Tre amerikanske præsidenttaler

 

 

af  Jan Vandall

 

 

 

 

 

If thought corrupts language, language can also corrupt thought
                                                                                              George Orwell

 

Fjenden har et ansigt. Han hedder Satan. Og vi vil smadre ham!
                                                                      Oberstløjt. G. Brandl, US-marines, Irak.

 

 

Præsidenttalens betydning
Når en amerikansk præsident taler, er det ikke et almindeligt talt budskab, han vil præsentere tilhørerne for. Tværtimod vil han ved hjælp af omhyggelig gennemtænkt og kontrolleret opsætning af begivenheden forstærke tilhørernes indtryk af, at de overværer en slags politisk, historisk begivenhed, når Nationens Fader træder frem for folket, eller når hans billede toner frem på Tv-skærmen med et vigtigt præsidentielt  budskab.
I dette projekt vil jeg se på, hvordan nogle af de amerikanske præsidenter kommunikerer, og på hvordan de benytter de amerikanske myter og symboler i den politiske propaganda. Ligeledes vil jeg se på nogle af de retoriske virkemidler, de anvender i talerne. Jeg vil også behandle det religiøse aspekt i amerikansk politik og se på, om den stadig voksende indflydelse fra det nyreligiøse højre kan iagttages i den måde, præsidenten sælger sin politik. Endelig vil jeg vise, hvordan præsidenterne bevidst udnytter virkemidler fra reklamens og filmens verden, hvor man sætter den emotionelle appel til modtagerne i centrum, så den rationelle politiske argumentation er blevet afløst af løst underbyggede eller direkte usande påstande af sloganlignende karakter, der skal bearbejde modtagernes følelsesapparat i stedet for deres intellekt.
Jeg mener også, at de moderne mediers sammenblanding af fiktion og virkelighed er slået så stærkt igennem i den politiske proces, at præsidenten efterhånden er blevet en slags superentertainer, der spiller rollen som præsident, og den politiske proces er blevet til en slags sæbeopera styret af de store multinationale koncerner og medieimperier. Præsidentposten forvaltes som et forbrugerobjekt, der skal sælges gennem et spindoktor-manipuleret image.
Til belysning af mine pointer har jeg valgt at gennemgå tre præsidenttaler. En Kennedy-tale fra 1963, en Reagan-tale fra 1983 og en George W. Bush-tale fra 2003.
I alle tre tilfælde er der tale om en form for kamptaler, der skal styrke moralen og stålsætte befolkningen i kampen for Pax Americanum, verdensfred med amerikansk hegemoni, og den store kamp mod det onde. 

 

Medier og politik
Med det 2o. århundredes udvikling i massemedierne og med deres integrering i verdenssamfundet er det politiske landskab ændret fundamentalt. Den voksende globale kommunikation og de elektroniske massemedier har skabt nye og meget effektive muligheder for påvirkning af meningsdannelsen. Propaganda har derfor spillet en stadig større rolle for magthavere og politikere i både freds- og krigstid,  og propagandateknikkerne har udviklet sig til en videnskab, der i uhyggelig grad har effektiviseret meningsstyringen og befolkningskontrollen. Under koldkrigsperioden fra slutningen af 2. verdenskrig til 1989 lykkedes det for politikere og opinionskaberne at dele verden op i sort og hvidt og godt og ondt i nye snit. I vesten blev de onde tyskere og japanere som fjendebillede afløst af  de gudløse kommunister.
Ved hjælp af det konstante pres fra de trussels-, krigs- og fjendebilleder, som tv-apparaterne uafladeligt sender ud til de fleste hjem, har kredsen af magthavere skabt en bevidsthed om en fjendtlig og farlig verden, der har legitimeret, at udviklingen og fremstillingen af militært isenkram fra håndvåben til masseødelæggelsesvåben er blevet verdens største industri. I de tre taler kan det tydeligt ses, hvordan præsidenterne udnytter den angst, der er følgen af  fjendedæmoniseringen.
Afviklingen af det sovjetiske imperium og den kolde krig har medført, at USA nu har status som den både økonomisk og militært set eneste globale supermagt. Denne position har amerikanerne ikke alene nået gennem militære og økonomiske midler men bestemt også gennem en meget effektiv propaganda både i USA og i resten af verden.
Film og TV er ikke kun hjernedød underholdning. Størsteparten er også omhyggeligt producerede udsendelser, der i handlinger, tale, tekst og billeder giver udtryk for, definerer og styrker samfundets normer. De demonstrerer socialt acceptabel og uacceptabel opførsel og ikke mindst de sociale reaktioner derpå. Her fortælles mere eller mindre subtilt i ord og billeder hvem, der er de gode og hvem der tilhører de ondes kreds. De levende billeder har den store fordel, at de i letforståelig form kan demonstrere samfundets skrevne og ikke mindst uskrevne regler, ligesom de kan tydeliggøre, hvordan den samme handling kan være både positiv eller negativ – og dermed føre til belønning eller undergang - i forskellig kontekst.
Politikere og massemedier udpeger ”fjenden” – både den udefra truende fjende og fjenden i vor midte - så vores angst kan holdes ved lige. Den fremmedangst der skal gøre kampen for stammens og familiens overlevelse til et spørgsmål om ”the establishment’s” bevarelse og det nuværende økonomiske magtfordelingssystems overlevelse.

Præsidenten og medierne
I 1960 blev J.F. Kennedy den første ”TV-præsident”. Han var den første amerikanske præsident, der forstod rækkevidden af dette nye medie. At man ved hjælp af TV-mediet kunne markedsføre præsidenter på samme måde, som man solgte ethvert andet kommercielt forbrugerprodukt på markedet. Hollywood solgte den amerikanske ideologi gennem sine fortællinger, men med TV kunne man desuden sælge politikerne direkte til vælgerne i deres hjem. Den enkelte politiker kunne komme til at stå ansigt til ansigt med hver eneste borger og dag efter dag og personligt levere sit budskab, som vi ser det ske i dag..
Præsidenten har mulighed for at optræde med større værdighed end sine politiske rivaler. Han giver normalt en kort radiotale til nationen en gang om ugen, hvorimod antallet af deres nationale TV-taler til gengæld varierer en del. For at give den præsidentielle TV-optræden mest mulig betydning, begrænses de nationale taler som regel til at foregå med nogle ugers mellemrum (med mindre der er valgkamp), og ellers lade TV-udtalelser fra Det Hvide Hus komme gennem de officielle talsmænd. Til gengæld holder præsidenterne i gennemsnit en til to taler pr. arbejdsdag for lokale eller udvalgte forsamlinger. F.eks. holdt Reagan gennemsnitligt 72 taler fra juni til august (dvs. udenfor valgsæsonen),  (Hart 1987: 39).
De følgende præsidenter, Johnson, Nixon og Ford forsøgte alle efter bedste evne at benytte TV-mediet, men Reagan blev den foreløbig mest virtuose mester i at formidle sit budskab gennem TV. Der er en egen logik i, at netop Hollywood-skuespilleren Ronald Reagan blev præsident. Det var det ultimative bryllup mellem showbusiness og den politiske scene, hvor politikerne i stadig højere grad ”spiller rollen” som præsidentkandidat eller præsident. De skal ”levere varen” og have pondus til at optræde som en troværdig kransekagefigur for nationen. En forkæmper for demokrati og retfærdighed, for lov og orden, der kan overbevise vælgerne om, at lige netop han ikke alene formulerer deres ønsker bedst, men også vil føre sine løfter ud i livet fordi han, som en søn af folket, forstår deres behov for tryghed, velstand og fred.
Talen er blevet præsidentens ”aktion”. Med dadel og ros kan han efter behov benytte sin tale som kølle eller som politisk blomsterbuket. Præsidenten kan med en velplaceret tale komme mediekritik i forkøbet og på den måde kontrollere modstand i befolkningen (medierne) mod hans politik. F. eks. ved på forhånd at stemple kritikere som landsforrædere, hvilket Bush netop har gjort i forbindelse med Irak-krigen.
Efter at østtyskerne i 1961 byggede Berlinmuren for at hindre folkeflugten mod vest, havde amerikanerne med kyshånd grebet denne propagandagave og gjort Muren til det store symbol på Sovjetunionens ondskabsfulde og ugudelige undertrykkelse af folkenes frihed.  På topmødet mellem Kennedy og Khrushchev i sommeren 1961 kunne de kun blive enige om at være uenige og at respektere jerntæppet som fælles grænse for deres respektive interessesfærer i Europa. Men vedligeholdelsen af Vestberlin som et demokratisk forjættet land i en barbarisk omverden var en kilde til konstant ballade mellem øst og vest. Både kommunisterne og kapitalisterne betragtede Vestberlin som et udstillingsvindue for kapitalismens velhavende og varebugnende samfund, en hån mod og en fristelse for det hårdtarbejdende østtyske folk. Betydningen i symbolværdien af ”Berlinmuren” i propagandakrigen mellem USA og Sovjet kan dårligt overvurderes. ”Muren” blev med piber og trommer markedsført som den uhyggelige dødens skilleslinie mellem frihed og tyranni. Stor og truende stod den åbent til skue for enhver som det konkrete og håndfast synlige bevis på kommunismens umenneskelige undertrykkelse. Billedet af de automatiske maskingeværer ved Muren blev symbolet på kommunismens ufølsomhed og maskinagtige foragt for menneskeliv, individet og dets ret til at søge lykke. Her var det synlige bevis for nødvendigheden af at foretage verdenshistoriens største militære opbygning af masseødelæggelseskraft.
I sommeren 1963 var den kolde krig en rygende varm affære. Atomkrigen var ganske vist ikke blevet udløst under Cubakrisen i –62, men de to supermagter var i blodig konfrontation over store dele af kloden.

Berlin 1963
Den 26. juni 1963 talte J. F. Kennedy på Rudolph Wilde Platz  i West Berlin. ( Bilag 1).
Denne tale, der er bedst kendt under navnet: ”Ich bin ein Berliner-talen”, er med god grund blevet verdensberømt. Den er kort og ildfuld, og JFK leverer den med en udstråling af styrke, vitalitet og beslutsomhed og demonstrerer tydeligt, at han er opfyldt af de retfærdiges harme over de gudløse og onde kommunistiske tyranner.
I sommeren 1963 (få måneder før mordet i Dallas) var Kennedy på rundrejse i Europa. USA, Europa og resten af verden skulle vide, at Amerika stod som en fast og mægtig skildvagt og vogtede grænsen mellem det gode og det onde. Kennedys formidling af dette budskab i den korte Berlin-tale er et lærestykke i eminent dygtig og effektiv propaganda.
Talen fremtræder så komprimeret og klar, samtidig med den er ladet med metasprog, at jeg regner den som hørende til i den oratoriske superliga. Den er et politisk kunststykke, der nok kan fortjene en nærmere gennemgang.
Kennedy indleder talen med en hyldest til værterne Vestberlin (repræsenteret ved Willy Brandt, daværende overborgmester og senere kansler, personificeringen af kampen mod kommunismen og den tyske modstand mod nazismen) og Vest Tyskland (Konrad Adenauer, kansleren), dvs. fra det Vest Tyskland, der har forpligtet sig til kampen for demokrati, frihed og fremskridt. Det er ikke en tale til det Tyskland, der 18 år tidligere var blevet lagt i grus af de allierede, men til et nyt, stærkt og demokratisk Tyskland. Et land der har grund til stolthed, og hvis gamle fjender nu betragter det med behørig respekt. Ved at nævne general Clay fra dét amerikanske militær,  ”..who has been in this city during its great moment of crisis and will come again if ever needed.”, (Bilag 1), får han placeret den amerikanske hærs tilstedeværelse i Vest Tyskland i hjælperens og frelserens centrale rolle. Herefter starter Kennedy talens hoveddel med sin geniale catchphrase: ”Two thousand years ago the proudest boast was “Civis Romanus sum.” Today, in the world of freedom, the proudest boast is “Ich bin ein Berliner.”  (Bilag 1).
For at sætte en ekstra tyk streg under dette udtryk (som han selvfølgelig godt ved vil blive fulgt af et kraftigt bifald) kommer han i en slags sidebemærkning under bifaldet med en tak til sin oversætter for at oversætte sit tyske udtryk til tysk. Tilskuerne skulle have at vide, det var hans egne ord, hans personlige og dybtfølte mening han her serverede. Vi er alle berlinere!
På denne måde får Kennedy i et par enkelte, men meget slagkraftige, sætninger betegnet Tyskland som et eksemplarisk demokrati, et demokrati der (underforstået, sammen med USA og med USA i førersædet) er arvtager efter det store Romerrige, selve den civiliserede magt.
Berlineren betegnes som det civiliserede demokratis ypperste medlem og repræsentant for de bedste menneskelige egenskaber. Den standhaftige, ædle og gode, der står som en bølgebryder, som et frihedens fyrtårn i den kommunistiske storm. Den modige forpost på kanten af det fjendtlige territorium bemandet med tapre folk (berlinere og medlemmer af USA’s væbnede styrker), der i lighed med mændene i Fort Alamo er helt på det rene med, at de er fortabte, når fjenden angriber. Og som Fort Alamos forsvarere bliver de på deres poster, overbeviste om at deres offer - når de som første frontlinie skal bremse den sovjetiske panserstormflod af tanks længe nok til, at Vestens mobiliseringsplaner kan effektueres - vil redde den civiliserede verden fra at bukke under for det første sovjetisk angreb i den endelige dyst. I den officielle udlægning af 3. Verdenskrig foretrak man naturligvis et billede af Europa som panserslagmark frem for en strålingsramt brintbombekirkegård, da førstnævnte var mere befordrende for oprustningsfilosofien. 

Muren
Helt klart betragtende Berlinmuren og Berlin som den sovjetiske propagandas Achilleshæl sørger Kennedy nu for at hamre budskabet om de tapre borgere i den delte by Berlin fast med syvtommersøm. Berlin er stedet, hvor man tydeligst kan opleve forskellen på det gode og det onde styre. I Berlin udstilles den kapitalistiske verdens økonomiske succes i strålende neonlys, mens det kommunistiske styre må bygge mure forsynet med maskingeværer og pigtråd for at afholde sine egne indbyggere fra at flygte fra undertrykkelsen og den økonomisk fiasko til vesten. Lever man i den vildfarelse, at det er muligt at få et positivt samarbejde i gang med Sovjetblokken, eller tror man på påstanden om den kommunistiske økonomis triumfer, så kom til Berlin og se sandheden med egne øjne. Kom og se, hvordan et brutalt diktatur med sin jernnæve har hamret en mur ned midt gennem Berlin og skilt et folk, splittet familier og skilt fædre og mødre fra sønner og døtre. 
Med dramatisk sans og nerve gentager Kennedy budskabet hele fem gange i løbet af blot fem manuskriptlinier - hele talen fylder 35 linier. Der skal ikke herske den mindste tvivl om budskabet: Berlin med muren er symbolet på kampen mod et ondt og umenneskeligt, kommunistisk system. Kom til Berlin og se det med egne øjne!
Omringet af ugudelige fjender har vestberlinerne holdt stand i deres by. Muren er blevet synonym med frihed, kampen for frihed og kampen mod frihed. På en gang frontlinie og grænselinie er den blevet selve skillelinien mellem godt og ondt, mellem civilisationen og det Gudløse undertrykkelsessystems nådesløse vold.
Er nogen den mindste smule i tvivl om, hvad der er godt, og hvad der er ondt, eller hvad man skal vælge for fremtiden: ”Lass’ sie nach Berlin kommen. Let them come to Berlin.” (Bilag 1). Se svaret med egne øjne i Berlin.
Berlin(muren) bliver grundfæstet som virkeligt megasymbol. Tyskland er ligesom Berlin delt tværs igennem. Europa er som Berlin og Tyskland delt tværs igennem. Ja, hele verden er som Berlin delt i to dele. Der er den gode verden, og der er den onde verden. USA’s status som det forjættede land, Guds Eget Land, er blevet udstrakt til også at rumme amerikanernes allierede. De frihedselskende, omringede vestberlineres kamp mod fjenden har antaget en mytisk karakter i lighed med de gamle amerikanske nybyggeres kamp for det ny Jerusalem. Kun teknisk snilde og Guds hjælpende hånd kunne frelse disse pionerer fra en talmæssigt overlegen, men primitiv og barbarisk fjende eller den militært overlegne engelske militærmagt.
 Men nybyggerne blev reddet. Eller fik måske rettere sagt en udsættelse med udslettelsen. For nybyggernes efterkommere befinder sig stadig omgivet af barbariske horder, og uanset i hvilken retning de kigger, ser de ind i barbarernes nedtællingsklare atomraketter. Men den tekniske snilde og Guds nåde hjælper stadig de renfærdige i deres kamp for fred, frihed, velstand og retfærdighed - og for at udbrede disse goder til alle Jordens folkeslag gennem kapitalistisk demokrati.
Derefter følger talens midterstykke. ”Freedom has many difficulties and democracy is not perfect, but we never had to put a wall up to keep our people in, to prevent them from leaving us.”(Bilag 1).
Tricket med den lille indrømmelse ”democracy is not perfect” af egne begrænsninger er selvfølgelig kun med til at understrege, at USA trods alt kun er en mikrometer fra det perfekte, og at det i det hele taget er en troværdig tale. USA - som netop er skabt af folk, der enten er flygtet fra undertrykkelse eller har haft initiativ nok til at søge deres lykke i det fremmede, i frihedens land – og amerikanerne står til troende, når de siger, at de føler med vestberlinerne. Berlin, der i 18 år har været omringet af de kommunistiske horder, står i lighed med Guds Eget Udvalgte Land, USA, som et lys i mørket. Men Gud har holdt sin hånd over Berlin og berlinerne, som Han har holdt den over amerikanerne. Berlin er blevet en særdeles vitalt og central storby. En belejret by, der til trods for sine prøvelser er blevet symbol på frihed, udholdenhed og håb. En by der kun er blevet styrket i beslutsomhed og kraft af den generationslange belejring. 
Når fjenden har et så stort åbent sår, som Sovjet har i Berlin, er det svært ikke at gnide lidt salt i såret, og det kan Kennedy heller ikke lade være med. ”While the wall is the most obvious and vivid demonstration of the failures of the Communist system, for all the world to see, we take no satisfaction in it, for it is, as your leader has said, an offence not only against history but an offence against humanity, separating families, dividing husbands and wiwes and brothers and sisters and dividing a people who wish to be joined together”. (Bilag 1). På almindelig dansk siger Kennedy her: ”Vi godter os ikke over at muren her i Berlin er blevet sådan et klart og tydeligt bevis på kommunismens fiasko. Et kommunistisk system så råddent at det ikke alene er en forbrydelse mod historien men mod hele menneskeheden.” Her stikkes ikke noget under stolen. Han giver en beskrivelse af et virkelig ondt system, der splitter alt lige fra den enkelte familie til hele verden. Her bliver han igen helt prædikantagtig, og han tager på den måde biblen til indtægt for rigtigheden af sin påstand om kommunismen som et absolut onde.
Derefter tager Kennedy det hele en gang til med en lidt mere aggressiv vinkel. Berlin kan ikke blive fri, Tyskland kan ikke blive frit, Europa kan ikke blive frit, så længe den kommunistiske trussel hænger over os alle, og truer hele verdens skæbne, for uden frihed kan vi aldrig få varig fred hverken i Europa eller i verden. En ny generation af tyskere har fortjent deres frihed og deres ret til et fælles Tyskland. Her spiller Kennedy igen på sammenligningen af berlinerne (tyskerne, alle i vesten) med amerikanerne og myten om den sidste kristne bastion. Han blander religion og myter til en effektiv propagandatale. Han taler om fred – men fred i betydning af den endelige sejr. Det er en fred og en frihed, der forudsætter en eller anden form for nedkæmpelse af Sovjetunionen og de andre kommunistiske regimer.
Og talen slutter nærmes som et kampråb. Frihed kan ikke gradbøjes, enten er vi alle frie, eller ingen er frie. Berlinere, når den endelige sejr kommer, vil I kunne være stolte over at have været i frontlinien under hele kampen. Alle vi frie mennesker i vesten er at betragte som berlinere. Vi er alle omgivet af den samme kommunistiske trussel, og ved at indse at: ”Ich bin ein Berliner” gælder for alle frie mennesker, bevidstgøres man om den dødelige kamp mellem frihed og slaveri.
Et imponerende stykke effektiv demagogi. Hele verden delt op i godt og ondt, og de gode placeret i evig

strid mod de onde på 35 linier.

Ronald Reagan
Der gik kun 17 år fra denne tale til Ronald Reagan blev valgt til USA’s præsident. Efter Johnson, blev Nixon præsident, men efter Watergate-skandalen måtte han træde tilbage i begyndelsen af sin anden periode i 1973 og afløstes af Gerald Ford. Med Saigons fald og med scenerne fra en panikagtig amerikansk flugt fra den vietnamesiske krigsskueplads på alverdens TV-skærme, kom USA under Ford virkelig til at føle sig som en besejret nation, der forgæves havde ofret over 56.000 amerikaneres liv på de vietnamesiske slagmarker. I 1976 vandt Jimmy Carter præsidentposten, men hans politik baseret på moral havde ikke rigtig gennemslagskraft. Da iranske ”demonstranter” indtog den amerikanske ambassade i Theran og holdt alle amerikanerne der som gidsler, var scenen således moden til Ronald Reagans kampagne for et nyt, bedre og især sejrrigt Amerika med sloganet: ”It’s morning in America!”. Det religiøst-nationale højre stod klar til at tage magten og føre både indenrigs- og udenrigspolitisk kulturkamp. 

Ronald Reagans politiske karriere blev for alvor sat i gang, da han d. 27. oktober 1964 holdt en tale som formand for ”California Citizens for Goldwater”. Reagan gav sin tale overskriften: ”A Time for Choosing”, og i den fremlagde han sin vision af et nationalistisk/religiøst/konservativt program for vælgerne. Ifølge Reagan stod valget mellem 1000 år mørke med kommunistisk diktatur eller Barry Goldwater som præsident i 1964 (som bekendt tabte Goldwater til den siddende præsident Lyndon Johnson).  Man kan sige han med denne fremlæggelse fandt sin mission, for det var faktisk ideerne fra denne tale, han blev ved med at gentage gennem de næste 25 år i forskellige bearbejdede og ajourførte versioner alt efter lejligheden. Det var dette politiske program, og den særegne, enkle og effektive måde på hvilken han evnede at sælge sin forestilling om Amerika som verdens absolut førende supermagt - en dybt moralsk, kristen og god supermagt, der agerede som en blanding af den rige onkel og den joviale, hårdtslående landsbysherif, og som bragte velstand, lov og orden - der 16 år senere indbragte Reagan præsidentposten i Det Hvide Hus. Det var en lidt mere avanceret udgave af ”stok og gulerod metoden”, hvor stokken var truslen fra ”Ondskabens Imperium”. Kampen mod kommunisme og socialisme nødvendiggjorde det nationale sammenhold og legitimerede systemets militaristiske karakter. Guleroden var/er militært og økonomisk verdensherredømme. Global kontrol med olie, handel og teknologi og en gigaprofit til USA der reflekterer denne magt på en passende og letforståelig måde. Reagan benyttede bibelske omskrivninger, når han skulle finde på betegnelser for marxister og kommunister som f.eks. ”We are faced with the most evil enemy mankind has ever known”, (Erickson 1985:137) der er biblens betegnelse for Satan. Karl Marx er helt enkelt Satans udsending, der skal ødelægge Guds plan for menneskeheden. 
Som et andet retorisk trick udviklede Reagan anekdoten til en subtil politisk taleform. Gennem sine hyggelige (og omhyggeligt plantede) småhistorier tilpassede og kombinerede han sine vælgeres daglige virkelighed til sit eget fiktionsunivers. Den medfødte godhed og den intuitive forståelse for Amerikas guddommelige mission, som den almindelige amerikaner er (burde være) født med, gjorde han på denne måde til sin egen. Han var Guds mand i Washington. Hans retorik byggede på de amerikanske myter, og hans historier satte myterne ind i en dagligdags kontekst med relevans for tilhørerne. Han skabte billeder, der talte direkte til folks følelser og illustrerede sine politiske tanker og ideer med simple, rammende sentenser, som han lagde i munden på frit opfundne ”almindelige amerikanere”. Samtidigt benyttede han en del bibelcitater og ægte historiske citater og gav derved øget autenticitet til sine egne frit opfundne ”citater”. Reagan forankrede sin politik på et kristent fundamentalistisk grundlag og benyttede enhver lejlighed til at bekræfte den amerikanske myte om, at USA er et guddommeligt projekt, at USA’s kommende stilling som verdens eneste betydende stormagt simpelthen bliver opfyldelsen af en guddommelig plan.
Reagans gør sin politik til et spørgsmål om national stolthed og sikkerhed. Reagans modstandere stemples som kommunistelskere og uamerikanske landsforrædere. Alle, der var imod Reagans politik var umoralske og ugudelige. Verden er delt i de gode og de onde, så hvis man var uenig med de gode, var man automatisk at regne for en af de onde. Det er egentlig utroligt, at man kan slippe godt af sted med et så primitivt og gennemskueligt politisk kneb. Men det lykkedes for Reagan med sine anekdoter og sine lynhurtige replikker at få de amerikanske vælgeres støtte til sin flagviftende, nationalistiske korstogspolitik. Han tog endog skikkelser fra sine film, og lod disse populære karakterer optræde i nogle af sine anekdoter, som var der tale om rigtige personer. De menige amerikanere slugte disse personificerende anekdoter råt. En historie om en gammel engelsk morlille fra 47. kartoffelrække, der græder af rørelse, når hun mindes de tapre amerikanere, der kom for at hjælpe England mod nazisterne under 2. Verdenskrig, demonstrerer for amerikanerne hvordan deres forhold til resten af verden bør se ud. En gammel udslidt verden som ser op til det nye, unge og stærke USA, der med sin overlegne styrke og produktionskapacitet er skabt til at lede verdens folk ind i Guds trygge favn. På denne måde gav Reagan sine vælgerne en følelse af tryghed.

Han gav dem noget de kendte og bad dem om at drømme de gamle amerikanske drømme på ny.

Orlando, 1983.
Jeg har valgt at gennemgå en tale Reagan holdt d. 8. marts 1983 i Orlando, Florida til ”National Association of Evangelicals’” årlige kongres (bilag 2). Denne tale indeholder en række reaganske karakteristika, der tydeligt demonstrerer hans ekstremt højreorienterede holdninger og hans ”kamp til døden” indstilling til den rivaliserende supermagt, som han her vakte international furore ved at titulere ”an evil empire” (bilag 2:165), og det intime samarbejde han etablerede med det ny kristne højre, det såkaldt kristen-moralske flertal (Moral Majority under ledelse af TV-prædikanten Jerry Fallwell). Den personligt dybt troende Reagan var som pragmatiker bestemt ikke blind for, at størstedelen af de kristne amerikanere går i kirke hver søndag, og at kirkens sociale aktiviteter spiller en stor rolle i den amerikanske dagligdag. F.eks. var stemmerne fra TV-prædikanternes millioner af seere bestemt ikke til at kimse af, men Reagan mente virkelig, at vejen frem mod opfyldelsen af den amerikanske drøm gik gennem det nære samarbejde mellem de kristne kirkesamfund og politikerne. Kristen tro og gammeltestamentelig moral var den lim, der skulle hæve USA over resten af verden og med Guds hjælp sikre amerikansk hegemoni. Reagan yndede at benytte enhver lejlighed til at fortælle, at han bestemt ikke var politiker selv (til trods for sin lange karriere som toppolitiker) og indikerede hermed, at han var mere ærlig end de andre politikere.
Gud, Reagan og Nationens andre fædre
Orlandotalen, der i mange passager kan minde om en prædiken, vakte stor international opstandelse på grund af sin utilslørede sammenblanding af politik og kristendom. At Reagan tog Bibelen til indtægt for sine politiske anskuelser, og på den måde fik både sine amerikanske og sine internationale modstandere placeret på en kristen god/ond-skala, var ikke fremmende for den politiske dialog.
Reagan har en lidt speciel måde at forme sit manuskript på. Han strækker indledningen til ca. 20% af talen. Men så indeholder den også en anekdote, fem historiske citater og en til lejligheden passende vittighed om Skt. Peter, en politiker og en præst – og fastslår klart og tydeligt den kristne tro og overbevisning som Reagans fremmeste kvalitet. Han starter med at takke for velkomsten og med at rose de tilstedeværende for deres åndelige og humanitære arbejde. Hvorefter han takker for deres bønner for ham og Nancy. Bemærkningen om, at præsidentparret både har følt og mærket effekten af bønnerne, tages alvorligt i denne forsamling og bekræfter det religiøse – og politiske – bånd mellem præsidenten og forsamlingen. Gennem en anekdote får Reagan på en smart måde igen understreget sin dybe religiøsitet - og at han meget ofte beder til Gud om støtte og vejledning i sin præsidentgerning - med en joke om, at Gud altid er optaget, fordi Reagan konstant er i audiens med sine problemer.
Dernæst får Reagan sammenlignet sig selv med Abraham Lincoln ved brug af et Lincoln-citat: ”I think I understand how Abraham Lincoln felt when he said, I have been driven many times to my knees by the overwhelming conviction that I had nowhere else to go”, (Bilag 2:155). Det er underforstået, at Lincoln og Reagan deler de religiøse følelser, og Reagan forstår Lincolns forhold til bøn og Gud. Denne kobling skaber et image af et stærkt trekløver: Triumviratet Gud, Lincoln og Reagan. Ved at lade tilhørerne selv drage disse (åbenbare) konklusioner ud af anekdoten slipper han af sted med en (ugudelig) masse selvros, uden at det helt lyder sådan.
Reagan fortsætter med at udbygge det indforståede hjertelige forhold til tilhørerne med en lang joke om politikeres (manglende) ærlighed, med behørig tilføjelse om, at der naturligvis er mange gode kristne og hårdtarbejdende mænd og kvinder i offentlige embeder – som f.eks. de tilstedeværende, kritikken gælder naturligvis kun for ”de andre”. Principperne for de brave Reagan-tilhængeres arbejdsgrundlag er en troskab mod frihedsidealet og den ret til personlig frihed, der bunder i forståelse af, at frihed kun kan blomstre, når Guds velsignelse søges flittigt og modtages i ydmyghed. Det calvinistiske islæt i det kristne USA betyder også, at besiddelsen af rigdom er tegn på Guds velsignelse og fattigdom det modsatte; man har fortjent at være rig. (Hertsgaard 2002:148-9). Derefter bekræfter Reagan gennem citater fra enkelte af uafhængighedserklæringens fædre, hvordan Gud og bibelen altid har været grundlaget for det demokratiske Amerika. F.eks. William Penn: ”If we will not be governed by God, we must be governed by tyrants”, og Alexis de Tocqueville: ”Not until I went into the churches of America and heard her pulpits aflame with righteousness did I understand the greatness and the genius of America……America is good. And if America ever ceases to be good, America will cease to be great.” (Bilag 2:156).
 Reagan slutter sin indledning med en bekræftende ros af den kristne indsats for at gøre USA til en mægtig nation ved at bevare nationens godhed og holde det guddommelige frihedseksperiment i live.
Derefter fortsætter Reagan sin tale med igen at understrege USA’s position som Det Forjættede Land. Det Ny Jerusalem der skal vinde den endelige kamp mod det (den) onde. 
”I want you to know that this administration is motivated by a political philosophy that sees the greatness of America in you, her people, and in your families, churches, neighborhoods, communites – the istitutions that foster and nourishes values like the concern for others and respect for the rule of law under God.” (Bilag 2:157).

Sex, synd og kulturkamp
Herefter får Reagan elegant stemplet sine politiske modstandere som ateister ved at erklære, at han naturligvis må være i opposition til disse moderne ikke-troende, der kaster vrag på alle de ovennævnte værdier, som den amerikanske civilisation er bygget op omkring. Det kan godt være, de mener det godt, men deres værdibegreber er fundamentalt forskellige fra (det moralske) flertal(let) af amerikanerne. ”...they proclaim that they’re freeing us of superstitions of the past.” (Bilag 2:157). Med et kunstgreb får Reagan gjort alle sine politiske modstandere, bl.a. demokraterne, til uamerikanske ateister, der kalder religion for overtro, på samme måde som kommunisterne gør det, og disse ateister og liberale vil tvinge de kristne til  at leve efter umoralske love i stedet for biblens bud.
Talen igennem svinger Reagan mellem et makroskopisk internationalt perspektiv og det mikroskopiske indenrigspolitiske perspektiv, hvor han udover de personlige anekdoter også benytter omtale af lokale enkeltsager til at perspektivere kristne mærkesager.
Et af de større indenrigspolitiske slagsmål på taletidspunktet drejede sig om præventionsklinikker, hvor de unge kunne få rådgivning om prævention og få recepter på p-piller, pessarer o.l..
I forbindelse med at forbundsregeringen gik ind med økonomisk støtte til driften af disse klinikker, udsendte kongressen et cirkulære om, at man skulle forsøge at optimere forældredeltagelsen. Men da klinikkerne gennem flere år havde valgt at give prævention til piger under 18 år uden at få hverken tilladelse fra eller efterfølgende at give underretning til pigernes forældre, har Reagan-regeringen nu givet ordre til, at de klinikker, der modtager statslig støtte, skal informere forældrene, hvis de giver antikonceptionsmidler til en pige under 18, da det er umoralsk at hjælpe unge piger til at være let på tråden. Det er næsten som at opfordre dem til utugt og skørlevned.
Reagan anerkender tilsyneladende, at de, der driver klinikkerne, er velmenende folk, som er bekymrede over stigningen i antallet af illegale aborter og aborter foretaget på piger under den seksuelle lavalder, men hans ros til deres motiver minder en del om Antonius’s: ”For Brutus is an honourable man, so are they all, all honourable men.” For deres idealer er ukristne og uamerikanske. Her er ikke kun tale om ”seksuelt aktive” piger. Det er promiskuøse piger, de hjælper. Pseudoludere, hvis forældre simpelthen skal holde dem i stramme tøjler. Men en domstol i Washington har tilladt sig at nedlægge et forbud mod at tvinge medarbejderne til at følge regeringens påbud. Reagan fortæller, at han nøje har fulgt sagen, set TV diskussioner og læst aviskommentatorernes udgydelser om stikkervirksomhed og regeringsindblanding i folks sexliv – her ligger underforstået, at Reagan naturligvis er dybt interesseret i folks (vælgernes) hverdag og følger med  helt ned på det lokale niveau for at forsvare familien og de moralske værdier. Det kunne være din datter, som fik p-piller uden dit vidende og røg ud på den moralske glidebane mod Helvedes åbne gab. Men Reagan vil tage denne moralske kamp op i retten.
Reagan fortsætter med at sige, at denne kamp kun er et enkelt eksempel på, hvordan de liberale forsøger at udvande de traditionelle (dvs. fundamentalistisk kristne) amerikanske værdier, og han kommer med endnu et eksempel på denne kulturkamp, nemlig hans forslag om, at genindføre den kristne bøn i skolerne, fordi: ”Freedom prospers when religion is vibrant and the rule of law under God is aknowledged”. (Bilag 2:158).  Når højesteret og Kongressen  åbner deres møder med bøn, må skolebørn og studerende have den samme rettighed, mener Reagan. Han eksemplificerer problemet med en lokal sag, hvor en dommer har erklæret det for at være mod forfatningens ret til talefrihed, når den lokale skolekommission har givet et mindretal af kristne elever samme støtte som de ikke-religiøse studentergrupper. Reagan opfatter det som religiøs diskrimination, hvis de kristne ikke får særrettigheder, og han opfordrer til at støtte et lovforslag i kongressen om forbud mod denne form for diskrimination.
Derefter går Reagan over til at tale om abortspørgsmålet. En diskussion hvor bølgerne virkelig har gået højt. Siden en højesteretskendelse i begyndelsen af halvfjerdserne gav kvinderne ret til abort, har der hersket en både bitter og blodig strid om denne sag i USA, som har ført til ildspåsættelse af abortklinikker og drab på abortlæger. Reagan og abortmodstanderne er af den overbevisning, at der på abort-kontoen årligt udføres 1½ million barnemord i USA. Samtidig mener de, at det er en moralsk glidebane, der vil føre til medlidenhedsdrab på børn. En påstand Reagan mener blev bevist, da en retskendelse året før gav tilladelse til, at et forældrepar at lod deres multihandicappede spædbarn dø, uden der blev gjort alt for at holde det i live. Reagan opfordrer Kongressen til at arbejde for en lovgivning, der vil beskytte alle børn, handicappede såvel som ufødte. En synsvinkel der netop sidestiller medlidenhedsdrab med abort, selvom aborttilhængerne overhovedet ikke går ind for drab på handicappede børn. Mærkværdigt nok gælder denne opfattelse af livet som helligt liv ikke for det store antal henrettelser af dødsdømte forbrydere.

Vågn op, Amerika
Reagan er nu fremme ved den centrale del af sin tale og foretager en slags opsummering af det kristne højres stilling. Selvom der ind i mellem har været grund til frustration, går det alligevel ganske godt for deres sag. Det nye kristne-højre er på march fremad, eller som han udtrykker det: ”There’s a great spiritual awakening in America, a renewal of the traditional values that have been the bedrock of America’s goodness and greatness.” (Bilag 2:160). Og han citerer en gallup-undersøgelse fra en konservativ tænketank, der havde vist, at 95% af amerikanerne tror på Gud, og at et stort flertal mente, De Ti Bud havde en reel betydning i deres dagligdag. En anden undersøgelse havde vist, at et stort flertal af amerikanerne var imod utroskab, teenagesex, pornografi, hårde stoffer og abort, men at de lagde stor positiv vægt på familiebånd og kristen tro. Konklusionen bliver derfor helt klart, at amerikanerne er mere religiøse (og bedre) end alle andre folk. Reagan fortsætter: ”I think the items that we’ve have discussed here today must be a key part of the Nation’s political agenda........ I repeat: America is in the middle of a spirutual awakening and a moral renewal. And with your Biblical keynote, I say today, “Yes, let justice roll on like a river, righteousness like a never-failing stream.”” (Bilag 2:161). Har nogen været i tvivl, kan de se det sagt helt direkte her: Religion og politik er to sider af samme sag. Her får vi prædikanten og præsidenten i samme person. Reagans regering og dens lovgivning hviler på De Ti Bud, og dens værdigrundlag er konservativ, fundamentalistisk læsning og tolkning af biblens, især det gamle testamentes, moralkodeks. Som Erickson udtrykker det: ”The prophecy of the New Jerusalem of Christanity became a quasi-religious endorsement of conservative politics.” (Erickson 1985:90).
Reagan fortsætter med at sige, at denne nye politisk/religiøse bevidsthed hos amerikanerne hviler på en positiv opfattelse af stolthed over den amerikansk historie, nationens bedrifter og hvad dets befolkning har opnået. Her sigter han naturligvis specielt til USA’s oversøiske, militære interventioner, hvor Reagan ikke mener, der er forskel på USA’s indgriben i Første og Anden Verdenskrig, Koreakrigen og Vietnamkrigen. Koreakrigen endte ganske vist i en våbenhvile, der bestemt ikke var nogen sejr, og det blodige militære eventyr i Vietnam endte i et forsmædeligt nederlag.
Traumet over dette nederlag havde, indtil Reagan blev præsident, været et bortgemt og ubehandlet sår i det officielle Amerika. Men Reagan tog det frem i lyset og krævede, at amerikanerne skulle være stolte over deres indsats, være stolte over deres kamp mod ondskaben, være stolte over deres indsats for en blivende verdensfred og deres kamp for de kristne idealer. Vietnamkrigen var kun et enkelt slag i den lange kamp mod den kommunistiske verdensorden. De ca. 57.000 døde soldater i Vietnam, havde som Verdenskrigenes faldne været forsvarere af frihed, demokrati, fred og retfærdighed. De var ikke døde forgæves. De var faldet i den lange kamp mod ærkefjenden, selveste Den Onde, og hans marxistiske proselytter.
Ved at sætte Vietnam-traumet ind i denne quasi-religiøse sammenhæng kunne Reagan tilpasse Vietnam til den amerikanske myte. Den ensomme helt – the Lone Ranger – var blevet såret på sin post, men nu havde han igen sat sherifstjernen på vesten, taget revolverbæltet om livet og spændt hanerne på seksløberne. USA havde ikke noget at skamme sig over og var klar til kamp for sine kristne værdier. Reagan sætter en tyk streg under, at uanset udfaldet har USA altid levet op til sine idealer og myter. Amerikanerne står ved deres guddommelige skæbne og kan være stolte over det.
”There’s sin and evil in the world, an we’re enjoyed by scripture and the Lord Jesus to oppose it with all our might”, fortsætter Reagan. “Our nation, too, has a legacy of evil with which it must deal”. (Bilag 2:161). Her får Reagan igen formidlet budskabet om, at hans kamp for det gode samtidig er en kamp for Jesus. Han tager den lange kamp for minoriteternes rettigheder (mod racediskrimination), der efter både borgerkrig og de lange demonstrationsår fra 50’erne til 70’erne omsider er sluttet med lige borgerrettigheder til alle (i det mindste i princippet), til indtægt for sig selv og republikanerne, hvilket må siges at være noget af en tilsnigelse til sandheden.
De kristne amerikanere bearbejdes konstant med budskaber om deres deltagelse i kampen mod synd og ondskab, og Reagans dobbelte budskab er, at den indenlandske opposition også skal bekæmpes på alle fronter som et led i kampen mod ondskaben, samtidig med den udenlandske (kommunismen) bekæmpes med ”all our might”, dvs. ultimativt med hele atomarsenalet. Hvis man er imod Reagans politik, er man imod Amerika og dets kamp for at forvandle kloden til et jordisk paradis.  Kun onde mennesker med skumle planer kan være modstander af ”det gode”. Deler man det reaganske, positive syn (et synspunkt ”enhver objektiv iagttager må dele”) på amerikansk historie er der kun grund til stolthed: ”…. A history that has been the story of hopes fulfilled and dreams made into reality. Especially in this country, americans has kept alight the torch of freedom, but not just for ourselves but for millions of others around the world.” (Bilag 2:162).

Satan er socialist
Nu er Reagan nået frem til sidste punkt på dagsordenen: Udenrigspolitikken. Han går lige til biddet: ” ….as good Marxist-Leninists, the Soviet leaders have openly and publicly declared that the only morality they recognize is that which will further their cause, which is world revolution.” (Bilag 2:162). Der er absolut ingen (kristen) moral at finde hos de gudløse kommunisters ledere. Men inden han går rigtig ind på kampen mod Sovjet, serverer han lige pointen om sine onde modstandere endnu en gang for prins Knud, for, som han siger: ”...they (the communist leaders) repudiate all morality that proceeds from supernatural ideas – thats their name for religion – or ideas that are outside class conceptions. Morality is entirely subordinate to the interest of class war.” (Bilag 2:162). Her er en tydelig adresse til de hjemlige kritikere, der vil befri amerikanerne fra ”the superstitions of the past”. (Bilag 2:157). Reagan vil have tilhørerne til at huske på rygraden, at de liberale ikke kun er fjolser, men at deres ideer er både farlige, moralsk undergravende og nærmest landsforræderiske. De indflydelsesrige folk, der ikke kan se den totale mangel på moral hos de sovjetiske ledere, er af samme type som de liberale, der nægtede at indse den nazistiske fare, og nu lukker de øjnene for den risiko, de totalitære socialistiske regimer rummer. Denne retoriske strategi beskrives således af White House Chief of Staff R. Darman: ”Paint RR as the personification of all that is right with or heroised by America. ..-where a vote against Reagan is in some subliminal way a vote against mythic ’America’.” (Erickson 1985:100).
I det følgende afsnit af talen er det meget interessant at iagttage, hvordan Reagan får vendt kendsgerningerne helt på hovedet og nærmest påstår at krig er fred, og oprustning er fredsinitiativ for slutteligt at sige, at han faktisk slet ikke er interesseret i at forhandle, fordi han alligevel aldrig vil gå på kompromis med sine kristne principper. Reagan er ikke interesseret i at stoppe våbenkapløbet, tværtimod. Han vil skrotte de gamle våben for at kunne bygge nye generationer af avancerede atomvåben. På den måde kan den amerikanske, statssubsidierede våbenindustri udvikle ny teknologi (computerteknologi, rumfart, flyindustri etc.) på skatteydernes regning og samtidig føre en økonomisk krig mod Sovjet, der simpelthen ikke havde råd til virkelig at deltage i dette våbenkapløb. Det amerikanske militær-industrielle kompleks er ikke blot en myte, men en kendsgerning.
Fra Reagans mund lyder det således: ” We will never give away our freedom. We will never abandon our belief in God. And we will never stop searching for a genuine peace. But we can assure none of these things America stands for through the so-called freeze solution proposed by some. The truth is that a freeze now would be a very dangerous fraud, for that is merely the illusion of peace. The reality is, that we must find peace trough strengh. I would agree to a freeze if only we could freeze the Soviet’s global desires.” (Bilag 2:162-3).
Denne tekst giver kun mening, hvis den ægte fred, som Reagan søger, er ensbetydende med Sovjets totale nederlag, da alt andet kun er en illusion om fred. Den Onde skal destrueres, så USA kan etablere Guds Fredsrige. Han søger ingen kompromiser og vil kun acceptere sin egen vej. Han kommer dog med nogle indvendinger om, at et ”ærligt” stop for udvikling og bygning af nye atomvåben ville kræve alt for mange, lange og indviklede forhandlinger, og at en aftale ville være meget svær at kontrollere (hvilket ikke er verdens bedste argumenter), men hans vægtigste argument er, at et stop vil hindre fornyelsen af de amerikanske arsenaler. At de amerikanske våben er forældede i forhold til de sovjetiske, er dog en lodret løgn. I dag ved vi, at det rent konkret ikke var tilfældet.
For at overbevise de af sine tilhængere, der ellers kunne tænkes at støtte et rent stop for atomvåbenkapløbet, serverer Reagan en af sine ofte benyttede anekdoter om sangeren Pat Boone. Ved en koncert hørte han sangeren sige til publikum: ”I love my little girls more than anything – (but) I would rather see my little girls die now, still believing in God, than have them grow up under communism and one day die no longer believing in God.” (Bilag 2:163). Det er den kolde krigs parole: ”Hellere død end rød” i Reagans anekdoteindpaking. Den demonstrerer det nye kristne højres tese om, at kampen mod Sovjet er kampen mod Satan, og det derfor er en kamp til døden. En politik, der såfremt Sovjetunionen havde haft en lidt bedre økonomisk ledelse, formentlig kunne have ført til et atomragnarok, som mange af de fundamentalistiske nye kristne sikkert ville hilse velkommen som Apokalypsen, Dommens Dag, så de kunne komme til at sidde på deres pladser i Paradiset. Anekdoten følges af et C. S. Lewis citat om, at den største ondskab kommer fra afdæmpede magtfulde mænd i fornemme kontorer, dvs. fra de sataniske kommunistiske embedsmænd.
Reagan mener desuden, at sympati og støtte til forslaget om et våbenkapløbsstop skyldes at djævelsk forblændelse forleder folk til at tro, at våbenkapløbet er en fejltagelse, fordi et stop er det samme som at opgive kampen mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Folk kan roligt støtte hans politik, fordi Amerika engang i fremtiden med Guds hjælp vil afskaffe kernevåbnene. Og selvom militærmagt er vigtigt, er den virkelige fare af åndelig karakter. Det er en prøve på moral, vilje og tro.
Som en sidste trumf kommer Reagan med et citat fra et af sine idoler, Whittaker Chambers: Marxism-Lininism is actually the second oldest faith, first proclamed in the Garden of Eden with the words of temptension, ”Ye shall be as gods”.” (Bilag 2:165). Vesten kan kun modstå denne udfordring, hvis vores tro på Gud og hans frihed kan overskygge kommunismens tro på mennesket uden Gud.” Og Reagan var sikker på, at amerikanerne ville modstå denne udfordring: ”I believe that communism is another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written. I believe this because the source of our strengh in the quest for human freedom is not material, but spiritual. And because it knows no limitation, it must terrify and ultimately triumph over those who would enslave their fellow man.” (Bilag 2:165).
For Reagan er der ingen tvivl. De gode kristne amerikanere står i en win-win situation. De kan enten besejre Sovjet økonomisk eller militært. Skulle konfrontationen ende med et Armageddon, vil de kristne alligevel vinde Tusindårsriget. Det Ny Jerusalem er under alle omstændigheder inden for rækkevidde, det være sig i morgen eller om 500 år. Men med amerikanernes skabelse af Det Forjættede Land mener de fundamentalistiske kristne, at banen er kridtet op til den sidste store konfrontation mellem det gode og det onde.
Reagans retorik viste sig at være sejrrig. Han spillede sin rolle som troværdig tryghedsskaber for den amerikanske familie så godt, at han ved præsidentvalget året efter (i 1984) knuste sin demokratiske modkandidat (Mondale).

Præsidentfamiliedynastiet Bush
Da Reagans præsidentperiode udløb, var Sovjetunionen på randen af opløsning. I den amerikanske bevidsthed var Reagan blevet en slags superstjerne. En cowboyhelt forklædt som præsident, der havde placeret USA solidt i førersædet som verdens rigeste nation og den absolut stærkeste militære magt. For amerikanerne stod Reagan og hans regering som en anden Wyatt Earp, der med sin flok barske revolversvingere stod ansigt til ansigt med fjenden og gav ham råt for usødet.
Republikanerne havde derfor et godt tag i befolkningen, og Reagans vicepræsident, den tidligere CIA-chef George H.W. Bush, der har store økonomiske interesser i og et intimt samarbejde med olie- og forsvarsindustrien, kørte videre på den patriotiske bølge og havde ved præsidentvalget i 1988 ikke svært ved at fastholde regeringsmagten. Men den ”manglende afslutning” af Golfkrigen og en elendig økonomi kostede Bush posten efter fire år.
Under de otte Clinton-år investerede det religiøse-højre store kræfter og pengebeløb i at bringe George Bushs søn, texasguvernøren George Walker Bush i stilling som præsidentkandidat. En effektiv kampagne i de evangelistiske kirker og organisationer (samt en velvillig højesteret) gav Bush Junior valgsejren.
Som E.L. Doctorow udtrykker det i en artikel (USA’s Inferno) i Politiken d. 22/1 –00: ”USA’s store koncerner er blevet lempet ind i landets politiske ledelse gennem mange års konservativ ideologisk dominans, og de fører i dag et effektivt tilsyn med kongressen, myndighedernes kontrolinstanser og endog med selve præsidentembedet.”
Nu havde olie- og rustningsindustri sammen med de sværd- og bibelsvingende nykristne igen erobret den politiske magt i Washington. Den amerikanske udenrigspolitik blev nu dirigeret af superhøgene Rumsfeld, Cheyney, Wolfowich og Perle, der er tilhængere af en hegemonisk doktrin, som giver USA en moralsk ret til at forsvare amerikanske interesser af enhver art over hele kloden med militærmagt og den fulde brug af USA’s overlegne våbenteknologi!
Som i ”Newspeak” er angreb blevet omdefineret til forsvar, så militære aktioner som svar på alle former for trusler et legalt og naturligt forsvarsmiddel. Det militære indgreb er blevet det vigtigste politiske instrument i stedet for den sidste udvej.
Bombningen af World Trade Center gav G.W.Bush og hans regering den undskyldning, de skulle bruge, for en aktiv militær indsats i Mellemøsten, som en gang for alle skulle fastslå den amerikanske suverænitet over området – og olien i undergrunden.
Man udførte en slags prøvekrig i Afghanistan. Tæt på 11. september var det let at få FN’s opbakning til en invasion af Afghanistan for at fange eller likvidere den forhenværende CIA-agent Osama bin Laden, den selverklærede hovedmand bag WTC-bombningen, og i forbifarten vælte taliban-regimet.
Derefter mente Bush-regeringen, at tiden var inde til at slå et slag for omdannelsen af den irakiske olie til amerikansk olie. Den halve Golfkrig skulle gøres færdig og Amerika vise flaget i kampen for frihed, hvorfor en verdensomspændende negativ kampagne mod Saddam Hussein blev iværksat. Propagandaen var så effektiv, at meningsmålingerne ved krigens start viste, at 9 ud af 10 amerikanere var helt overbeviste om, at de irakiske myndigheder med Saddam Hussein i spidsen var direkte involveret i angrebene på WTC, Pentagon og Det Hvide Hus, ligesom de var overbeviste om, at Saddam var i besiddelse af forskellige former for masseødelæggelsesvåben, der kunne lægge vestlige byer øde.   
Man må sige, at den negative udvikling i Irak efter Saddams fald desværre har opfyldt mange af de værste forudsigelser fra krigens kritikere. USA er ganske vist stadig den eneste supermagt og i stand til at vinde enhver større militær konfrontation, men de er åbenbart ikke i stand til at finde de rette midler til at etablere en efterfølgende fred.

Bush 2003
George W. Bush holdt d. 7/9 - 2003 (bilag 3), ca. 4 måneder efter at han havde erklæret Irak-krigen for at være vundet, en tale til nationen om udviklingen i krigen mod terror og specielt om ”Irak-situationen”. Som det er tilfældet med alle de større præsidenttaler, er den 18 min. lange tale udfærdiget med henblik på landsdækkende TV, desuden skal den naturligvis promovere den officielle amerikanske strategi i krigen mod terror. Talen blev sendt fra The Cabinet Room i Det Hvide Hus, hvilket gav talen den rette baggrund af magtfuld pondus og amerikansk historie. I dette ceremonielle set-up, med præsidentsegl på talerstolen, det amerikanske flag vejende bag sig og endnu et flag i knaphullet kan han udnytte præsidentembedets værdighed til at understrege sine ord til.
Talen drejer sig udelukkende om krigen mod terror og Irak, men den demonstrerer hvor dygtigt Bush(s speechwriters) får sat sin egen dagsorden. Gennem halve sandheder, eufemismer, påståede sammenhænge og ukuelig optimisme i talen om foreløbige og kommende sejre iblandet advarsler om fjendens ondskab og hæmningsløse dræberlyst sat overfor egne ædle motiver og humane gerninger, bliver virkeligheden drejet til at passe Bush verdenssyn. I lighed med Reagan benytter Bush mange steder ordvalg, der minder om prædikanternes, og antyder dermed det bibelse islæt i kampen uden at sige det direkte.
Umiddelbart faldt det i øjnene, at krigen mod Irak i Bushs terminologi helt har mistet sin plads som en begivenhed i sig selv. På intet tidspunkt omtaler Bush Irak-krigen som en ”selvstændig” krig i lighed med Golfkrigen i 1991, i stedet omtales den konsekvent som en slags episode i den store krig mod terror. Bush forsøger at give et billede af ”krigen mod terror” som en slags fortsat soap-opera, hvor bombningen af WTC, og alle andre terrorhandlinger og antiterroraktioner samt Operation Iraqi Freedom og krigen i Afghanistan indgår som enkeltafsnit i serien. Denne terrorkontekst giver i amerikanske øjne legitimitet til angrebet på Irak, og for Bush gælder det om at bevare denne legitimitet, til han er blevet genvalgt.
Fra talens start understreger Bush alvoren og seriøsiteten i sit budskab med en ultrakort indledning: ”Good evening. I have asked for this time to keep you informed of Americas actions in the war on terror.” (Bilag 3:1). Det er præsidenten, der giver besked. Derefter kommer 11/9 på banen. Der skal ikke være nogen tvivl om sammenhængen, USA er i Irak som led i krigen mod terror. Denne linie fortsættes i næste afsnit: ”America and a broad coalition acted first in Afghanistan…..And we acted in Iraq, where the former regime sponsored terror”. (Bilag 3:1). Angrebet på Afghanistan sammenkædes med angrebet på Irak, som om der er tale om den samme internationale koalition og den samme fjende, og lige efter omtalen af Al Queda nævnes i samme åndedrag Saddams regime som sponsor af terrorisme. Desuden bliver de gode hensigter konfirmeret med betegnelsen af den amerikanske krigsførelse som ”on of the swiftest and most humane military campaigns in history”, (Bilag 3). At Irak i 12 år nægtede at følge FN’s Sikkerhedsråds krav nævnes også som krigsårsag, selvom FN overhovedet ikke støttede invasionen, og USA f.eks. aldrig reagerer på israelske overtrædelser af FN krav.
Dernæst bliver alle tidligere bombeaktioner i Mellemøsten og andre steder kædet sammen med 11/9. De har ikke været aktioner mod f.eks. den zionistiske besættelse, men været aktioner rettet mod amerikanske interesser og derfor angreb på USA. ”The terrorist became convinced that free nations were decadent and weak. And they grew bolder, believing that history was on their side.” (Bilag 3:1). Nu hvor Bush er ved roret, og USA er gået ind i krigen mod terrorismen og har slået til mod terrorismens hjerte i Afghanistan og Irak skal det nok blive klart, at det er amerikanerne, der har både Gud og den historiske udvikling på sin side.
Nu går Bush så over til de rigtig positive sider af krigen. Irak-krigen bliver til en slags hjælpeprogram, der skal skabe demokrati, velstand og tryghed i Irak – og fjernelsen af Saddam vil skabe tryghed i USA: ”In Iraq, we are helping the long suffering people to build a decent and democratic society at the center of the Middle East. Together we are transforming a place of torture chambers and mass graves into a nation of laws and free institutions.” (Bilag 3:1).
Derefter ridser Bush den mellemøstlige situation op: Frihed og fred eller terroreksport til resten af verden. Men optimismen er ikke til at tage fejl af: ”Everywhere that freedom takes hold, terror will retreat”. (Bilag 3:2). I de følgende afsnit bliver den irakiske modstand mod besættelsen til desperate, udefra kommende terroristers kamp mod frihed og demokrati. De ”få” irakere, der deltager i kampen mod okkupationen er ikke irakiske patrioter, men rester af Saddams bøddelenheder, der har været for feje til at blive på den officielle slagmark og lade sig slagte af de amerikanske napalmbomber. De irakiske modstandsfolk er alle onde terrorister, der ikke kender til anstændighed og er i lommen på al Queda. Terroristerne  ”…now fight in the shadows” (Bilag 3:2), som bibelske djævle.
I det følgende gør Bush meget ud af at bagatellisere modstanden som meget sporadisk og  begrænset til Saddams højborge Tikrit og Bagdad. Men terroristerne har et strategisk mål. De vil tvinge USA ud af Irak, inden landet kan nå at blive demokratiseret, så angrebene på de engelske og amerikanske styrker er et angreb på verdenscivilisationen. ”They want to shake the world.” (Bilag 3:2). Bush understreger, at USA ikke vil lade sig terrorisere ud af Irak. Uanset hvor mange blodige angreb, der bliver rettet mod besættelsesstyrkerne, vil de amerikanske tropper ikke blive trukket hjem. Slaget om Irak og den irakiske folkesjæl er en så vigtig og integreret del af krigen mod terrorismen, at den for enhver pris skal vindes. Dvs. uanset tilbageslag og tab – man mindes Johnson og Nixon, når de talte om den kommende endelige sejr i Vietnam.
Så kommer den løftede pegefinger. ”This will take time and require sacrifice.…to promote freedom and make our nation more secure.” (Bilag 3:2). Husk det vil tage mange år og mange døde inden den onde fjende er slået, men (fornemmelsen af) sikkerhed er det vigtigste. Det positive skal imidlertid ikke glemmes, så nu gives et billede af USA som uselvisk nationsbygger. Irak skal genopbygges – eller rettere omskabes – med Tysklands og Japans genopbygning efter Anden Verdenskrig som forbillede. En sammenligning som halter gevaldigt alene af den grund, at de lande ikke havde store og yderst effektive modstandsbevægelser, der med nådesløs vold søgte at bekæmpe ethvert tiltag til samarbejde med besættelsesstyrkerne.
Så følger beskrivelsen af det, Bush kalder sin Irak-strategis tre hovedmål: ”..destroying the terrorists, enlisting the support of other nations for a free Irak and helping Iraqis asume responsibility for their own defence and their own future.” (Bilag 3:2). Bush understreger, at de er nået langt i udryddelsen af terroristerne, amerikanerne er i offensiven og har fanget de fleste af de militære ledere og højtstående embedsmænd fra Saddams regering, som de havde efterlyst, ligesom de får stor hjælp af deres irakiske samarbejdspartnere i  jagten på modstanderne. Bush lader forstå, at amerikanerne har indset, de både behøver politisk og mandskabsmæssig støtte til en multinational besættelsesstyrke, men han mener stadig, at resten af verden skal erkende den ny verdensorden og lade sig lede af amerikanernes ønsker. At være imod amerikanerne er det samme som at være mod selve civilisationen.
Nu, hvor Saddams fjernelse fra magten er et fait accompli, mener han, det kan være ligegyldigt at diskutere krigens præmisser. Saddam var så ond, at det under alle omstændigheder var i orden, at han blev væltet, og det er kun at hænge sig i unødigt pedanteri, når man taler om de manglende masseødelæggelsesvåben på nuværende tidspunkt. Det går også fremad med skabelsen af en ny og effektiv irakisk administration og regering, og man har fuld fart på uddannelsen af irakiske soldater og politi til at danne den ny regerings magtbasis. Med kikkerten for det blinde øje går det strålende.
Derefter følger en opremsning af, hvor mange millioner dollars Bush mener, der skal investeres i Irak og Afghanistan for at skabe stabile demokratiske samfund i de to lande. Personligt er jeg nu af den mening, at Bush har haft fiasko på alle tre punkter. Der er bestemt intet, der tyder på, at modstanden mod amerikanerne og besættelseskoalitionen mindskes, tværtimod fortsætter selvmordsbombesprængningerne og andre former for angreb med uformindsket styrke. Så den amerikanske offensiv mod terroren ser ud til at være gået i stå i det officielt slagne Irak. Ligeledes har amerikanerne helt åbenlyst ikke succes med at udvide antallet af nationer, som vil deltage i besættelsen og opbygningen af Irak, tværtimod har en række lande trukket deres mandskaber hjem fra den dødsensfarlige Irak-mission. Den velordnede og ekspeditte overgivelse af suverænitet til en selvstændig irakisk regering og frie demokratiske valg ser heller ikke ud til at have de bedste vilkår, og den af amerikanerne indsatte regering lader ikke til at have særlig stor folkelig opbakning, men betragtes snarere som en slags Quisling-regering. Det er svært at se, hvordan amerikanerne skal kunne trække sig ud af Irak, uden at magten meget hurtigt vil blive overtaget af et muslimsk præstestyre.
Vi får at vide, at 90% af de irakiske byer har fået en ny og fungerende administration, og det lyder optimistisk, når Bush siger: ”Iraq is ready to take the next steps toward self-government…Now they must rise to the responsibilities of a free people and secure the blessings of their own liberty.” (Bilag 3:3). Et år efter denne tale ved vi, at det var hul retorik. Irak er stadig i blodigt kaos, hvor sikkerhed og fred synes meget langt væk. Den irakiske modstand mod okkupationen vokser og samtidig med flere og flere nationer trækker deres tropper ud af Irak, er hjælpearbejdet på det nærmeste er gået i stå. Der er god grund til at frygte, at amerikanerne til sidst vil stå overfor en uvindelig guerillakrig som USA i Vietnam og USSR i Afghanistan.
Sidst i talen serverer Bush en anekdote helt i Reagans ånd, med citater tilsyneladende stammende fra en kaptajn ”from the front lines of freedom.” (Bilag 3:4), som beskriver, hvor stolt han er af at tjene frihedens retfærdige sag. Man kan have sin mistanke om, at der i lighed med Reagans anekdoter er tale om rent spin. Det har da også været afsløringer af, at en række læserbreve, der skulle stamme fra soldater i Irak, har været forfattet af en af Pentagons propaganda-officerer.
Talens slutning er formet som et opråb til amerikanerne: ”Fellow citizens: We have been tested these past 24 month, and the dangers have not yet passed…. We are serving in freedom’s cause – and that is the cause of all mankind.” Som jøderne i Ægyptens ørken testes amerikanernes tro og styrke af Gud, og frihedens sag er både menneskehedens og Guds sag – og så har man afgjort retten på sin side.

Den uendelige krig mod det onde
Før Sovjetunionens sammenbrud var linierne mellem det kristne kapitalistiske vest og det ateistiske kommunistiske øst skarpe og tydelige, som det ses i Kennedys og Reagans taler. Da denne fjende af Gud og frihed ikke længere er på banen, satser det amerikanske establishment med Bush-familien i spidsen nu på en spektakulær og langvarig krig mod terror, hvor muslimske terrorister udfylder rollen som ”truslen fra Den Onde” og derved føder den paranoia, der giver folkelig opbakning til forsvarsudgifternes stadige himmelflugt. Samtidig er forsvarsudgifterne en effektiv drivkraft i den amerikanske økonomi. Gennem de statslige ordrer til den amerikanske industri og den økonomiske støtte til industriens forskning er det et vigtigt drivhjul i industrien. Det giver en enorm økonomisk magt til de herskende politikere, som leder det embedsværk, der står for uddelingen af alle disse statslige kontrakter. Og krigen mod terror holder militærindustriens hjul kørende i et højt gear.
Kennedy kom med en kort tale, hvor det væsentlige motiv, budskabet, var nogle enkelte catchfrases med ét billede: Kennedy ved Dødens Mur. Et letforståeligt billede hvor hele verden var den designerede modtager - med en virkelighedens kulisse, der talte mindst lige så højt som Kennedy.
Reagans tale er derimod direkte henvendt til et lyttende tilstedeværende publikum og derfor mange steder tilpasset denne tilstedeværende kreds specielle interesser. Men den var også bygget på den skabelon, han næsten altid brugte, og indeholder derfor også hans politiske program, udlagt i den metaforiske og anekdotiske form, han yndede at bruge. Han ønskede at drage tilhøreren ind i både sin personlige, politiske og religiøse verden, så han fik den enkelte tilhører til ubetinget at acceptere Reagans oprigtige gode vilje til at repræsentere USA, deres fælles kristne værdigrundlag.
Bushs tale er i en helt tredje kategori. Den er et led i en fast rutine af TV-transmitterede taler, hvor det er den amerikanske befolkning (læs vælgerne), der er den designerede modtager. Det er klart, man ved at resten af verden er med på en lytter, og budskaberne om den amerikanske politik i Irak følges med interesse der. Men propagandakampen om ”freden” i Irak og ”krigen mod terrorismen” er også blevet en kamp om præsidentposten i efteråret 2004. Bush står med ryggen mod muren på grund af de manglende resultater i Irak, kombineret med en dårlig økonomi og en arbejdsløshed, der er vokset ganske væsentligt siden Clinton. For Bush er det derfor livsvigtigt at vinde propagandaslaget om Irak-krigen. Han forsøger at underspille kendsgerningerne om de dårlige resultater i Irak, og erstatte dem med den evindelige litani om amerikanernes Guds-velsignede kamp mod Satans og verdens ondskab..
Det er et svært job, Bushs manuskriptforfattere er kommet på, men de er eksperter på området, og med Bush i præsidentembedet har de den fordel, at det er ”de andre”, der skal bevise, at Bush tager fejl. Det er præsidenten, der besidder den umiddelbare autoritet og patentet på at definere den politiske virkelighed og sandhed – og så har Bush den store fordel, at han har Gud på sin side.
I den række taler Bush har holdt under Irak-krigen er kulisserne omhyggeligt udvalgt efter, hvad der giver den bedste effekt på TV-skærmene. Det skal fremgå tydeligt af billederne, at det ikke alene er nationens stærke og handlekraftige leder, der taler til folket, men lederen af den nye verdensorden der toner frem. Som i reklamefilm er de visuelle effekter gennemtænkt og planlagt ned til mindste detalje. Et tydeligt eksempel er Bushs tale d. 1. maj 2003, da hans talerstol var stillet op på dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln. Selvom skibet lå for anker ved flådebasen i San Diego, gjorde Bush en dramatisk entre i et to-sædet kampfly klædt i kamppilotdress, og TV-kameraerne blev omhyggeligt opstillet, så alle billederne fra talen viste både talerstolen, hangarskibet, kampflyene og soldaterne på baggrund af havet. Effekten af billederne havde været helt anderledes, hvis man havde kunnet se, at der kun var et par hundrede meter ind til kysten, men ved at vende alle kameraerne væk fra kysten, fik man den maksimale dramatiske effekt i billederne. Det, som folk husker, er billedet af en handlekraftig, battledressklædt præsident i et kampfly. Det er sejrherren med fly og hangarskib som symboler på USA’s uovervindelige militære magt. De husker den berusende følelse af sejr over ondskaben.

Korsfarerideologi i Guds Eget Land
Selvom de tre taler er været meget forskellige i længde og udformning, har de det til fælles, at de handler om magt og krig, Gud og sejr. Men samtidig med, at USA på forhånd udråbes til vinder i ”den store strid”, dyrkes paranoiaen, og befolkningen bekræftes i, at de har grund til at være bange. Der er virkelig en magtfuld og uendelig ond fjende, som lurer i mørket for at ødelægge frihedens hellige land. En fjende af Gud og USA, en hadefuld fjende med ønske om at dræbe amerikanerne og udradere ”the american way of life”. En ægte bibelsk satan af djævelske dimensioner der ikke vil anerkende amerikanernes ret til at definere og monopolisere godheden.
Den amerikanske myte om USA som Guds udvalgte nation, der skønt omringet af ugudelige fjender med Guds og militærindustriens hjælp bekæmper alle de onde retfærdiggør – eller nærmere overflødiggør retfærdiggørelse – alle metoder i kampen for Jesus og Amerika.
Hos Kennedy er det billedet af den hellige omringede by og Muren som skillelinie mellem godt og ondt, der er den bærende kraft. Selv den nok så effektive tale og den geniale catchfrase: ”Ich bin ein berliner”  blegner i sammenligningen med gennemslagskraften i det semireligiøse mentale billede af, at vi alle er omringet af de onde og derfor må kæmpe med alle midler. Kommunisterne er djævelens lakajer.
I Reagans tale får vi udover den religiøst klingende antikommunistiske krigsretorik også i en præsentation af det nykristne-højres politiske ideologi, et skræmmende eksempel på fundamentalistisk religiøs intolerance.
For Bushs vedkommende er der tale om rendyrket krigsretorik. Der tales om sejr og udryddelse af fjenden. Alle problemer minimeres og fremtiden tegnes lys, for den endelige sejr glimter et sted forude. I Bush’s krigsretorik bliver USA’s angreb på fremmede stater omdefineret til en defensiv handling. Den officielle amerikanske politik er i dag, at USA egenrådigt skal slå til med militær magt ved mistanke om fremtidige anslag mod amerikanske interesser.
Det synes, som seriøs politisk debat er blevet til personfikseret underholdning, og politik er blevet til enkle punchlines, der er lette at huske - men ofte er uden meget sandhedsindhold. Med mediernes showprægede dækning af det politiske liv ved den almene borger mere om præsidentens hund, præsidentfruens garderobe eller døtrenes udskejelser, end de ved om det reelle indhold i den førte politik. Det gælder ikke om at have ret, men om at have den bedste appeal og den mest effektive retorik.

 

Jan Vandall

 

 

Litteraturliste:
Erickson, Paul D.: Reagan Speaks. The making of an american myth. N. Y. University Press (1985).
Hart, Roderick P.: The Sound of Leadership. Presendetial Communication in the Modern Age.
                                                                                               The University of Chicago Press (1987).
Hertsgaard, Mark: Forklaring på Amerika. Sattelit (2002).
Hill, S.S.: The New Religious Political Right in America. Abingdon (1982).
Conway, F.: Holy Terror. A Delta Book (1984).
Doctorow, E.L.: Poets and presidents. Macmillan Papermac (1994).
Petersen, Carl: Den sårbare nation. Aschehoug (2002).
Andersen, Lars Erslev: Den amerikanske orden. Aschehoug: Det Historiske Hus (2003).
Corner, John: Television form and public address. Edward Arnold (1995).
Drew, Elizabeth: Portrait of an Election. Simon & Schuster N. Y. (1991)
Drew, Elizabeth: The corruption of american politics. The Overlook Press (2000).
Reagan, Ronald: Ronald Reagan talks to America. The Denvin Adair Group (1983).
McGinnis, Joe: The Selling of the President. London (1968).
Kagan, Robert: Paradiset og magten. Gyldendal (2003).
Postman, Niel: Fagre nye TV-verden. Hekla (1985).
Chomsky, N.: Den femte frihed. Tiden (1988).
Drotner, Jensen, Poulsen og Schröder: Medier og kultur. Borgen/Medier (1996).
Cumings, B.: War and Television. Verso (1992).
DeFleur and Ball-Rokeach: Theories of Mass Communication. Longman (1984). .
Schiller: Konsten at sälja ideologi. Raben & Sjögren (1984).
Qualter, T.H.: Opinion Control in the Democrasies. Macmillan (1985).
Woodward; Bob: The Commanders. Simon & Schuster (1991).
Bjøl, Erling: Gyldendals USA-historie. Gyldendal (2002).
Bruhn Jensen, K.: The Social Semiotics of Mass Communication. SAGE, London (1995).
Halberstam, D.: War in a Time of Peace. Bloomsbury (2002).
Heradstveit & Bjørgo: Politisk kommunikasjon. TANO (1987).
Hiebert, R.E.: The Impact of Mass Media. Longman, USA (1995).
Kjøller, K.: Politisk argumentation. Borgen (1991).