod alle anderledes tænkende. Clear Channel, der ejer 1400 radiostationer, rundsendte en e-mail til alle deres stationer indeholdende en liste med 150 sange, som ledelsen ikke ville have spillet i deres radioprogrammer. Der var ikke nogen lovhjemmel til direkte at forbyde disse sange generelt, og selvom både Clear Channels ledelse og direktionerne i de andre store selskaber benægter, at der var tale om censur, er kendsgerningerne, at de radioværter og disc-jocky’er, som vovede at trodse forbuddet, blev fyret på gråt papir. I 2004 strammede Clear Channel yderligere op på sin programpolitik med en nul-tolerance politik med en fyring af den meget populære Florida disc-jockey, Bubba the Love Sponge, og stoppede Howard Sterns morgenradioprogram på alle deres stationer. Truslen om at blive ramt på brødet er en effektiv kontrolforanstaltning, der medfører en høj grad af selvcensur, hvilket for det meste virker i det skjulte, og i realiteten er mere effektivt end statscensur og meget sværere at kæmpe imod.

 

Den fhv. amerikanske præsidentkandidat, senator Joe Lieberman udtrykte under en senatshøring i 1997 om emnet: The Impact Of Popular Music On Youth (arrangeret af Lieberman selv og senator Sam Brownback) sin uforbeholdne støtte til selvcensuren: “The men and women who run the large corporations who turn out this music must stop hiding behind the first amendment and confront the damage that some, and I emphasize some, of their products are doing. We’re not talking censorship, but citizenship!” (Fischer: 9). Sen. Brownback holdt sig heller ikke tilbage fra at støtte de korporative censurtiltag. Han sagde: “It stands to reason that prolonged exposure to such hate filled lyrics during the formative teen years could have an impact on ones attitude and assumptions and thus decisions and behavior. Understanding the nature and extend of the influence of music violence may well be the first step towards better addressing the problems and pathologies besetting our youth.” (Fischer: 9). Det er en ganske interessant bemærkning, der demonstrerer enigheden i det politiske establishment om denne selvcensurattitude. Denne form for ”corporate censorship” støttes af et flertal af politikere fra både demokraterne og republikanerne som John McCain, Mike Huckabee, Mitt Romney, Al Gore, Berenbeck og ægteparret Clinton. Langt de fleste amerikanske politikere går ind for de gode gamle ”kristne, konservative familieværdier”, der har en vigtig plads i den amerikanske selvforståelse af USA som det store kristne fort, det hellige ny Jerusalem; landet hvor alle indvandrere uanset kulturel baggrund lader sig assimilere i den amerikanske mainstreamkultur. Men de fleste steder i USA er denne holdning også en forudsætning for overhovedet at blive valgt til et større politisk embede.

De evangelisk-kristne amerikaneres opfattelse af USA som den sidste kristne bastion mod den ondskab, ugudelighed og amoral, der er ved at fortære verden, er stærkt medvirkende til at skabe en paranoid holdning over for alt, der kan undergrave det kristne værdifællesskab. Verden bliver opfattet som et bipolart sted, der er delt i ”dem og os”. En farlig ”os mod dem verden” hvor de gode konstant må kæmpe mod djævelen og alt hans væsen og hans onde amoralske tilhængere til den sidste dags store slag. Man ser det ikke som en simpel del af den almindelige kulturelle udvikling, at folks holdninger til seksualmoral og pornografi har ændret sig, ligesom indstillingen til farvede, befolkningskoncentrationen i byområderne, de utroligt forbedrede transportforhold og de konstant voksende globale kommunikationsmuligheder har gjort det. Det er ondskaben og ikke de ændrede levevilkår, der har perverteret moralen under den teknologiske udvikling. I denne værdikamp må ytringsfriheden vige for at bevare samfundet moralsk sundt og rent. Når politikerne så samtidigt forbinder den kristne værdikamp med fædrelandskærlighed og patriotisk støtte til krigen mod terror og invasionerne i Afghanistan og Irak, får man en farlig cocktail, hvor censur er et både retfærdigt og redeligt redskab i kampen. At være kritisk mod ”os” bliver det samme som at være fjendens medsammensvorne.

Den paranoide angst for forandringer, det fremmede og det anderledes medfører en vægring mod at tænke over eller overhovedet at høre på divergerende meninger.

Thanks to words we have been able to rise above the brutes; and thanks to words we have often sunken to the level of demons.

                                                                                    Aldous Huxley

 

Forfatningsfrihed contra censur

Censur af sange er bestemt ikke nogen ny foreteelse, men har været kendt gennem skriftlige kilder fra både de antikke græske kulturer, de gamle kinesiske dynastier og Romerriget. Op gennem historien er sangere og sangskrivere blevet forfulgt og straffet for oprørske og satiriske tekster. I Europa har enevældige fyrster og kirken rask væk forbudt alt, hvad der var dem imod enten politisk eller moralsk. Men blandingen af demokratier og fremkomsten af massemedierne i det sidste århundrede har radikalt ændret på forholdene for censurpolitikken i USA og Europa.

 

Ifølge den amerikanske grundlovs First Amendment kan hverken kongressen eller regeringen gøre indhug i ytringsfriheden. Der står direkte:”Congress shall make no law representing an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press; or the right of the people peaceably to assemble, and to petition the government for a redress of grievances.” 

Men taget bogstaveligt betyder det samtidigt, at alle andre instanser end regeringen lovligt kan undertrykke eller begrænse retten til frit at udtrykke sig offentligt. Det vil sige at både privatpersoner, politiske og religiøse grupperinger, forretninger og mediekoncerner helt legalt kan censurere eller begrænse medietilgangen af andres ytringer eller deres mulighed for at distribuere tekster og billeder.

Selvom forfatningens beskyttelse af ytringsfriheden således medfører, at myndighederne ikke kan forbyde tekster pga. uenighed om det politiske indhold, er der alligevel indført flere begrænsninger i ytringsfriheden. Det er ikke tilladt at komme med – eller viderebringe – udtalelser som opfordrer til kriminelle aktiviteter eller vold mod andre –inciteful speech and fighting words. Ligeledes undtaget er brugen af obscene ideas og obscene words. Resultatet af denne lovgivning om forbud mod bandeord og seksuelle udtryk (obscenity), som officielt er indført for at beskytte børn og unges sarte sjæle mod utilbørlig påvirkning, er, at man på denne måde har fået rene elastikbestemmelser, der f.eks. har gjort det muligt målrettet at gå efter sangere og sange, hvis budskaber og indhold, man først og fremmest er politisk uenige med. I 1973 fastslog den amerikanske højesteret med fem stemmer mod fire, at bedømmelsen af obskønitet skulle defineres ud fra følgende parametre:“1) Whether the average person, applying contemporary community standards of the state and local community, would find that the work, taken as a whole, appeals to the prurient interest; 2) where the work depicts or describes in a patently offensive way sexual conduct specifically defined by applicable state law; and 3) whether the work lacks serious literary, artistic, political, or scientific value.”  (Daily 1973: V).

Problemet med højesterets retningslinjer er naturligvis, at det er umuligt at definere hvad, der er obskønt, og hvilke værker, der har eller mangler litterær, kunstnerisk, politisk eller videnskabelig værdi. Selv de ni højesteretsdommere, som man endda må formode har en del fælles sociale parametre, kunne ikke blive enige om en definition. Man kunne selvfølgelig foretage en folkeafstemning for at fastlægge, hvad der er obskønt. Men selv resultatet af en sådan afstemning ville ikke være mere objektivt korrekt end en afstemning om hvilken religion, der er den eneste sande. Alene det, at afgøre om obskønitet er et objektivt kendetegn ved et kunstværk eller om det er en individuel smagsdom, der formes under omgangen med det enkelte kunstprodukt, ville man ikke kunne blive enige om.

Oprindeligt blev bestemmelser om censur af visse former for sprogbrug indført tilbage i 1927 for at kontrollere brugen af radio. Dengang lød det:”No person within the jurisdiction of the United States shall utter any obscene, indecent or fane language by means of radio communication.”  Denne bestemmelse blev få år senere en del af The Communication Act of 1934, og i 1948 blev den indført i U.S. Federal Criminal Code. Men først i 1970 begyndte FCC (Federal Communication Commitee) at benytte lovgivningen til at retsforfølge radiostationer. Det første tilfælde var en radiostation i Philadelphia, der blev idømt en bøde, fordi sangeren og guitaristen Jerry Garcia fra bandet The Grateful Dead under et interview tillod sig at bruge ord som shit og fuck. I 1975 blev alle tekster og al tale som havde reference til seksuelle eller fækale aktiviteter forbudt i tidsrummet fra kl. 06 til 22 angiveligt for at beskytte mindreårige. Lovgivningen blev ikke benyttet særligt flittigt, især fordi selvcensuren virkede ganske effektivt. Klager om uanstændigt sprogbrug indgik blot som et led i kommissionens almindelige arbejdsgange, og de blev ikke af kommissionen rubriceret som en særligt betydende del af arbejdet. Men i 1999 fik den nykonservative bølge et nyt løft, og FCC styrkedes med oprettelsen af et nyt organ, Enforcement Bureau, der udelukkende skulle beskæftige sig med klager over amoralsk tale og sjofel sprogbrug i æteren. I år 2000 modtog FCC imidlertid kun 350 klager, men fra starten af 2001 begyndte intentionerne med Enforcement Bureau at blive tydelige. FCC indledte en målrettet kampagne mod de radiostationer, som spillede hip-hop og rap, og over hele landet blev stationer idømt bøder. En radiostation i Colorado Springs fik endda en bøde for at spille en redigeret version af Eminems ”The Real Slim Shady”,hvor alle de tvivlsomme ord var bleepet ud, men efter FCC’s mening kunne lytterne ud fra resten af teksten selv regne ud hvilke ord, der var blevet slettet, hvorfor en bøde var velfortjent! Denne politik gav moralisterne blod på tanden, og efter 9/11 steg den moralske indignation og nationalismen til ekstreme højder. I 2002 steg antallet af klager til 14.000, året efter røg man helt op på 240.000, og i 2004 indløb over 1.000.000 indignerede klager over sproget i tv og radio. En i den forbindelse ganske tankevækkende undersøgelse foretaget af ”MediaWeek” angiver imidlertid, at over 99 % af klagerne havde oprindelse i én enkelt, dybt konservativ organisation, Parents Television Council, som - i lighed med hedengangne Erhardt Jacobsens Aktive Lyttere - organiserede græsrodsgrupper, hvor hver enkelt gruppemedlem skrev et hav af klagebreve, så man kunne oversvømme FCC med det store antal klager. Samtidig kunne man koordinere klagerne, så det var muligt at gå effektivt og målrettet efter både specifikke radio- og tv-stationer og bestemte kunstnere og bands.

Bestemmelsen om, at moralske standarter kan afgøres ud fra både lokale skikke og moralopfattelser og de nationale ditto, har medført mange lokale myndighedsaktioner mod kunstnere og pladeforretninger, når begrænsningerne for ytringsfrihedens udstrækning skulle prøves. Men hidtil har højesteret ved appeller omstødt de domme, der stemplede visse sange som amoralske, og afvist lokale ordenshåndhæveres initiativer til at forhindre en grammofonplade eller cd i at blive distribueret på baggrund af lokale moralopfattelser. Politiet må kun skride ind, såfremt der foreligger en færdig retskendelse efter en retssag. Et eksempel herpå er sagen om 2 Live Crew’s album ”As Nasty As They Wanna Be”, der kørte fra 1990-92. Efter anmodning fra politiet udstedte en dommer - Mel Grossman, i Broward County, Florida - en foreløbig kendelse om, at albummet efter hans mening havde et sjofelt (obscene) indhold og skulle for retten. Da den lokale sherif modtog beskeden, besluttede han, at han ikke ville vente til sagen havde været for retten, inden han gik i aktion. Han sendte sine uniformerede betjente rundt til over en snes pladeforretninger med kopier af dommerens ordre om en retssag. Betjentene fortalte forretningsindehaverne, at al yderligere salg af ”As Nasty As You Wanna Be” ville medføre øjeblikkelig arrestation og retsforfølgelse. Budskabet spredte sig hurtigt, og over hele landet blev albummet fjernet fra hylderne. Da sagen kom for retten, blev pladen dømt til at være obscene, men sheriffens aktion med at forhindre salg af pladen, inden der forelå en rigtig dom, blev samtidig erklæret grundlovsstridig. Sagen blev derefter appelleret til en højere retsinstans, hvor 2 Live Crew blev frikendt for anklagen om obscenity. Den amerikanske højesteret nægtede at anerkende en appel fra Floridas myndigheder, hvorfor frifindelsen står ved magt. Denne frifindelse gør det meget svært at få en sang dømt efter reglerne om at beskytte børn og unge mod påvirkning af sjofle ord.

Men den kristne højrefløj opgav bestemt ikke kampen. I 1994 kom der igen gang i høringer i både senatet og kongressen om, hvordan man kunne sætte ind overfor ”gangster-rap og porno-rap”. Den afro-amerikanske senator Carol Moseley-Brown fra Illinois var forkvinde for komiteen, og hun sagde bl.a.: ”Music is injecting poison into the veins of America’s future. It is our moral responsibility to halt the sale of not just gangster-rap, but porno-rap...... As I see it, the first three things to note about gangster-rap is it is obscene, it is obscene, it is obscene…..The full authority of government should be used to restrict access of music and videos to minors. In particulary egregious instances, Congress should forth to remove the offending product from the marketplace…. The record industry is out of control and if they don’t clean up their own act, they must be regulated.” (Cloonan & Garofalo 2003: 228).

 

I dag reguleres radio og TV i USA stadig efter bestemmelserne om sjofle ord, og selvom opfattelsen af hvad, der er obskønt, naturligvis har skiftet gennem tiderne, giver bestemmelserne rige muligheder for sindelagskontrol. Med den nykristne-konservative indflydelse under præsident George W. Bush er straffebestemmelserne endog blevet betydeligt skærpede med en tidobling af bødebeløbet for at benytte et sjofelt ord i en radio- eller tv-udsendelse. I juni 2006 underskrev præsident Bush således ”Broadcast Indecency Enforcement Act of 2005” der giver FCC (Federal Communication Committee) ret til at udstede bøder op til 325.000 $ for hver enkelt overtrædelse af decency standards eller for hver dag en overtrædelse har fundet sted. Ved underskrivelsen af loven udtalte George W. Bush blandt andet: “Parents are the first line of defense, but broadcasters and the electronics industry must play a valuable role in protecting our children from obscene and indecent programming.

....We must ensure that decency standards for broadcasters are effectively enforced. That's the duty of the FCC.

 ....By allowing the FCC to levy stiffer and more meaningful fines on broadcasters who violate decency standards, this law will ensure that broadcasters take seriously their duty to keep the public airwaves free of obscene, profane and indecent material. American families expect and deserve nothing less.” (http://www.whitehouse.gov/news/releases/2006/06/20060615-1.html).

Ganske vist er der sat et maximum på 3.000.000 $, men det betyder i praksis at en mindre radio- eller TV-station kan risikere at skulle betale en bøde på ca. 15 millioner kroner for at spille en sang eller vise et interview, hvor der f.eks. bliver sagt fuck ni gange, og det kan naturligvis ruinere enhver mindre radio- eller TV-station. Det betyder, at rigtig meget ny musik især (praktisk taget udelukkende) indenfor rock-, hiphop- og rapgenren ikke får spilletid i æteren. Man har simpelthen udformet lange lister over bandeord og ord med seksuelle konnotationer, som ikke må findes i sangtekster, hvis de skal spilles. Det er faktisk nået dertil, at selv sange med almindelige ord som pregnancy, menstruation, suicide eller drugs ikke bliver spillet, uanset i hvilken konnotation ordet forekommer. Resultatet er naturligvis, at mediekoncernerne har fået et endnu større incitament til enten at slette, overspille eller bippe ordene væk, såfremt det ikke ordnes i ”mindelighed” ved at kunstnerne tvinges til at ændre i teksterne, hvis de vil have, at deres sange skal indspilles, distribueres og afspilles for det store publikum i radio og tv. Det har samtidigt medført at alle live musikudsendelser nu sendes med en lille tidsforskydning, så man kan nå at slette sjofle ord. Men det har også betydet, at man nu rask væk sletter ”kontroversielle” politiske statements, så musikeres antikrigs- eller antiBush-udtalelser på scenen forsvinder og ikke når lytternes eller seernes sarte ører – og det er uden for enhver tvivl censur, så det forslår.

 

 

 

 

 

 

At least they’ve got to buy them before they can burn them.

                                                                               George Harrison

 

Forbudte sange og boycottede kunstnere

Den århundrede lange tradition for at forbyde bestemte sange og musik af religiøse og moralske årsager fik rigtig ben at gå på, da rockmusikken kom frem i 50’erne, og med de store tekniske fremskridt indenfor radio, tv, grammofoner og båndoptagere virkelig blev hver mand eje. Samtidig gjorde den økonomiske vækst, at et stadigt mere købekraftigt ungdomspublikum skabte grobund for skabelsen og udbredelsen af en decideret musikalsk ungdomskultur. Rockmusikken blev symbolet på ungdommens friheds- og oprørstrang. Med rockmusikken kunne ungdommen identificere sig som forskellig fra de foregående generationer og naturligvis især fra forældregenerationen.

Ligesom radio og tv gav rockmusikken et enormt potentiale for at nå ud til forbrugerne, fik de nykristne vækkelsesprædikanter også en uovertruffen platform, hvor tv-præsterne kunne få deres budskaber ud til hver eneste lytter og seer. For evangelisterne blev rockmusikken synonym med Djævelens fristelser og udskejelser. Her var en fjende, der tydeligvis repræsenterede synden og umoralen og truede de kristne, konservative familieværdiers pietistiske grundvold. Samtidig havde man her et belejligt vidtfavnende fjendebegreb, der kunne gradueres og skæres til, så det blev tilpasset de enkelte prædikanters og politikeres lokale eller landsdækkende behov for at skabe opmærksomhed for deres moralske korstog.

Allerede i 20’erne og 30’erne indgik politikere, kirke og medier i en uhellig alliance, der skulle holde amoralske jazz- og bluessange fra at blive sunget i radioen. De seksuelle konnotationer i en lang række bluestekster som: “Ain’t Gonna Give Nobody None of My Jelly Roll”, og f.eks. i Bessie Smith-sange som: ”Take Me for a Buggy Ride” og ”Gimme a Pigfoot and a Bottle of Beer” blev anset for at være voldsomt anstødelige og med deres ”primitive jungle music” kun egnet til at forføre svage sjæle fra dydens smalle sti, hvorfor den slags sange ”helt naturligt i den gode smags tjeneste” blev holdt ude af radioen. Derefter kom turen til 30’ernes frigjorte sange indenfor den hvide swingmusik, hvor bl.a. Cole Porters sange: ”Let’s Do It” og ”Love for Sale” ikke måtte synges på radio. Med radioloven i 1934 blev en række specifikke sex- og bandeord forbudt i æteren - de ord blev nu alligevel ikke rigtigt benyttet, omskrivninger og metaforer blev betragtet som mere elegant og spændende.

Da USA entrede 50’erne var radioen fyldt med mainstream, swingende populærmusik, country & western og bigbandjazz, men den kolde krigs unge fik sat strøm til deres instrumenter. Blues, rythm’n blues, jazz, gospel, rockabilly og country mødtes hen over de etniske barrierer og resultatet blev en ny slags elektrisk forstærket ungdomsmusik: rocken. Ungdommen fik et nyt, rebelsk og energimættet samlingspunkt; og forældregenerationen og moralens vogtere fik en guldkalv af rockmusik, som de kunne pege på, når afgudens sorte indflydelse skulle identificeres.

Radio-, grammofon- og pladeindustri boomede, oven i kom filmindustrien og det eksplosivt voksende nye medie TV. Den nye købedygtige forbrugerungdom affødte en megamilliard underholdningsindustri, og det indtægtspotentiale kunne ingen drømme om at nedlægge, men (kultur)kampen om at styre indholdet i industriens produkter er blevet stadig mere omfattende, efterhånden som underholdningsindustriens maskiner og produkter fylder en stadig større del af vores hverdag med deraf følgende muligheder for at påvirke vores holdninger og forbrugsmønstre.

Det etablerede samfund kunne samles i fordømmelsen af denne ”vilde negermusik”. Ungdommens umættelige interesse for og dyrkelse af sex og sexsymboler og interessen for høj og heftig dansemusik kunne naturligvis kun skyldes rockmusikkens djævelske suggestionskraft, så det blev ligefrem en hellig mission at forhindre rockens skadelige virkninger i at nå børnenes følsomme og letpåvirkelige hjerner. Den gode gammeldags bogbrænding finder sin afløser i pladeafbrændingen. Præster, radioværter, prædikanter, politikere, forældreforeninger samt alskens kristne og patriotiske organisationer - de har altid været mange til at kæmpe om initiativet – stimlede sammen, når man med jævne mellemrum fik arrangeret offentlig afbrænding og ødelæggelse af specielt udpegede, anstødelige grammofonplader eller særligt sjofle/upatriotiske kunstneres hele produktioner. Vil man samle stemmer, sympatisører, indflydelse eller anden opbakning i det kristne vælgersegment er det altid et sikkert hit at gå til værdikamp for de kristne konservative kongstanker om den gudfrygtige kernefamilie og en kønsløs, aseksuel ungdom, der ikke vil gøre oprør for at forvandle deres generations verden til et nyt og bedre sted – men naturligvis er der også et stort flertal af velmenende forældre, som blot er dybt bekymrede over, at børnene ikke ligner de fornuftige personer, forældre selv synes de er, og at børnene har nye ungdommelige (uforståelige, farlige, usunde) interesser.

I 50’erne vakte det ikke særlig stor opmærksomhed, når nogle rockplader kom på bålet. Man var vant til at bålene flammede. Klu-Klux Klan havde i mange år brændt både kors, bøger og forsamlingshuse, og demokratiske antikommunister brændte socialistiske bøger og fagforeningskontorer. Men de politiske bål brændte ud. Kampen for lige borgerrettigheder blev vundet, og racediskrimination blev til noget ulovligt i samme periode, hvor Viet-Nam-krigen eskalerede. Antikrigs- og fredsbevægelsernes filosofier kom til at dominere den progressive rockmusik, og det blev den psykedeliske og meget politiske ”syrerock” som kom til at præge årtiet fra midten af 60’erne og frem til krigens afslutning og Saigons fald i 1975.

Den progressive rock blev mødt af et kristent højre, som førte en nærmest evangelisk apokalyptisk kamp mod kommunismen under slagordet: ”Hellere død end rød!” I både Sydamerika, Afrika og Asien kæmpede man mod Antikrists kommunistiske styrker. Den røde fjendes fremmarch skulle for enhver pris standses, og de hjemlige krigsmodstandere var ikke bedre at regne end landssvigere og ugudelige lejesvende. For det kristne højre blev syrerocken et naturligt hadeobjekt. Denne mærkværdige lsd-påvirkede og narkotikarelaterede, landsforræderiske og bevidst sjofle musik skulle stoppes. Men man var for sent ude. En mængde små studenter- undergrunds- og græsrodsradiostationer spillede den nye musik, og både antikrigsdemonstrationer og musikfestivaler tiltrak hundredetusinder af deltagere. En mængde mindre pladeproduktionsselskaber stod også for meget af musikken, men kapitalen lærte hurtigt at styre denne milliardforretning. Under parolerne effektivisering og økonomisk styrke begyndte et opkøb af de små uafhængige pladeselskaber samt af radio- og TV-stationer. Efter Ronald Reagans tiltrædelse som præsident i 1980 gennemførte regeringen en række lempelser i monopollovgivningen indenfor radio og TV, så det i USA i dag kun er fem enorme finanskonglomerater, der sidder på næsten al produktion af musik, film og TV og på distributionen af samme gennem deres tv-satellitter, kabel-tv og detailforretninger.       

Denne koncentration medfører samtidigt, at kulturen bliver fattigere. Kulturudbuddene mindskes, fordi der er flest penge i at sælge det samme produkt til alle – og samtidig kan de multinationale amerikanske medieselskaber føre en effektiv global kulturkamp ved, at de samme livsværdier og de samme politiske og moralske holdninger sælges over hele verden gennem en effektivt kørende underholdnings- og propagandamaskine.

Vi har set mange af eksempler på, hvor farligt sådanne koncentrationer i ejerskabet af medierne kan være for demokratiet. Tydeligst har det måske at været at se i lande som Berlusconis Italien, Putins Rusland og andre af de forhenværende Sovjetrepublikker, hvor langt størsteparten af presse, radio og tv entydigt er på samme politiske side i alle sager, men sammenlignelige forhold gør sig gældende i en stor del af verden. De fleste medier sidder på ganske få hænder, og desværre er det bestemt ikke med til at gøde jorden for forskellige politiske opfattelser og holdninger i medierne.

 

 

 

 

 

       I never wonder to men wicked, but I often wonder to see them not ashamed.

                                                                                           Jonathan Swift

 

Sangen som politisk kampmiddel i borgerettighedsbevægelsen

De sorte amerikanere fandt hurtigt ud af, at udnytte de hvides respekt for religion og forkyndelsen af det kristne budskab. Det eneste fristed slaverne havde, var deres kirke. Her kom de hvide sjældent og forstyrrede gudstjenesterne, hvorfor man frit kunne synge sine gospels og spirituals. De sorte lagde ny forståelse i teksterne, som således fik helt andre betydninger end den ligefremme religiøse fortolkning. De hvide fortolkede de sortes glæde og begejstring for kirkesangen som et udslag af deres medfødte barnlighed og primitive opfattelsesevne. Men for de sorte blev sangene symboler på oprør og kirken derfor stedet, hvor man højlydt kunne lufte sin utilfredshed med slaveriet. Senere blev det diskriminationen og raceadskillelsen, som man kunne protestere mod i sit eget metasprog. Når man sang om at:”Walk in Jerusalem”, var det ikke kun den kristne himmel, der blev ment, men at man en dag vil kunne gå med oprejst hoved blandt de hvide under lige vilkår. 

En sang som ”Wade in the water” ændrede betydning fra dåbshandlinger, til brugsanvisning på at undgå de blodhunde, som jagtede flygtende slaver, ved at gå gennem vandløb, ligesom bestemte sange – ”Steal away to Jesus, I ain’t got long to stay here” - benyttedes som identifikationskoder for medlemmerne af ’The Underground Railroad’, der hjalp flygtende slaver til nordstaterne. For slaverne var ’River Jordan’ det samme som Ohio River, der skilte nord fra syd – frihed fra slaveri, og den himmel som ”The Chariot” bragte dem til var ikke kun Paradiset, men også Philadelphia, Boston og Canada. Himlen kunne også være retten til en plads forrest i bussen.

 Efter 2. verdenskrig tog modstanden mod raceadskillelsen fart, og her spillede de religiøse sanges dobbeltbetydning en stor rolle i etableringen af kampgejst og modstandsånd. Sange som ”I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”, ”I’m On My Way”, ”Move On Up a Little Higher”, ”Walk All Over God’s Heaven”, “We Shall Not Be Moved” og “Oh Freedom” blev en slags kampsignaler, der cementerede demonstranternes fællesskab og beslutsomhed. Lederne af borgerrettigheds-bevægelserene var meget bevidste om sangenes virkning. Martin Luther King kaldte sangene ”the soul of the movement”, og Mahalia Jackson fortæller: “Cars were set on fire and bombs were set off, but the Negroes kept right on coming. They filled up the church and began singing hymns and songs…. Gospel music had given the people courage and spirit when they were in danger.” Aktivisterne fra SNCC (Student Nonviolent Coordinating Committee), King’s SCLC (Southern Christian Leadership Conference) og alle de andre borgerrettighedsgrupper rejste landet tyndt og holdt møder i kirkerne – ofte forklædt som en integreret del af gudstjenesten; udenfor kunne politiet så stå med deres køller og Ku Klux Klan med deres reb, men det var yderst sjældent at de angreb en kirke – for at organisere modstanden og udvikle den til den græsrodsbevægelse, som i 1963 kunne mønstre over en million mennesker i en gigantisk demonstration i Washington. Field secretary Phyllis Martin fra SNCC siger om sangens og musikkens afgørende rolle i den (især i sydstaterne) livsfarlige kamp for ligeberettigelse: ”The fear down here is tremendous. I didn’t know whether I’d be shot at, or stoned, or what. But when the singing started, I forgot all that. I felt good within myself. We sang ‘Oh Freedom’ and ‘We Shall Not Be Moved’, and after that you just don’t want to sit around anymore. You want the world to hear you, to know what you’re fighting for.”  (Werner 1999).

 

 

 

 

 

 

 

 

The authentic revolutionary should be behind the guitar, so that the guitar becomes an instrument of struggle, so that it can also shoot like a gun.

                                                                                          Victor Jara

 

Rap is Black America’s CNN

Selvom racediskrimination i dag er blevet ulovligt, er de ekstra store sociale problemer som de farvede kæmper imod ikke forsvundne. I den farvede befolkning er der mere fattigdom og mere arbejdsløshed, ringere uddannelsesmuligheder og procentvis mange flere i fængsel end i den hvide befolkning. Denne sociale skævhed gør sig også gældende, når man ser på, hvordan det for størsteparten er de fattige fra arbejdsløshedsområderne, der bliver sendt til udlandet for at kæmpe i Irak og Afghanistan.  Meget af den moderne rock og rap påpeger og beskriver alle disse forhold og problemer med gadens ungdomssprog og netop derfor er der stor interesse for at begrænse udbredelsen denne musik så meget som muligt. Da mange af teksterne er formet i gadens farverige ungdomssprog har man valgt at slå ned på formen og censurere sangene med henvisning til bandeord og ord med seksuelle implikationer, så man ikke kan beskyldes for at diskriminere på grund af de politiske budskaber. Den amerikanske rapper Chuck D har kaldt rap for Black America’s CNN, fordi rap er det absolut mest udbredte af de få kulturtilbud, som beskriver de farvedes situation i ghettoerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

The worst government is the most moral. When fanatics are on top there is no limit to oppression.

                                                                                    H.L. Mencken

 

Ikke høre, ikke se –

censursager fra 1950’erne til 1985.

Da rock’n roll dukkede op i 50’erne som ungdommens musik, voksede samtidig en voldsom modstand frem mod denne musikform. Hvad der især faldt rigtig mange for brystet, var det voksende antal hvide unge, som lyttede til ”sort musik” – især rythm’n blues (R&B). Rock’n roll var en syntese af sort og hvid musik, der gav den hvide ungdomsmusik en ny vildskab og sensualitet, hvorfor der ingen ende var på det moralske forfald og andre fortrædeligheder, som man forestillede sig at rocken ville medføre, og det gav selvfølgelig yderligere benzin til modstanden.

I begyndelsen af 50’er var det frække sange, der antydede sex, som Dean Martin’s Wham Bam, Thank You Ma’am, (1951),der fik spilleforbud på mange radiostationer. I 1952 gik det ud over gruppen The Weavers, der blev blacklisted på grund af deres venstreorienterede holdninger og i seks år var helt udelukket fra musikscenen, men seksualmoralen var og blev det altoverskyggende emne i perioden. I 1954 begynder antallet af protester at vokse. En del radiostationer fjerner en række sange, som i dag er evergreens, fra deres spilleliste. Ruth Thomsen indleder i kongressen et korstog mod rockmusik med et forslag om, at postforsendelser af plader med sjofle ord eller ditto meninger og holdninger eller med anstødelige billeder på coveret skulle ind under pornografilovgivningen og derved kriminaliseres i alvorlig grad, da der var fængselsstraf for at sende porno med posten. En senatskomite arbejder med at etablere en direkte forbindelse mellem rockmusik og voksende kriminalitet. Mange aviser, musikmagasiner og foreninger fordømmer den forfærdelige rock, og titusindvis af jukeboxe renses for plader, der er sat spørgsmålstegn ved. I den resterende del af 50’erne raser kulturkampen for og imod rock’n roll musikken fortsat med både censur og masser af selvcensur. En del hvide sangere med Pat Boone i spidsen får stor succes med at indspille rensede, stuerene versioner af sorte rythm’ and blues (R&B) numre, mens næsten alle rockmusikkens koryfæer som f.eks. Elvis Presley, Little Richard, Jerry Lee Lewis og Chuck Berry bliver nægtet spilletid på radioen og i tv, ligesom en hel del rockkoncerter landet over bliver aflyst af forskellige lokale myndigheder. Da Elvis’ popularitet omsider er blevet så uomgængelig, at han skal synge på Ed Sullivan Show, bliver han kun filmet i nærbillede over bæltestedet, så ingen seere bliver udsat for hans suggestive hoftevrik. Sex-forskrækkelsen er simpelthen kolossal i det puritanske USA. Fusionen mellem sort og hvid musik var som nævnt anstødssten til en stor del af modstanden mod rock. Specielt i midtvesten og sydstaterne havde dette stor opmærksomhed. Rockmusikkens ”bestialske, tunge negerrytmer” ville drive den hvide amerikanske ungdom i sølet. I Nashville brændte man Elvis-plader og i Birmingham blev en Nat King Cole koncert stormet af White Citizens Council og sangeren banket på scenen (i den fejlagtige tro at Cole også spillede R&B). Desuden bliver mange hitlister renset for sexede rocksange for at skjule populariteten og begrænse salget af pladerne. Da Bo Diddely optræder på nationalt tv, mister han hele sin løn, fordi han glemmer at holde sin krop helt stille under udsendelsen. Man kommer kun i fjernsynet på tv-selskabernes stramme betingelser.

I begyndelsen af 60’erne dukker et nyt problem op på musikscenen, da den politiske folkemusik i forbindelse med de store borgerretsdemonstrationer opnår lydhørhed og popularitet. Sangere som Phil Oaks, Bob Dylan og Joan Baez er ugleset i medierne på grund af deres sociale og politiske engagement. Da CBS (Columbia Broadcasting System) vil censurere en Dylan-optræden på Ed Sullivan Show – han må ikke synge ”Talkin’ John Birch Society Paranoid Blues” – nægter han at optræde. Men der fokuseres stadig mest på de frække ord og de nye 60’er grupper som The Rolling Stones, The Animals, The Beatles, The Who og musikere som Jimi Hendrix og Frank Zappa skaber furore og skruer kulturkampen op i nye højder. Pladeafbrændinger og hadkampagner blev helt moderne, der var i al fald rigtig mange af dem. Enhver konservativ radio-dj eller evangelist med respekt for sig selv skulle have sin egen lp-barbeque. Et af højdepunkterne i de landsomfattende grammofonpladebål kom, da de amerikanske medier fik skovlen under selveste The Beatles ved at i kristendommen, sammenligner medieinteressen og -populariteten for Beatles og Jesus: ”Christianity will go. It will vanish and shrink. I needn’t argue with that; I’m right and I will be proved right. We’re more popular than Jesus now.”(Nuzum 2001: 121). Det ikke på nogen måde en kvalitativ sammenligning mellem Beatles og Jesus, vel nærmest tværtimod, men det var for meget for de religiøse amerikanere. Her fandt modstanderne det endelige bevis for disse fredsapostles antireligiøse hensigter. Beatles ville være de nye afguder. Reaktionen kom prompte. Over hele USA flammede Beatles-bålene. Bjerge af Beatles-plader skabe en myte om, at John Lennon skulle have begået helligbrøde med en påstand om, at Beatles var vigtigere end Jesus. En bemærkning fra Lennon i forbindelsen med de unges manglende engagement blev mast med bulldozere for derefter at blive stukket i brand. Selv KKK holdt seancer, hvor Beatles-plader blev sømmet til brændende kors. Men en lang række andre kunstnere kom også på barbeque-listen.

Repressionen mod rockmusikken skulle komme til at vokse yderligere. Eskaleringen af VietNam-krigen kom oven i kampen for borgerrettigheder og store dele af rockmiljøet blev politisk radikaliseret og engageret efterhånden som antikrigsbevægelsen voksede sig stærk.

 

Til trods for den politiske radikalisering fortsatte censurtilhængerne med at rette deres angreb mod

sangenes seksuelle indhold, bandeord og deres referencer til indtag af stoffer (især) og alkohol, da

sangenes politiske indhold var beskyttet af forfatningen. Men det var tydeligt, at det var bands, som

sympatiserede med og blev identificerede som engageret i antikrigsbevægelsen, der blev udsat for

langt de fleste restriktioner og boycots. Grupper som The Doors, Country Joe and The Fish,

Jefferson Airplane, Bob Dylan, Steppenwolf, Velvet Underground, Grateful Dead, Credence

Clearwater Revival, Crosby Stills Nash & Young bliver ramt af utallige forsøg på at forhindre deres

koncerter ligesom de bliver udelukket fra spilletid i radioen og optræden i tv. Halvdelen af landets

Top 40 radiostationer nægter f.eks. at spille John Lennons The Ballad of John and Yoko med

henvisning til, at sangteksten er blasfemisk og deres pladeselskab Capitol Records nægter at

distribuere albummet.

Ved mange koncerter rundt om i landet får musikerne besked fra myndighederne om, at de vil blive

arresterede, hvis de spiller bestemte sex eller drug relaterede sange. De voldsomme gadekampe

mellem politi og demonstranter ved et demokratiske partikonvent i september 1968 udløser en stribe

af forbud mod udendørs koncerter, og efter den gigantiske og succesfulde Woodstock festival i 1969

bliver de udendørs koncerter rigtigt lagt for had som arnested for narkomisbrug og seksuelle

udskejelser.

I 1970 går Nixon og hans vicepræsident Spiro Agnew aktivt ind i kampen mod rockmusik. Agnew

bliver talsmand for en regeringscensur, der skal forhindre rockmusikken i at hjernevaske

ungdommen til at bruge stoffer og gøre oprør. Nixon selv anmoder radiostationerne om at ”screene”

sangteksterne for referencer til stoffer, vold og krig og blåstempler derved mediernes selvcensur som

patriotisk, god og retfærdig. Opfordringerne bliver fulgt af radiostationer og pladeselskaber, og i -71

sender FCC et telegram til alle radiostationer, der truer med at inddrage sendetilladelsen, hvis de

spiller sange, som handler om eller blot nævner stoffer. The Illinois Crime Commission offentliggør

en liste med sange, de vil have fjernet fra forretninger og radio. I Washington DC leder polichefen

personligt et raid mod 70.000 mennesker, som venter på en antikrigs koncert, og skønt koncerten har

fået festivaltilladelse til udendørskoncert bliver både nationalgarden og politiet sat ind for at sprede

de mange tilskuere og arresterer hele 8.000 personer. Justitsminister John Mitchell og hans assistent,

den senere højesteretspræsident William Rehnquist støtter aktionen. Efter Nixons tilbagetræden fra

præsidentembedet bliver der en pause i den officielle fordømmelse af rockmusikken, selvom Jesse

Jackson i 1977 opfordrer til at der skal gøres ”noget” mod den suggestive lyrik i ”sexrock” teksterne.         

 Med Ronald Reagans indtræden i Det Hvide Hus i 1980 vejrer det nykristne konservative USA igen

morgenluft, og pladeafbrændingerne får atter momentum.

I Iowa arrangerer forskellige kirker offentlige pladeafbrændinger, hvor bl.a. plader af Beatles og Ravi Shankar (indisk instrumentalmusik?), Carpenters og John Denver bliver smidt på bålene i protest mod underbevidste, sataniske meddelelser på grammofonplader. I Californien foreslår lokalpolitikeren, Phil Wyman, en lov mod de underbevidste meddelelser med den begrundelse, at: ”..rock music can manipulate our behavior without our knowledge or consent and tur nus into disciples of the AntiChrist!” (Nuzum 2001: 244). Robert Dornan foreslår det samme i Kongressen. 

Efter pres fra den indflydelsesrige tv-præst, Jimmy Swaggart, standser Wal-Mart al salg af Rolling Stone og alle andre rockmagasiner. Præsidentkandidat og tv-præst, Pat Robertson, kræver indholdscensur af rockmusik i radio og tv. Han mener, at rockmusikerne misbruger talefriheden og derfor må censureres.

I 80’erne var de største hadeobjekter Prince og heavy-metal gruppen Black Sabbath med Ozzy Osbourne, der fik forbud mod at optræde en lang række byer bl.a. Las Vegas, San Antonio, Philadelphia, Scranton og Boston.

 

 

 

 

 

 

 

We have only one effective weapon: The power to blow their minds.

                                                                                                                   Mario Savio

 

Parental Advisory labels

I 1985 startede Al Gores hustru Tipper Gore sammen med Susan Baker og 20 andre senatorfruer og

hustruer til indflydelsesrige politikere og rigmænd fra Washington lobbyorganisationen PMRC (Parents Music Ressource Center). Formålet var at arbejde for at alle albums skulle have teksterne trykt på coveret i den hensigt, at intet album, hvis tekster indeholdt stødende ord, måtte ligge fremme til offentlig beskuelse i pladeforretningerne. Sådanne plader måtte heller ikke sælges til mindreårige og skulle forsynes med tydelige advarsler om, at de indeholdt anstødelige ord. Der skulle også indføres et rating-system for både plader og koncerter, i lighed med ’forbudt for børn’ i filmindustrien. Kunstnere, der udviste seksuel eller voldelig adfærd på scenen, skulle have deres kontrakter ’taget op til fornyet overvejelse’. De fleste af disse tiltag er ikke blevet til noget, men PMRC har haft stor indflydelse på debatten om musikcensur. De mest vidtrækkende resultater er aftalen med de store pladeselskaber om den frivillige indførelse af PMRC’s ’explicit lyrics’ stickers (Tipper Sticker) på plader og cd’er, samt PMRC’s lobby arbejde i forbindelse med Broadcast Indecency Enforcement Act. Med hensyn til Tipper Sticker’s er resultatet en meget tilfældig og ujævn anvendelse, der nogen gange virker som ren forfølgelse af kunstnere og bands, man har set sig gal på. F. eks blev Frank Zappas albumJazz from Hell forsynet med en sticker, efter Zappa i 1985 havde ført kampagne mod musikcensur og vidnet i en senatshøring om samme emne. Det kuriøse i denne forbindelse er, at der er tale om et album med udelukkende instrumentale numre, og den officielle forklaring var, at et af numrene på albummet havde titlen: G-spot Tornado.

En lang række sange er blevet mærket, fordi drugs er blevet nævnt, selvom der i mange tilfælde har været tale om deciderede anti-drug sange. Selv den rendyrket pæne og dybt religiøse sanger Pat Boone, der havde en ugentligt kyst-til-kyst tv-prædikant udsendelse, fik ørene i maskinen, da han udgav et come-back album. Hans eneste brøde bestod i pladens titel No More Mr. Nice Guy, der var ment som et ironisk hip til heavyrock scenen. Men den titel blev straks misforstået og førte til fordømmelse og boycott af albummet og Boone mistede sit søndags-prædikant-show, som ellers havde haft stor succes gennem mere end en snes år. Men ellers er det en kendsgerning, at det næsten udelukkende er heavyrock, hip-hop og de forskellige rap-genrer, der bliver ramt af the Tipper Sticker. At man målrettet går efter disse specifikke musikgenrer, får også denne sticker til at fungere som en form for sindelagskontrol, hvis fremmeste formål er at understrege de katastrofale økonomiske konsekvenser, det kan få for de enkelte komponister og forfattere, såfremt de ikke effektuerer en konsekvent selvcensur og skriver i et for Parental Advisory gruppen acceptabelt og helt stuerent WASP-sprog.

Det aktuelle spørgsmål i denne forbindelse er naturligvis, om denne økonomiske pression kan karakteriseres som censur, eller om det blot er interessegruppers og selvstændige medie- og distributionkoncerners ret til at bestemme egne moralske retningslinier. Ser man på spørgsmålet ud fra en traditionel opfattelse af censur, som et regeringsorgans forbud mod billeder eller tekster af politiske eller religiøse årsager, falder det udenfor rammerne. Men ser man på de repressive virkemidler samt de økonomiske og kulturelle følger af pressionen, vil jeg mene, at der her helt klart er tale om censur.

 

 

 

 

 

 

Music is not written in red, white and blue. It is written in the heart’s blood of the composer.

                                                                                                              Dame Nellie Melba

PRMC’s succes sender stadig sorte skygger

Både politikere og musikindustrien var tilfredse med aftalen om Parental Advisory mærkatet. Allerede to dage efter aftalen var i hus, fik industrien en belønning med ”Home Audio Recording Act”, (sponsoreret i senatet af Al Gore), der lagde skat på salg afblanke bånd, og gav provenuet fra skatten til pladeindustrien som erstatning for tabte royalties, fordi selskaberne ikke havde nogen metoder til at håndhæve deres copyrights, når privatpersoner indspillede musik på båndene.

For Præsident Reagan passede kampen mod drugs og sex i musikken som fod i hose til hans egen politik. I en udtalelse erklærede han, at den ”reaktionære”(!) og obskøne rockmusik ikke fortjente forfatningens talefrihedsbeskyttelse: ”I don’t believe that our Founding Fathers ever intended to create a nation where the rights of pornographers would take predecence over the rights of parents, and the violent and malevolent would be given free rein to prey upon our children.” (Nuzum 2001: 252).

For industrien betyder den megen focusering på sjofle ord og omtale af drugs i sange, at man i al ubemærkethed får ændret lovgivningen hen ad vejen, så den store sammensmeltning af medieselskaberne kan finde sted. Selvcensuren når nye højder, og vælgerne er tilfredse med, at den stødende musik kommer væk fra supermarkedernes hylder og der ikke luftes sjofel tale i radioen og fjernsynet. Kongressen vedtager ”Child Protection and Obscenity Enforcement Act”, der skal beskytte børn mod ”pornografisk materiale”.

Det betyder ingen ændringer i politikken, at man både skifter præsidenter og flertal i senatet og kongressen. Bush Senior, Clinton og Bush Junior og deres støtter er alle enige i den restriktive politik mod den ubehagelige musik, og fremkomsten af hip-hop og rap giver blot de kristne fundamentalister muligheden for store nye hadeobjekter.

I 1999 starter Lieberman og Brownback en ny kampagne, der skal få underholdningsindustrien til at tage alvorlige skridt til tilbageholdenhed (selvcensur). Blandt de tusindvis af underskrivere er både ekspræsidenterne Gerald Ford og Jimmy Carter samt generalerne Colin Powell og Norman Schwartzkopf.

 

 

 

  

Since Mozart’s day composers have learned the art of making music throatily and palpitatingly sexual.

                                                                                                                      Aldous Huxley

 

Konklusion

Digtere er altid potentielt farlige med deres nymodens ideer og ubehagelige sandheder, men en gennemslagskraftig rockpoet kan i dagens mediehype klæde verden i orange lagner, blå tangatrusser eller en farlig ide om global fred. Det afgørende spørgsmål i kampen om styringen af de unges musik, er nok hvordan, man med mindst synlighed kan styre musikproduktionsprocessen? Svaret fra USA’s magthavere er en medielovgivning, der støtter big-business ved både tillade og fremme dannelsen af de enorme multinationale mediegiganter samt en lang række uskrevne regler fra produktionsselskaberne, som kunstnere og grupper skal leve op til for at komme i betragtning til studietid, pladeudgivelser og air-play. Sangtitler må ikke indeholde anstødelige ord, pladecovers må ikke indeholde anstødelige billeder eller ord, de medfølgende videoer må ikke være for eksplicit seksuelle eller politisk sprængfarlige. Og de uskrevne regler bliver fulgt, som regel ved kunstnernes frivillige selvcensur. Slipper frække ord eller billeder alligevel gennem denne forhånds selvcensur, står der en samling rådgivere, public-relations-eksperter eller underdirektører med et afgørende ord parat til at forlange ændringer i tekst eller billeder, og de får praktisk taget altid deres vilje. Selv for de største og mest berømte bands er den økonomiske afhængighed ret så afgørende; men ofte har selskaberne løst problemerne på forhånd ved at gøre det til en betingelse for at skrive kontrakt med et band, at det er selskabet, som ejer copyrighten til bandets materiale. Bliver de ønskede ord eller billeder ikke fjernet eller erstattet med mindre kontroversielle udtryk, får cd’en/videoen ikke air-play. Den bliver ikke vist på musikkanalerne eller spillet i radioen og den hænger heller ikke fremme i pladeforretningerne, enten fordi selskabet ikke vil promovere en omstridt produktion, eller fordi pladen får en ”Parental Advisory”- sticker og derfor helt automatisk er udelukket fra salg i alle de store detailkæders forretninger og fra t få spilletid på de fleste radio- og tv-stationer. Det er en meget effektiv form for kontrol. Og efterhånden som verdens største underholdningskoncerner er nede på blot fire ejergrupper, får kontrollen deres sorte fingre på de røde sletteknapper næsten alle steder. Hvis et band eller sangere vil have deres kunst ud til et større publikum, må de acceptere restriktionerne.

Jeg mener afgjort, at vi her kan tale er en utvetydig form for censur. Man vægter middelklasse-amerikas opfattelse af musik moral og politik som den gode smag, og undertrykker bevidst anderledes tænkendes holdninger og former for udtryk. Truslen om store økonomiske konsekvenser og offentlig glemsel får kunstnerne til at bukke under for pressionen. Og meningen med censur er jo netop at hindre udgivelse af modstandernes synspunkter. At der også ligger en klar politisk holdning bag hvilke tekster, der bliver ændret eller får begrænset distributionen, demonstreres tydeligt gennem valget af disse tekster. De kommer hovedsageligt fra de genrer, hvor anti-krigs- og anti-establishment-holdninger er fremtrædende. De beske sociale kommentarer fra hip-hop og rap-tekster er bestemt heller ikke velkomne fro at udtrykke det mildt. Det samme ord som får fjernet en rapsang fra airplay og fra forretninger har ofte ingen indflydelse, hvis der er tale om country & western eller en mainstream popsang med kunstnere, der har det rette sindelag, i det mindste så længe der ikke optræder nogen af de frække ord i sangtitlerne.

Det er umuligt at sige, hvor troende de forskellige evangelister er, men når jeg ser på den hysteriske måde, hvorpå de arrangerer pladeafbrændinger for unge mennesker og organiserer demonstrationer foran forretninger, mens de skovler penge ind på tv-prædikener virker det ganske kynisk. Samarbejdet mellem politikerne og præsterne virker også som om, mange af protesterne har til formål at sikre de fundamentalistiske kristne politikere opmærksomhed og en platform, der kan give stemmer nok til at blive valgt. Hvor effektivt det er, fremgår tydeligt af, hvem der bliver valgt. Både præsidenterne, senatorerne og kongressens repræsentanter bliver som regel kun valgt, hvis de har de kristnes velfungerende valgorganisationer organisationer bag sig. Der er et tæt samarbejde mellem det politiske establishment, kirkerne og industrien, som faktisk er i stand til at sætte dagsordenen for amerikanernes virkelighed og deres selvforståelse, som det gode, frie og dybt religiøse folk, er kæmper den gode kamp for den sande Gud mod verdens ondskab. Men det virker som en reklamereligion, hvor det er det udvendige, som er det vigtigste. Man definerer sig ud fra sine fjendebilleder, som man derfor har meget brug, for at kunne stille op som modsætningen til egen fortræffelighed, men man vil hellere føre blodige krige i fjerne lande for milliarder af dollars end at oprette en offentlig sygesikring og et effektivt undervisningssystem, for dem der ikke har råd til dyre privathospitaler og kostbare privatskoler og universiteter.

 

I USA har indretningen af det højteknologiske senkapitalistiske samfund med dets enorme økonomiske magtkoncentrationer i medieverden således skabt rige muligheder for at lægge endog meget kraftig økonomisk pression på den enkelte kunstner, ligesom store kristne/politiske lobbyorganisationer har fået nemmere adgang til at true sig til censurforanstaltninger ved hjælp af boycott-trusler mod en række af en mediekoncerns andre aktiviteter ud over deres pladesalg.

Der er mange forskellige måder at udøve censur og skrue sanktionerne sammen på, når man vil presse genstridige kunstnere til at makke ret. Et selskab kan sanktionere mod et band eller en sanger på flere forskellige planer. Udover en regulær fyring kan kunstnerne rammes både på distribution, koncerter, promotion og exponeringen i radio og på tv, og såfremt de ikke selv ”frivilligt” ændrer en bestemt tekst eller pladecover, er selskaberne parat til at foretage ændringerne hen over hovedet på kunstnerne. Nye former for massemedier som f.eks. internettet med dets avancerede fildelings-systemer vil fordre nye og opfindsomme måder at censurere på, men viljen til at regulere indholdet i produktionerne og bestemme deres tilgang eksponering i massemedierne er stor, fordi kunsten er en yderst vigtig ingrediens, når et samfunds selvforståelse, holdninger og moralske habitus skal defineres, og medieproduktionerne samtidig regnes for meget væsentlige i den kulturkamp, der skal sprede ”the american way of life” til resten af kloden.

 

Skal vi se på, hvordan musikken kommer til at spille de kommende år, er det udviklingen i de internetbaserede medier, som må tiltrække sig mest opmærksomhed. Med internettets erobring af verden er man i fuld gang med at finde nye former for kommunikationscensur tilpasset dette medie. En politisk/moralsk netcensur, der kan hjælpe USA’s nyreligiøse, konservative bevægelser til at bevare (om ikke andet så illusionen om) kontrol med musikmarkedet og kommunikationen på internettet, er et must for den ekspansive amerikanske kulturpolitik. Men netop netkommunikationens grænseoverskridende, globale udbredelse - med det enorme antal computere og pc’ere, der efterhånden kan tælles i nicifrede talstørrelser, og de deraf følgende astronomiske mængder af data konstant cirkulerende på nettet - har medført en betragtelig begrænsning af censurmulighederne på netmediet. Forhåndscensur er praktisk taget en umulighed på internettet; man kan rent faktisk ikke hindre tekster, billeder eller lyd i at blive sendt ud på nettet, så her må bekymrede myndigheder nøjes med at spore uønsket materiale ved at lave elektronisk søgning af bestemte ord. I den demokratiske del af verden bruger myndighederne hverken tid eller ressourcer på at jagte andet end terrorister, børneporno og visse former for økonomiske forbrydelser i cyberspace, hvorfor det er blevet op til de enkelte brugere selv at installere censurfiltre på deres pc’er, hvis de vil forhindre så børn eller andre svage sjæle bliver fristet til at se på de mange forskellige sites med utilbørligt indhold. Rigtig mange regeringer, de multinationale computerfirmaer og netdistributionsfirmaer arbejder ihærdigt med at finde metoder til at kontrollere trafikken på nettet effektivt både af politiske, økonomiske og moralske årsager.

For den frie flow af musik er nettet vigtigt. En hel del musik med ukendte kunstnere, som ellers aldrig ville blive offentliggjort, kan findes på nettet – og praktisk taget enhver musikvideo og musikindspilning, som er blevet bandlyst af MTV og/eller andre tv- og radiostationer, kan også fås over nettet.

Jeg vil mene, at det kun er et spørgsmål om tid, inden det bliver almindeligt, at et stort antal bands udelukkende sælger eller gratis udbreder deres musik i cyberspace helt uafhængigt og uden om de sædvanlige distributionskanaler. Der, hvor de store mediekoncerner kommer til fortsat at overgå de små uafhængige pladeselskaber og enkelte bands, bliver på reklamesiden, hvor koncernerne har økonomien til at promote musikken og skabe hype og købsinteresse for de enkelte produkter. Officielt kan det nok siges, at de store selskaber har vundet den første del af den legale kamp om retten til at distribuere copyrighted musik på nettet med dommene over bl.a. Napster og Kaazaa. Derved er man kommet meget af den store organiserede gratisdistribution af musik på nettet til livs, men den mere eller mindre private fildeling på nettet er stadig kolossal, og jeg mener, at det er meget tvivlsomt, om man kan komme dette fænomen til livs indenfor overskuelig fremtid. Tværtimod kommer der stadig flere muligheder for privat deling af lyd og video. Noget af det mest spændende er den revolutionerende syntese af telefon, pc’er, videokamera, radio, digitaloptager, hvorved telefonen bliver et megastort distributionsmedie for lyd og billede med et omfang, der endnu praktisk taget er umuligt at censurere. De kunstnere, der stadig har copyright til egen musik, vil kunne vælge at distribuere deres musik over nettet meget billigt eller helt gratis. Det er selvfølgelig et spørgsmål, hvad musikindustrien vil kunne komme med af modtræk, men det ser ud til at markedet bliver mere frit med de nye distributionsformer. Hvor effektivt promotion af bands og sange gennem chatrooms, blogs, youtube og andre netfællesskaber vil være i forhold til de store pengetankes totaleksponerende promotion i alle medier, må tiden vise.

Litteraturliste:

Bagdikian, Ben H.: The New Media Monopoly. Beacon Press (2004).

Blecha, Peter: Taboo Tones.  Backbeat Books (2004)

Cloonan, Martin: Banned! Aldershot: Arena (1996).

Cloonan, Martin: Musical Responses to September 11^th.     From Conservative Patriotism to Radikalism.                           http://freemuse.dk/sw8119.asp             

Cloonan, & Garofalo (ed.):Policing Pop. Temple University Press (2003).

Daily, Jay E.: The Anatomy of Censorship.  Dekker, New York (1973).

DeCurtis, Anthony (ed.): Present Tense,Rock & Roll and Culture. Duke

                                                                                University Press (1992).

Fischer, Paul D.: What If They Gave A Culture War And Nobody Came?

                                                                     http://freemuse.dk/sw3753.asp

Frith, Simon: Rocksociologi. Notabene (1978).

Garofalo, Reebee: Rock and Popular Music:Politics, Policies, Institutions.

                                                                                           Rutledge (1993).

Hackett A.H. & Zhao, Y.: Democratizing Global Media: One World, Many Struggles                          

                                                                       Rowman & Littlefield (2005).                                              

Hunter, J.D.: Culture Wars: The Struggle To Define America. Basic Books

                                                                                         New York (1991).                                         

Korpe, Maria (ed.): Shoot the Singer! Music Censorship Today. Zed Books

                                                                                              London (2004).

Nakaya, Andrea C. (ed.): Censorship. Greenhaven Press (2005).   

Nuzum, Eric: Parental Advisory. Music censorship in America. Perennial (2001).

Nuzum, Eric: “Singing in the Echo Chamber?”Music Censorship in the U.S. After September 11th.  Freemuse, Copenhagen (2005).     http://freemuse.dk/sw12173.asp

Perris, Arnold (ed.): Music as propaganda: Art to Persuade, Art to Control.  

                                                                                        Greenwood Press (1985).                                  

Street, John: Rebel Rock: The politics of popular Music.   Blackwell Pup (1989).

Troy, Gil: Morning in America. HowRonald Reagan Iinvented the 1980’s. Princeton

                                                                                           University Press (2005).

Werner, Craig: A Change Is Gonna Come: Music, Race & the Soul of America.

                                                                                           Penquin Putnam (1999).

 

  

 

 

If music be the food of love, play on, give me excess of it....

                                                                                                     William Shakespeare